Det er ikke så tit, man bliver budt velkommen af et legetøjsklaver, en skralde og en enfoldig melodikamelodi. Multiinstrumentalisten og komponisten Anders Meldgaards seneste opus under navnet Frisk Frugt lyder da heller ikke tilnærmelsesvist som noget andet i det hjemlige musikudbud lige nu.
Det vil man også føle sig forvisset om, hvis man i livesammenhæng – for eksempel til den københavnske jazzfestival – har bevidnet hans særegne musikalske vision, der blandt andet inkluderer et hjemmebygget blokfløjteorgel, som mest ligner noget taget ud af dværgenes lystige dansescene i Disneys Snehvide.
På Den Europæiske Spejlbue, som Frisk Frugts nye plade hedder, står alle sanser åbne på vid gab. Der er skønne vokalharmonier, polyrytmik og et kuriøst persongalleri af indbyrdes samtalende instrumenter, som driller hinanden i kåd strengeleg. Meldgaards både ambitiøse og selvfølgelige kompositioner breder sig over flere satser, hvor en tekstlinje a la dem, man piller ud af en kinesisk lykkekage, væver sig ind og ud af afvekslende kalejdoskopiske musikcollager.
Lyrisk lander Meldgaard et sted mellem zenbuddhisme og B&U-afdelingen, dengang den lå i 2860 Søborg – for eksempel på ’Fuglens Flugt’, hvor han med tjaldet dybsindighed funderer: »Den, som fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt. Den, som fuglen fanger, fanger ikke blomstens duft.« Men det skandinaviske folketungsind melder sig også, når han tager forskud på »den dag vi tager stenskoene på og går imod dødens rige«. Knap så børnevenligt.
Det er tydeligt, at Meldgaard udspringer af yoyooyoy-kollektivet – en musikalsk legestue, der har fostret mange af de kreative kapaciteter, der for tiden bevæger sig rundt på kryds og tværs af hinanden i Københavns musikalske undergrund. Og ikke mindst udmærker denne skive solskin sig ved at bevæge sig i en art avantgardeterritorium, men uden at være højpandet.
Med sin enfoldige vokal, der konsekvent er en lille smule falsk, luller Meldgaard os så meget ind i en hyggelig Povl Kjøller-stemning, at man spontant sænker paraderne og sætter sig ned på gulvet i skrædderstilling. Og hvis helheden af klange i øjeblikke nærmer sig det højstemte, ja, så afbrydes de straks af et drilsk legetøjsklaver, en raslende skralde eller en klarinet, der med en upassende kvæklyd bryder ind for at kommentere begivenhedernes gang.
Tilflugt i barndommen
Den Europæiske Spejlbue bevæger sig, som titlen antyder, på mere nordlige breddegrader end forgængeren, Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor, suite. Det vidt og bredt lovpriste opus var påvirket af Meldgaards opdagelsesrejse til Mali og Burkina Faso, som han blandt andet spenderede i selskab med koraspilleren og verdensmusikstjernen Toumani Diabaté.
Spejlbuen er både moderne og traditionsbevidst. Takket være internettets lyksaligheder har Meldgaard sammenstykket et imaginært drømmeorkester, som mødes i en musikalsk legestue uden fysiske begrænsninger som tid og rum. Det er en særegen og fordomsfri eksperimentalmusik, der trækker på freejazz og moderne kompositionsmusik til verdensmusik, nordisk visetradition, avantgarde og pop. Men den slags karakteriseringer virker nok mere forvirrende end oplysende – mest af alt er Den Europæiske Spejlbue bare elementært vellydende.
Om Meldgaards fastholdelse af barndommen som utopisk tilflugtssted i længden bliver et irritationsmoment, må være en smagssag. Man kan indvende, at den naivistiske stil blot er en anden form for konceptuel fortænkthed, der på en måde modsiger projektets påstand om uskyld og umiddelbarhed. På det punkt tjener slutnummeret »Omdrejningsmusik solens mekanik« med sine monotont kosmiske støjpassager som en kærkommen afveksling.
Men man kan også slippe alle forbehold og dykke ned i det helstøbte fantasiunivers, »sammen med alle jordens planter og dyyyyyyyr«, som koret synger. En blød, lydlig naturbeskyttelse uden sidestykke.
Frisk Frugt: ’Den Europæiske Spejlbue’ (Tambourhinoceros). Udkommer mandag
