Læsetid: 5 min.

Den flyvende ged

I Gunnar Ekelöfs sene hovedværk, ’Diwan’-trilogien, møder læseren en af poesiens uforsonligt ensomme elskere
Som yngre mand havde Ekelöf levet som hovedrig boheme og oplevet skandalesucces som digter. Men midt i 1960’erne var han afvæbnet, afkræftet og alkoholiseret, afhængig af andre. Under en rejse til Tyrkiet dukkede dog hans engel, inspirationen, pludselig op på ny.
2. januar 2015

Den store svenske modernistiske lyriker Gunnar Ekelöf (1907-68) beskrev, ikke uden humor, sig selv som ’en ged med menneskeansigt’. »Derfor er jeg hårdfør,« tilføjede han, men var trods alt ikke sej nok til at modstå den kræft, der opåd ham på et halvt års tid.

På det tidspunkt, i midten af marts 1968, havde han for nylig gennemført sin største digteriske energiudladning i form af tre sammenhængende bøger over byzantinske, islamiske og alment religiøse (men netop ikke specifikt kristne) motiver: Diwan över Fursten av Emgión, Sagan om Fatumeh og Vägvisare till underjorden (1965, 1966 og 1967). Dele af trilogien udkom på dansk i 1996 i udvalget Fyrsten af Emgión; men nu har Karsten Sand Iversen, med vanlig heroisme og utrættelig flid, oversat hele resten og fået dette hovedværk i nordisk litteratur ud i rent ud sagt overdådigt typografisk og fotografisk udstyr.

Listig og lystig forklædning

Digtenes gennemgående subjekt, Fyrsten af Emgión, siges at være en grænsefigur i det despotiske byzantinske kejserdømme i det 11. århundrede. Efter sit mislykkede statskup er han blevet taget til fange, smidt i fængsel, torteret og blindet. I talende eller syngende stund vandrer han gennem landet, reduceret til fattig, pjaltet tigger, ført ved hånden af en kvinde, som på én gang er hans datter, hustru, elskerinde og mor.

Olof Lagercrantz skriver i sin kyndige, varme bog fra 1994 (da. 1996) Jeg bor i en anden verden men du bor jo i den samme om livsvennen Ekelöf, at dennes lyriske alter ego, fyrsten, fungerer som digterens både »listigste og lystigste forklædning«. Ekelöf havde som yngre mand levet som hovedrig boheme og oplevet skandalesucces som digter, men var midt i 1960’erne afvæbnet, afkræftet og alkoholiseret, afhængig af andre. Under en rejse til Tyrkiet dukkede dog hans engel, inspirationen, pludselig op på ny, måske hjulpet på vej af lidt cognac, og den rastløse rejsende forvandlede sig atter til et tempel for Intet og begav sig ud på en vandring, en ydre rejse gennem Orienten og en bevidsthedsrejse ind til mystikken, på én gang svag og stærk, blind og seende:

Mellem Dag og Nat –
er der nogen forskel?
Hvor blinde er vi ikke når vi ser
hvor seende når vi sover?

Så alment og højstemt skriver ikke ret mange i dag, og de, der trods alt gør det, nogle styrket i troen af Ekelöf, slipper undertiden mindre heldigt fra det. Men hos lige ham holder den højstemte tone hele vejen igennem, måske fordi han midt i den mystiske konsekvens bevarer en besynderlig næsten nonchalant henkastethed, sådan at man, tryllebundet, følger ham ind i ensomhedens nat:

Er du ensom
så vær det!
Du vil få stort selskab
omsider.

Han er et smukt eksempel på en digter, der opdager, at det, som danner bund i ham selv, også udgør fundamentet hos andre, og påtager sig derfor ligesom at gøre holdt på menneskenes vegne, »tænde lejrbål ved at gnide stykker af træet Intet og træet Noget imod hinanden«.

Skepsis mod triumf

I ovenstående indkredsende introduktion har vi allerede fået sat ord på de centrale modsætninger i Ekelöfs vældige trilogi: menneske og dyr, mand og kvinde, dagen og natten, alting og intet. Hertil kan så føjes Satan og Gud eller jorden over for vandet, men det adskilte og modsatrettede føjes som regel sammen i komplekse krydsende figurer og poetiske paradokser, som når et ubeskrevet blad holdes op mod ét »med udslettet skrift / en sådan som kun kan læses uden bogstaver«.

Stedet her forekommer karakteristisk ved sit dobbelte syn på sproget, det at poetisk triumferen for Ekelöf typisk går hånd i hånd med en ødelæggende sprogskepsis. Han kan på den ene side skrive, at »skønhed er et våben som slår fyrster til jorden« og så på den anden side se sig selv som en slagen fyrste overladt til »alle de radbrækkede sprog / hvormed jeg har overbevist mig selv om min stumhed«.

På tværs af tid

Tilsvarende paradoksfyldt er hans forhold til identitet. Han bruger uophørligt sit liv i sin digtning, og til tider synes det, som om liv og digtning for ham smelter sammen; men han søger også konstant væk fra sig selv, forsøger i lighed med Odysseus over for kyklopen at blive til en Ingen: »At gå ud af mig selv / når jeg kun har mig selv at være i / mig selv som eneste bolig.«

Hvad han søger, er således mystikkens jegophævelse, dens sætten selvet i parentes. Hertil hjælper ham identifikationen med skikkelser hos Homer og Dante såvel som i nærorientalsk tradition. Som om digteren levede uden for tiden, men alligevel havde en brandvarm linje til Byzans for tusind år siden.

Velsagtens er det denne tvær-epokale og mellemkulturelle dialog, forlaget forsøger at visualisere med Jesper Rasmussens smukke fotos af tomme gader, øde facader og monstrøse bygningsværker med tavse sten i mørnende mure, dvs. skønhedslængsel og forfaldsbevidsthed, udsat for fuldt orkester, skønt Ekelöfs poesi selv bevarer sans for brud og disharmoni.

Hjemme i drømme

Hvem var han dog, denne Ekelöf? Ja, vennen Lagercrantz forsøger at portrættere ham: Han byggede en båd og kom næsten aldrig til at bruge den. Han lejede et hus, som han ikke boede i. Virkelig hjemme havde han kun i drømmen, i længslernes vide rum. For hans fantasi levede sit helt eget liv, nærmest uafhængig af ham selv. Lidt i samme retning trækker Karsten Sand Iversen, når han i sin kyndige efterskrift taler om længslens og savnets permanente uopfyldelighed.

En sammenligning af enkeltsteder fra det 18 år gamle udvalg Fyrsten af Emgión med totaloversættelsen fra i år godtgør, at Sand Iversen omhyggeligt har bragt digtene et stykke nærmere til det perfekte. Nogle skævheder er således udlignet, ’kendt’ for eksempel erstattet med ’følt’, hvor der på svensk står ’känt’, og ’ljuvnad’ fordansket, bedre, til ’liflighed’ i stedet for det fadere ’livsalighed’. Derudover har sætningsbygningen nogle steder fået større præcision og klarhed, uden at det dog har gjort digtene det mindste dagligdags. kun mere direkte og dermed måske mere sande i betydningen: mere sandfærdige eller erfaringstro.

Male det manglende

»Den der ikke har set, eller følt, hvor frygteligt dette onde liv er som vi er født til,« skriver Ekelöf, »han har heller ingen drøm om skønhed«. Det kan lyde gammeldags, men bør ikke forveksles med en klassicistisk dyrkelse af harmoni eller en romantisk idé om det skønne. For var noget fuldkomment, fandtes ikke Fuldkommenhed! Den digter, man møder her i Diwan, opfatter snarere sig selv »som en håndværker / som måske morer sig med at sætte arme og ben på en torso / men så ved han at dette ødelægger lysets fald over kroppen / som han kun har anet sig til gennem kunsten at forme / folderne i dragten. – Jeg kærtegner hulkende samlingerne / af dine afslagne ben og arme, det dansetrin / du for nylig har taget! Jeg er en kunstner som ikke vil restaurere / Har jeg et fragment som er smukt at se fra én side / forstår jeg at vende den side mod væggen«.

Til dette: at male det manglende, måske det lys, der er borte, viede Gunnar Ekelöf sin digtning. Iførte sig vinger, »befjedrede sin krop, så geden i ham kunne flyve«. For nu at give Lagercrantz sidste ord her.

Diwan
Gunnar Ekelöf
Oversat Karsten Sand Iversen
Forlaget Vandkunsten
300 sider
499 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu