Læsetid: 5 min.

Han forstod maskinens, men aldrig menneskets koder

’The Imitation Game’ handler om virkelighedens geniale matematiker Alan Turing og hans kamp for at dekryptere nazisternes Enigma-koder. Filmen rammer rent som en bitter skildring af outsiderens skæbne i et uforstående samfund, mens det kniber lidt mere med den historiske akkuratesse
I Knightleys stolte kvinde-skikkelse og i Cumberbatchs nørdportræt gemmer der sig en hyldest til de marginaliserede og udstødte, til dem, der tænker og lever og har tilbøjeligheder, der falder uden for normerne.

SF Film

29. januar 2015

Based on a true story« – baseret på en sand historie. Disse forjættende ord står der i begyndelsen af The Imitation Game. Ord, der signalerer, at det, der skal til at udfolde sig, ikke er et udslag af en manuskriptforfatters frodige fantasi, men er en formidling af et stykke virkelig menneskehistorie.

Men også ord, der tit signalerer film med overspillende hovedrolleindehavere, opblæste romancer, ulideligt følelsesdikterende musik, klokkeklare skurke, sødmefulde kvinder, brave mænd, violiner, der spidser til i klimaks, fotografering, der aldrig løfter sig over det teknisk flotte, forudsigelige forløsninger, hvor kollektivet endelig bakker op om den stakkels ener, familievenlig seksualitet (nul homosex på skærmen!), visdomsord eller symboler fra fortiden, som viser sig at rumme et vigtigt budskab til filmens nutid og – ikke mindst – et ofte ret så liberalt forhold til den sande historie, som filmen altså er baseret på. Baseret vel at mærke.

The Imitation Game er skyldig i mange – også sidstnævnte – af disse unoder, men den finder alligevel også sin egen fine nerve og bitre grundtone. Ikke mindst fordi Benedict Cumberbatch og Keira Knightley er strålende blockbuster-skuespillere, der præsterer en sikker balancegang mellem det rørende overspil og den præcise emotionelle skitsetegning.

The Imitation Game formidler også sin vilde historie uden at galopere ud på melodramaets overdrev. I stedet lægger den norske instruktør Morten Tyldum ret så stor vægt på hovedpersonens personlig tragedie midt i de verdenshistoriske begivenheder.

Kodeknækkeren

Historien: En ung, genial matematiker ved navn Alan Turing (Cumberbatch) bliver efter Anden Verdenskrigs udbrud indlemmet i en tophemmelig gruppe af kodebrydere, der skal forsøge at gennemskue tyskernes supersofistikerede kodemaskine Enigma. Lettere sagt end gjort. Hver midnat ændres koden, og gruppen halser håbløst bagefter uden nogensinde at være i nærheden af at nå at knække koden før midnat. At knække koden vil derfor gøre en enorm forskel under krigen, hvor tyskerne hele tiden avancerer, ikke mindst takket være deres uhindrede Enigma-krypterede radiokommunikation.

Med vanlig arrogance parret med solid generthed isolerer Turing sig fra de andre kodeknækkere i det lille team og forsøger i stedet at bygge en maskine, der kan regne Enigmas system ud. En maskine – den såkaldte Bombe – der peger frem mod vor tids computere. I en velfungerende flashbackstruktur besøger vi Alan Turing i to fortider. I hans ungdom i 1927 som mobbeoffer og børnegeni på kostskolen og som voksen under Anden Verdenskrig, hvor han naturligvis – som mange af os gør – atter gennemlever nogle af de fundamentale problemer fra barndommen.

»Popular at school, were you?« spørger den dobbelte britiske skakmester Hugh Alexander, efter at Turing endnu engang har demonstreret sin afgrundsdybe mangel på forståelse for mellemmenneskelig interaktion. Ja, grundet sin ikkeeksisterende sociale intelligens bliver han igen til en slags mobbeoffer, nu i en lille gruppe af kodebrydere.

Hyldest til de marginaliserede

Og endelig er der filmens nutid, 1951, hvor der har været indbrud i Turings hjem. Han ønsker ikke at gøre noget stort nummer ud af det, men en kriminalbetjent fatter mistanke om, at der stikker noget under. Og ganske rigtigt har Turing noget at skjule, nemlig at han er homoseksuel. Hvilket dengang var forbudt i Storbritannien.

Han bliver ellers under krigen forlovet med det matematiske geni Joan Clarke (Knightley), der også er en del af kodeknækkerholdet. Men det var en anderledes form for kærlighed, som Clarke forklarer det i filmen (angiveligt var virkelighedens Clarke uanfægtet af, at Turing afslørede over for hende, at han var bøsse). »Whoever loved ordinary?« spørger hun på et tidspunkt i The Imitation Game. Og i Knightleys stolte kvindeskikkelse og i Cumberbatchs nørdportræt gemmer der sig en hyldest til de marginaliserede og udstødte, til dem, der tænker og lever og har tilbøjeligheder, der falder uden for normerne. Dengang var det kvinder, der ville have karrieremuligheder på lige fod med mændene. Det var mænd, der ville have mænd. Og dengang som nu var det mobbeofre, som allerhelst ville have fred. Og det er her, at The Imitation Game lykkes.

Mens vi sidder og sveder under kampen mod uret for at få konstrueret en maskine, der kan bryde Enigma-koden, så bløder det menneskelige drama gennem alle de stramme manerer og interne magtkampe, den viktorianske bornerthed, den konservative kønsstruktur og de intrikate spionage- og kontraspionagemønstre.

Som historielektion kniber det lidt mere for The Imitation Game. Det anslås, at der var cirka 10.000 ansatte i kodeknækkerafdelingen. At den afgørende kerne, ifølge The Imitation Game, bestod af kun seks personer, er af kritikere blevet kaldt en grov simplificering af sandheden. Turing fik også sin ide til Bombe fra polske Marian Adam Rejewskis Bomba skabt i 1938. Det nævnes ikke. Og samtidig var kodeknækningen et bemærkelsesværdigt samarbejde mellem menneske og maskine.

Hver dag kæmpede de mange folk med at identificere enkelte ord i de kodede beskeder, således at Bombe ikke skulle regne det hele ud selv, for så ville det gå for langsomt. Det fremgår heller ikke af filmen. Og dertil kommer, at man skruer op for dramaet ved at placere en russisk kontraspion i samme enhed som Turing. Det var vedkommende ikke i virkeligheden.

Et ’rigtigt’ menneske

Under et politiforhør i 1951 fortæller Turing – i filmen – om hans i dag stadig bredt anerkendte Turing-test, der skal gøre det muligt for et menneske at afgøre om vedkommende taler med en maskine eller et menneske. Først sidste år bestod et program Turing-testen, dog var kun 10 ud af 30 dommere overbevist om, at det var et rigtigt menneske, og det kun under foregivende af, at ’mennesket’ var en 13-årig dreng fra Ukraine, hvilket kunne forklare det primitive engelsk. Maskiner og programmer bliver bedre og bedre til at imitere mennesker, men i filmen beskrives Turing omvendt som et menneske, der ikke kunne knække menneskets kode. Og han var heller ikke god nok til at give sig ud for at være et menneske, i hvert fald ikke et af den slags som samfundet kunne acceptere.

I 1952 blev Turing dømt for usømmelighed og valgte i stedet for fængsel at blive kemisk kastreret. Han begik selvmord med cyanid i 1954. I filmen Enigma fra 2001 bliver Turing slet ikke nævnt, og hovedrollen havde i stedet en anden matematiker, Tom Jericho. Først i 2009 undskyldte premierminister Gordon Brown officielt for Storbritanniens behandling af Turing. Disse uretfærdigheder bliver der med The Imitation Game rettet bare en smule mere op på.

’The Imitation Game’ Instruktion: Morten Tyldum. Manuskript: Graham Moore. Britisk-amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tom A. Petersen
Tom A. Petersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Engelsted

Nej, alle de historiske detaljer er ikke præcise. Det er en dramatisk produktion. Men i modsætning til 1864 og American Sniper, for eksempel, er Imitation Game en fortrinlig film, både velspillet, spændende, vedkommende og vil være yderst informativ og lærerig for de fleste.

Den der ikke aner, hvem der opfandt den digitale computer eller hvordan, kan få det afhjulpet her. Den der ikke i forvejen er fortrolig med en af de afgørende historiske begivenheder i 2. verdenskrig, brydningen af Enigma-koden, får her en dramatisk introduktion. Den der ikke forstår, hvilken forfærdelig marginalisering og forfølgelse homoseksuelle blev udsat for for ikke så længe siden, får en hjertegribende introduktion. Og den der mangler indsigt i halv-autistens sårbare konstitution, høj intelligens betalt med social inkompetence, og er klar til at mobbe, får her lejlighed til at genoverveje.

Altså mindst 4 gode grunde til at lade sine børn (og elever) se den.