Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

En fotogen fortovsslyngel fylder 40

Hist og her kniber det med at greje, hvem prosaen henvender sig til i den hidtil grundigste bog om skatekulturen i Danmark. Hverken insidere eller udenforstående kan således være helt tilfredse med Dansk skateboarding – men den stærke billedside kompenserer, mener gæsteanmelder og Soulland-designer Silas Adler
Skaterne har listet sig over hegnet til Odense Friluftsbad, helt i ånd med de amerikanske skatere i det forrige århundrede. Når badet tømmes en uge om året for at blive renset, er den perfekt skateunderlag.

Asbjørn Sand

Kultur
7. januar 2015

Det var ikke nogen prætentiøs titel, som forfatterne bag den første danske bog om skateboardkulturen kom op med i 1988. Skateboard hed den slanke sag, hvis blikfang blev udgjort af Nicky Guerrero, helt tæt på. Udlandsproffen var klædt i lysende gult, fra hjelm over Trasher-T-shirt til shorts, mens han udførte en handstand på vertrampe – altså en stor skaterampe. I baggrunden higede en håndfuld afpillede piletræer mod den forårs-ulmende himmel.

Forsiden kan opleves på side 35 i en anderledes diger og 26 år yngre efterfølger, den trykfriske Dansk skateboarding.

Alene titlen signalerer, at vi her har at gøre med en revy, der kan mere, vil mere.

Dansk skateboarding stræber efter at blive det opsamlende værk, som afdækker, hvad der har været værd at afdække, siden de hjultilsatte brædder kom til landet fra USA og skabte furore på fortovene 40 år tilbage. Det var dengang, skatekulturen var en »obskur og udskældt størrelse«, som siden hen skulle vokse sig »til en af de største sportsgrene herhjemme – fra hjemmelavede boards og ramper til professionel, international anerkendelse«, som det formuleres på bagsiden af Dansk skateboarding.

»Alene den formulering undrer mig,« begynder gæsteanmelder Silas Adler, der har en fortid som skater og nutid som internationalt lovprist chefdesigner for herretøjmærket Soulland. Han fortsætter:

»Stort set ingen, der har med skateboarding at gøre, ser det som en sportsgren.«

På brætrekognoscering

Sammenligner man de to bogforsider, er det indlysende, at skatekulturen før som nu er en stilbevidst en af slagsen. Men også at de æstetiske pejlepunkter, der klæber til det at være skater, har flyttet sig gevaldigt siden de punkede firsere og sprællende halvfemsere.

Dansk skateboardings på én gang minimalistiske og omsiggribende omslagsfotografi er taget i 2011. Billedredaktør Henrik Edelbo har med held fjernet dets farver i sin gennemførte efterbehandling, og pludselig synes motivet – tre brætbevæbnede skatere på rekognoscering i et drænet Odense Friluftsbad efter nye kanter og skråninger at udføre tricks på – tidløst.

Med overtoner af Californien og de amerikanske skuldre, som danskerne uvægerligt ollier omkring på.

»Det er en fremragende forside. Billedmaterialet er eminent godt. Især i starten af bogen. Størstedelen af billederne fra 1970’erne og 1980’erne kendte jeg ikke til på forhånd, og det var nok lige præcis det, jeg håbede at få ud af at kigge med. Vennekliker, gyldne øjeblikke, glemte oaser, skrabede udgivelser,« roser den 29-årige gæsteanmelder.

På pædagogisk slingrekurs

Silas Adler forklarer som noget af det første, at man ikke skal gøre sig forhåbninger om at forstå skatekulturen gennem andet end øjne og fødder og hudafskrabninger:

»Det er en visuel kultur og en kropskultur. Ord vil aldrig kunne stå alene, hvis den skal komme til sin ret.«

Og det er godt det samme for bogens bagmænd. Informations egen anmelderrepræsentant kan i hvert fald konstatere, at Dansk skateboardings prosa ikke står mål med coffee table-udgivelsens billedside. Teksterne slingrer af sted uden at nå i mål hos hverken de forudsætningsløse eller insiderne.

F.eks. kan det være svært at forstå, hvorfor en bog om den hjemlige skatekultur skal begynde med et historisk oprids om surfkulturens oprindelse »et sted i Stillehavet« for 3.000 år siden.

»Mange af nedslagene prøver at være noget for to forskellige målgrupper, og dermed er de ikke nok for nogen. De bliver for lærebogsagtige og pædagogisk vinklede for mig, og andre steder er de til gengæld så indforståede, at det må være svært at følge med i for folk som dig«.

»Personligt ville jeg nok foretrække, at det var indforstået hele vejen igennem,« tilføjer Silas Adler.

Underforstået: Jeg er ikke indforstået. Hvilket er rigtigt forstået.

Et tamt ekko af 1990’erne

Silas Adler begyndte at hænge ved ramperne i Fælledparken i 1996. Han var 10 år og yngre end de fleste. Det gik trægt med rekrutteringen i det københavnske skatemiljø i den periode, for det var ikke længere udpræget cool at stå på det, der begyndte som surfbrædder med hjul under. Og kernen, de store drenge, inviterede ikke ligefrem på te og scones, når de kom anstigende til Fælledparken med ghettoblastere. Herfra pumpede den hardcore hiphop. Indforstået shiat som Mobb Deep, Wu-Tang Clan og Black Sheep. Inden længe rullede de sig så en joint – og så rullede de.

»Man skulle vinde deres respekt, man blev ikke bare budt velkommen. En af de første gange, jeg lurepassede i baggrunden, tilbød en af de store mig at ryge med. Spørgsmålet gjorde mig fuldstændig paff. Måske var det bare for sjov, men lige dér føltes København som en rigtig storby,« husker Silas Adler.

Det er netop den over–rumplende metropolstemning fra 1990’erne, som Dansk skateboarding slipper dårligst fra at behandle. I hvert fald hvis man spørger Soullanddesigneren:

»Der er virkelig mange dygtige fotografer, som har åbnet for gemmerne og doneret fede-fede billeder til projektet, men af en eller anden grund bidrager en gut som Tobias Plass, der portrætterede skateboardingen i København i de år, hvor kulturen var allermest undergrund og lukket, ikke.

»Jeg kender ikke forklaringen, men det føles som en klar mangel. Som om bogen har et hul lige dér.«

Glem Adam og Eva

Billedmaterialet i Dansk skateboarding optager vel 85-90 pct. af de 306 sider, der går kronologisk til værks og ydermere er delt op på fem årtier siden 1970’erne. I hvert årti portrætteres udvalgte pionerer – folk som Nicky Guerrero, Mischa Gundmann, Rune Glifberg, Kristian Bomholt, Anton Juul og den nuværende konge, Hjalte Halberg, hyldes alle med længere billedserier og kortere tekstklumper.

Silas Adler mener ikke, at det kunne eller burde være meget anderledes: »Selv om jeg savner en gut som Carsten Rask oppe fra Aalborg, så er de alle sammen berettigede. De fortjener deres plads.«

På samme måde peger bogens afsendere på en række af de steder, som har lagt asfalt og ramper til skatekulturens gradvise manifestation i Danmark – deriblandt Helsinge, Forum, Wonderland på Christiania, Fælledparken og Copenhagen Skatepark.

Silas Adler fremhæver især en kort passage om Thomas P. Hejle på Nørreport. Sidst i 1980’erne – efter at ungdomsklubben i nogle år havde ageret safe haven for hiphoppens bannerførere – blev den indtaget af skaterne. Det er legenden Mischa Gundmann, der ærligt forklarer, hvor elitært miljøet allerede var dengang. Hvis ikke man var dygtig, skortede det på venligheden.

»Han rammer det ret rent i sin beskrivelse,« fastslår Silas. »Der var totalt meget attitude fra dem øverst i hierarkiet, og den attitude tog jeg også selv på mig, jo mere jeg kom ind i varmen. Det er selvfølgelig ikke noget at være stolt over i dag, men det giver et sandfærdigt billede af kulturen, og det er det, som teksterne i en bog om den danske skatekultur bør bruges til. Personlige beretninger på godt og ondt. Ikke forklaringer af diverse tricknavne, som optræder igen og igen og igen og igen eller historiske opremsninger om Adam & Eva og surfkulturens oprindelse.«

’Dansk skateboarding’. Henrik Edelbo & Rasmus Folehave Hansen. Nordstrøms Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her