’Fri til at være den kvinde, jeg er’

Danica Curcic er fremragende i selvhadsmonologen ’LORT’ på Husets Teater. Her er virkelig en kvinde, der vil gøre hvad som helst for at blive berømt
Læberne blævrer og vrænger bag alt for meget lipgloss, når Danica Curcic udlever kvindedesperationen over at være usynlig i den fascinerende kampmonolog ’LORT’ på Husets Teater.

Læberne blævrer og vrænger bag alt for meget lipgloss, når Danica Curcic udlever kvindedesperationen over at være usynlig i den fascinerende kampmonolog ’LORT’ på Husets Teater.

Henrik Ohsten Rasmussen
21. januar 2015

Danica Curcics mund fortæller det hele. Hun sidder godt nok splitternøgen på et lille podie og indvier os i sin historie – med fritsvævende bryster og det hele. Men det er hendes overmalede lipglosslæber, der afslører desperationen. For de kan når som helst vrænge og gøre sig selv vrede eller tiggende.

Monologen LORT på Husets Teater handler nemlig om en ung pige, der er desperat. Hun vil frem i samfundet. Hun vil blive berømt og beundret. Hun vil blive til sådan en, man ser i tv. Og hun vil føre sig frem som en del af den hemmelige modstandsbevægelse, som samfundet har brug for. Den modstand, der skal vælte magten og urimeligheden – med fædrelandssang og det hele.

Men hun hader sin krop, fordi hun har ’det med sine lår’. Hendes krop er ikke perfekt. Ikke endnu …

Nøgenhed med kick

Den italienske dramatiker Cristian Ceresoli fik et internationalt gennembrud i Edinburgh med denne oprørske kvindetekst i 2012. Umiddelbart virker teksten dog meget italiensk. Den har den italienske vrede over systemets korrumpering. Og den har den uimodståelige italienske galskab, som til sidst får teksten til at flyde ud over sine egne bredder – lige så vanvittigt, som Dario Fo gør det.

Selvfølgelig er skuespillerens nøgenhed det kick, der skal få husarerne i teatret. Men nøgenheden viser også konkret, hvor langt denne kvinde er parat til at gå for at protestere mod sin nuværende usynlighed. Og hvor sårbar man er, når man sidder dér, og ingen får øje på en. Eller når de netop får øje på en – og griner.

Denne tekst er fyldt med kvindehån og kvindeklicheer og kønskamp. Replikkerne dyrker en nøgtern pikforherligelse, som får et ord som ’sexchikane’ til at virke som en underdrivelse. Alt med pik accepteres. Denne kvinde lader sig i hvert fald gerne misbruge, for hun ser sig selv som et frit menneske – som det gode menneske, der bider tænderne sammen. Som hun jordnært siger:

»Selv om det måske er ulækkert, så vænner du dig til det.«

Meget røde læber

Ordene er friske og enkle, for Simon K. Boberg og Rie Boberg har oversat stykket uden omsvøb. Teksten har næsten ingen punktummer, og i iscenesættelsen har Simon K. Boberg sørget for at skabe samme ustandselighed. Så Danica Curcic speedsnakker manisk, som om hun både æder ordene og brækker dem op igen på samme tid. At så de indlagte blackouts ikke fungerer endnu, handler nok bare om timing.

Danica Curcic er en vidunderlig skuespiller. Hun er 29 år og spænder vidt allerede – hun har lige spillet Julie på Skuespilhuset, og hun har samtidig været den følsomme datter i filmen Stille hjerte. På scenen er hun forunderligt sårbar og samtidig fandenivoldsk. Og så har hun komikerens musikalitet.

Æder egne lår

I LORT spiller hun så besk på realitystjernens ublu selvoptagethed og kejtethed, at det gør ondt. For LORT er råt teater, der gennemskuer magtesløshedens logik og x-faktorens illusion. Her er ingen terrorvrede, og her er ingen klynk. Her er kun tapperhed. Men når kvinden tager læbestiften i egen hånd og gør oprør, har hun antagelig lige så ringe chancer for at blive beundret som faderen, der kun havde mod til at krydse den gule streg på togperronen og kaste sig ud …

Det er monologernes tid lige nu. Monologer om mennesker, der kæmper for at finde en mening med eksistensen og en plads i samfundet – både Helga Johansens Hinsides for en insisterende Mira Noltenius på Verdens Mindste Teater og Samuel Becketts Krapps sidste bånd for en længselstragisk og brutalkomisk Henning Jensen på Skuespilhuset.

Men i modsætning til disse to ensomme og selvreflekterende eksistenser aner kvinden i LORT ikke, hvor langt ude hun er. Tværtimod truer hendes påduttede kvindeideal og hendes selvhad med at slå hende ihjel. Hun ved faktisk bare, at hun er parat til at æde sine egne lår. Som hun siger:

»Kun ved at spise dem og flænse dem i stykker, bid for bid, fjerne dem fra mig for altid, skide dem ud af røven, når de er spist, så vil de lade mig være i fred, de her to lår, så bliver jeg fri, fri til at være den kvinde, jeg er ...’

’LORT’. Tekst: Cristian Ceresoli (La Merda, 2012). Oversættelse: Rie og Simon K. Boberg. Iscenesættelse: Simon K. Boberg. Husets Teater i København til 7. februar samt 11.-28. marts på Teater Nordkraft i Aalborg. www.husetsteater.dk

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu