Læsetid: 6 min.

En grotesk verden

Umberto Ecos nye roman udspiller sig på en avisredaktion, hvor nyheder fabrikeres, fordrejes og forfalskes. Det er en tragikomisk fortælling om mediernes medansvar for det italienske samfunds forfald
Med ‘Numero zero’ inviterer Umberto Eco læseren til at betragte udviklingen i Italien gennem de seneste 20 år i bagklogskabens klare lys. Lighedstrækkene mellem den fiktive bladudgiver kommandør Vimercante og Silvio Berlusconi er både indlysende og tilsigtede.

Med ‘Numero zero’ inviterer Umberto Eco læseren til at betragte udviklingen i Italien gennem de seneste 20 år i bagklogskabens klare lys. Lighedstrækkene mellem den fiktive bladudgiver kommandør Vimercante og Silvio Berlusconi er både indlysende og tilsigtede.

Remo Casilli

16. januar 2015

I 1992 lignede Italien et land i forandring. Der var store ændringer på vej i det politiske landskab som følge af Den Kolde Krigs afslutning og afsløringer af systematisk korruption i partierne. Mafiaen og dens politiske referenter var kommet under pres som aldrig før, og den politiske terrorisme, som havde hærget landet i 1970’erne, hørte efterhånden fortiden til. Meget så altså ud til at blive bedre. Kun få havde dengang fantasi til at forestille sig, at Italien også kunne forandre sig til det værre. Men det har hovedpersonen i Umberto Ecos nye roman:

»Ikke flere barokke skyggevirkninger – den slags hører modreformationen til – for nu kommer forbrydelserne frem i fuldt dagslys, som om impressionisterne havde malet dem: legaliseret korruption, mafiosoen officielt i parlamentet, skattesnyderen i regeringen og kun albanske hønsetyve i fængsel.« Romanen, som udkom på italiensk i sidste uge, hedder Numero zero (da. Nummer nul) og foregår over to måneder i foråret 1992.

Sammenlignet med historiske romaner som Rosens navn og Foucaults pendul, der i 1980’erne gjorde Eco verdensberømt, er det en relativt kort sag på knap 220 medrivende sider. I den 83-årige italienske semiotiker og filosofs skønlitterære forfatterskab minder den nye bog mest om Kirkegården i Prag fra 2010, som handler om historien bag det berømte smædeskrift Zions Vises Protokoller, der foregav at være et bevis på eksistensen af en verdensomspændende jødisk konspiration og fik fatale følger. Numero zero er det tætteste, Eco er kommet på at skrive en samtidsroman. Den handler om dårlig, bedragerisk, samfundsundergravende journalistik.

Isolerede facts

Fortælleren er en ugift mand i 50-års-alderen, Colonna, der har arbejdet som oversætter, korrekturlæser, teateranmelder og ghostwriter. Han betragter sig selv som en taber: »Tabere har, ligesom autodidakte, altid større viden end vindere. Hvis man vil vinde, skal man kun kunne én ting og kan ikke spilde tiden på at vide alt – at være lærd er en fornøjelse, der er forbeholdt taberne. Jo mere du ved, des flere ting er gået galt for dig.«

Sammen med en håndfuld fallerede journalister, som Eco også har opkaldt efter skrifttyper (Cambria, Palatino osv.), bliver han hyret til en ny avis, Domani (I morgen). Udgiveren er en milanesisk entreprenør, kommandør Vimercante, som har bedt redaktøren Simei om at producere 12 prøvenumre:

»Kommandøren vil være en del af finansverdenens, bankernes og måske også de store avisers fine selskab. Redskabet er løftet om en ny avis, der er parat til at sige sandheden om alt,« forklarer Simei. Avisen kommer næppe nogensinde på gaden, og Colonna bliver godt betalt for i Simeis navn at skrive en bog, Domani: ieri (I morgen: i går), om projektet, som redaktøren så bagefter kan udgive eller gemme i skuffen – afhængig af hvad der er mest indbringende:

»Bogen skal beskrive en anden form for avis og vise, hvordan jeg i et helt år har slidt for at realisere en uafhængig journalistik, der ikke bøjer sig for noget pres udefra, og man skal kunne fornemme, at eventyret endte galt, fordi en fri stemme ikke kunne tolereres.«

Formålet med prøvenumrene er at indsamle oplysninger om indflydelsesrige personer, der kunne komme i vejen for udgiverens ambitioner, og øve sig i at præsentere dem på en måde, så de fremstår kompromitterende. Eller at sende kodede meddelelser, »så den, der skal forstå, kan forstå«. Det er kun redaktionens eneste kvindelige medlem – den 30-årige Maia Fresia med en fortid som litteraturstuderende og kendisreporter på et kulørt magasin – der protesterer over de tvivlsomme metoder.

Mellem Fresia og Colonna opstår der en intens forelskelse, mens Simei forsøger at lære dem, hvordan ord og billeder kan bruges til at forplumre snarere end forklare. Romanens farceagtige spor er fuld af groteske eksempler, som Eco har hentet fra den italienske virkelighed – hvordan man f.eks. kan få en dommer til at virke helt utilregnelig ved at vise og understrege, at manden ryger cigaretter og går med kulørte sokker. Den tragiske stemme i bogen tilhører en ældre, snakkesalig, mandschauvinistisk og forholdsvis nekrofil journalist, Romano Braggadocio, som arbejder på en føljeton til prøvenumrene. Det er lidt af et scoop, for han hævder at kunne dokumentere, at Benito Mussolini ikke blev dræbt under fascismens sammenbrud i april 1945, men levede indtil 1970:

»En diktator er nødt til at have en dobbeltgænger,« mener Braggadocio.

Paranoid fantasi

Det var altså Mussolinis dobbeltgænger, der blev henrettet i Dongo ved Comosøen og derefter hængt op med benene i vejret ved siden af diktatorens elskerinde, Clara Petacci, under taget på en tankstation i Milano. Mussolini selv undslap gennem et underjordisk gangsystem og blev så gemt i Vatikanet, indtil han kunne rejse til Argentina. Den britiske efterretningstjeneste havde sørget for det hele, så Mussolini eventuelt ville kunne spilles som trumfkort mod kommunisterne i Italien, ræsonnerer Braggadocio. Hans endegyldige bevis på eksistensen af en hemmelig plan er, at et planlagt statskup i december 1970 af uklare årsager blev afblæst i sidste øjeblik. Det skete, fordi kupmagerne pludselig fik besked om, at Mussolini, som måske var vendt hjem for overtage magten, nu endelig var død:

»Alt hænger sammen, hvis bare man kan finde ud af at læse i kaffegrums,« siger Braggadocio.

Det paradoksale ved denne paranoide fantasi om Mussolinis hemmelige flugt er, at Eco kan gøre den plausibel, fordi manglen på entydige juridiske sandheder og videnskabelig konsensus om mange terrorhandlinger har gjort Italien til et paradis for både konspiratorer og konspirationsteoretikere. Ifølge Braggadocio kan diktatorens overlevelse således forklare alle de uopklarede forbrydelser, som har præget landet i efterkrigstiden:

»Det er mere økonomisk – som man siger – at forestille sig én samlet historie, som domineres af en enkelt, virtuel figur, der dirigerede trafikken fra balkonen på Piazza Venezia, også selv om ingen kunne se ham,« funderer han. »Skeletterne kan altid komme ud om natten og byde op til deres makabre dans.« Numero zero er altså både en historisk roman om perioden fra 1945 til 1992 og en politisk roman om følgerne af systematisk manipulering med sandheden. Eco inviterer læseren til at betragte udviklingen gennem de seneste 20 år i bagklogskabens klare lys, for lighedstrækkene mellem commendator Vimercante og Silvio Berlusconi er både indlysende og tilsigtede. Allerede en uge inden udgivelsen bragte avisen Libero, som kontrolleres af en parlamentariker fra Berlusconis parti, en præventiv anmeldelse:

»Det er meget mere et polemisk essay eller en pamflet end en roman,« skriver Libero og sammenfatter bogens budskab: »Verden er ond, og folks samvittighed fordærves, men hvis man vil føle sig god, skal man blot iagttage, hvad indbegrebet af en ussel race – journalister (eller rettere plattenslagere) fra centrumhøjre-aviserne – dog kan finde på.«

Ligesom en figur i Ecos bog har en af Liberos skribenter – Renato Farina – arbejdet for efterretningstjenesten. Farina stod for at indsamle oplysninger til et arkiv over journalister, intellektuelle og dommere, som skulle kunne bringes til tavshed med smædekampagner, og han er blevet dømt for at publicere falske oplysninger om Berlusconis politiske modstandere. Der har også været journalister, der blevet belønnet med chefstillinger efter afsløringer af, at de ikke bruger deres rolle og viden til at oplyse, men snarere til at afpresse:

»Min historie handler om journalistikkens begrænsninger, men jeg taler ikke om journalistik i almindelighed. Jeg har beskrevet det værste tilfælde for at tegne et grotesk billede af den verden. Men mudderkastning med insinuationer er altså en teknik, som allerede blev brugt under inkvisitionen,« siger Eco til ugemagasinet l’Espresso, »i dette land er der sket de mest utrolige ting: attentater, kupforsøg, giftmord. Og det mest overraskende er, at folk bare har ladet det ske, som om det ingenting betød.«

Umberto Eco: ’Numero zero’, Bompiani, 218 sider, 17 euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu