Læsetid: 8 min.

Hamsuns rejse til Hitler

Tore Rems nye bog ‘Reisen til Hitler’ borer dybere end tidligere i Knut Hamsuns nazistiske aktivitet, møde med Goebbels og Hitler og rejser principiel debat, om man i Hamsuns tilfælde virkelig kan adskille hans rolle som digter og politiker
Knut Hamsun bliver modtaget af nazister i Oslos lufthavn, Fornebu, i juni 1943 efter en rejse til Wien og et møde med Hitler.

Aage Kihle

16. januar 2015

Det er på alle måder en bemærkelsesværdig historie, den norske litteraturforsker Tore Rem ruller ud i sin nye dokumentariske bog Knut Hamsun – Reisen til Hitler, der omhandler Hamsuns forhold til nazismen og de begivenheder, der førte til det dramatiske møde den 26. juni 1943 mellem den 83-årige Knut Hamsun og Adolf Hitler i Hitlers villa Berghof i de bayerske alper. Den lille nations største forfatter møder verdens største diktator.

Nogen vil allerede vide, at Hamsun mere end flirtede med det nationalsocialistiske tankegods, at han støttede Hitler helt frem til det tredje riges sammenbrud og også mødtes med diktatoren. Men Tore Rem har i sin bog gravet en lang række nye detaljer frem, der én gang for alle maner alle forsøg på at frikende Hamsun for politisk ansvar i jorden og tager os med på en lang rejse i forudsætningerne for Hamsuns hyldest af Hitler som den stærke autoritære leder og dybtfølte engagement på tysk side i krigen.

Litterært set gør Hamsuns politisk-kulturelle engagement på tyskernes side på ingen måde Hamsun til en ringere forfatter eller til en nazistisk forfatter. Men at det alligevel ikke helt er muligt at opretholde et fuldstændigt skel mellem Hamsun som forfatter og Hamsun som politisk figur, det handler Rems bog også om, ligesom den efterfølgende debat om bogen, der især har været ført i det norske tidsskrift Vagant.

Ven med Goebbels

En central del af bogen kredser omkring Hamsuns tætte relation til nazisternes propagandaminister Joseph Goebbels. Goebbels dagbøger er overraskende lidt brugt som kildemateriale, og heri finder Rem, at Goebbels udover sig selv og Hitler har elsket Hamsun. Man kan følge hans Hamsun-læsninger fra 1925 og frem til krigens slutning. Hans begejstring går endda endnu længere tilbage, allerede til teenage-årene. Ingen tysk eller udenlandsk forfatter nævnes oftere i Goebbels dagbøger end Knut Hamsun: Hamsun er, hedder det blandt andet hos Goebbels, »en gudbenådet fortæller«, »genial kender af menneskesjælen«, »den største blandt levende forfattere«, »en gigant«, »den store, vise digter«, »fortællekunstens gamle store mester«.

Nu var Hamsun kæmpestor i Tyskland i 1920’erne og 30’erne; hans værker solgtes i oplag på mere end 100.000 eksemplarer, og ikke mindst Markens grøde (1917), som Hamsun i 1920 fik Nobelprisen i litteratur for, var populær i Tyskland. I en tale sagde Goebbels i forbindelse med romanen, at »folkenes kraft kommer fra jorden. Stater som bare satser på industrialisme, går til grunde. Nu gælder det om at vise vilje til livsrum og jord, snarere end ’såkaldte demokratiske friheder’. Ud af krigens ’blodgrøde’ ville der springe en fred af jordens velsignelse, af markens grøde.«

Nu siger propagandaministerens begejstring for Hamsuns værker ikke noget om Hamsuns egen holdning, men Rem dokumenterer, hvordan ærbødigheden gik begge veje. De to mødes flere gange, og efter besøg hos Goebbels i maj 1943 besluttede Hamsun sig for som det ultimative tegn på taknemmelighed at sende ham sin nobelprismedalje med følgende ord:

»Nobel indstiftede sin pris for at belønne sidste års ’idealistiske digtning’. Jeg kender ingen som så utrætteligt år efter år har skrevet og talt Europas og menneskehedens sag så idealistisk som De, hr. Rigsminister.«

Bortset fra nobelmedaljen, der næsten var for meget for Goebbels, så forstod han at bruge Hamsun i propagandaøjemed. Men Rem viser, hvordan Hamsun ikke bare blev misbrugt af den tyske propaganda, men befandt sig i øjenhøjde med den nazistiske ideologi.

Digterhøvding

I bogen skildrer Rem, hvordan Hamsun i begyndelsen af forfatterskabet forvandles fra en antiautoritær individualist til en autoritær litterær lederskikkelse. I den første del, hvordan Hamsun i foredrag i 1890’erne bliver til undtagelsesmennesket, og hvordan han gradvist påtager sig en høvdingerolle i traditionen fra Henrik Wergeland og Bjørnstjerne Bjørnson. I anden del følger vi Hamsuns vej ind i nazismen med hans indædte anglofobi, forkærlighed for den tyske kultur og antisemitisme. I tredje del får vi som et fortællemæssigt højdepunkt Hamsuns korte rejse til Wien i slutningen af juni 1943 og det efterfølgende møde med Hitler.

Hamsun gav sin helhjertede støtte til et regime og en ideologi som havde gjort antisemitismen til en central bestanddel. I Wien deltog han i den store journalistkongres, der ikke kan karakteriseres som andet end et antisemitisk propagandashow. Hamsun valgte frivilligt at sætte sit navn i det tredje riges tjeneste, og blev præsenteret som en hovedgæst ved kongressen.

I talen, der på grund af Hamsuns fremskredne alder blev fremført af en anden norsk delegeret, tordnede Hamsun mod England. Briterne stod som symbolet på indidualisme, forretningsliv og materialisme og var forbundet med modernitetens overfladiske, hastige livsførelse og manglende kontakt med rødderne. Derimod så Hamsun Tyskland som værn mod dekadencen og kulturforfaldet, som stedet, hvor den sande europæiske kultur bedst var forvaltet.

Retorikken kan minde om den kulturpessimisme, der er formuleret hos Oswald Spengler i Aftenlandets undergang. Bemærkelsesværdigt er den retorik ikke ulig den, Pegida-demonstranterne i flere tyske byer i disse dage benytter sig af, når de som værn mod islamismen taler om Aftenlandet og dermed mener hævdelsen af en særlig overlegen europæisk kulturarv.

Efter talen i Wien, der vækker genlyd i alle europæiske medier, modtager Hamsun så invitationen fra Hitler. Mødet finder sted tre dage senere og varer 43 minutter. Det bliver en fiasko, for Hamsun vovede som den eneste anden at tale Hitler imod. På baggrund af ønske fra den norske delegation havde Hamsun nemlig brugt mødet til at fremføre krav om, at den upopulære tyske reichskommandant i Norge, Terboven, blev fjernet for at styrke norsk selvstændighed i det tyske rige. Mødet endte med, at en rasende Hitler forlod lokalet.

Nationens største romankunstner

Rems bog kommer i forlængelse af en række andre Hamsun-biografier, hvor Hamsuns nazisme og dens eventuelle konsekvens for hans værker har været diskuteret. Det forførende i hans romaner har igen og igen fået Hamsun-elskere til at undskylde ham, fået dem til at sige, at forfatteren af de fantastiske værker ikke kan have været ansvarlig for det, han siden politisk blev stillet til ansvar for. I en artikel i Vagant sidste år skriver Rem, at det har ført til »underlige øvelser i apologi, til både grove og subtile justeringer og manipuleringer med historiske kendsgerninger, til en udstrakt vilje til at udelade ting som ikke taler til forfatterens fordel, til på urimelig og uhistorisk vis at forstørre det som kan virke formildende. Alt udfra kærligheden til litteraturen, kan det synes, og – i mange tilfælde, måske ikke mindst i mere officielle sammenhænge – koblet til stolthed over nationens største romankunstner.«

Rems bog er i høj grad vendt mod Thorkild Hansens Processen mod Hamsun (1978). Han ser Thorkild Hansens bog som et forsøg på at idealisere det store geni og rense ham for skyld. Hamsun frikendes for alle smålige indskrænkninger af hans individualitet, frihed og udfoldelsesvilje. I den optik bliver kunstneren et offer for omgivelsernes snæversyn, massernes uvidenhed og dumskab. Kunstneren derimod forbliver tro mod sig selv. Kunstneren kan ikke dømmes som politiker, siger Hansen og følger Hamsuns selvforståelse. For at sådan en historie skal gå op, skriver Rem i sin bog, må en stor mængde historisk erfaring manipuleres, forbigås i stilhed, radikalt tilpasses eller fjernes.

Allerede i samtiden frikendte prominente norske kulturpersonligheder Hamsun, blandt andre kommunisten Nordahl Grieg, som i 1936 hævdede, at »det dybeste af hans digtning er ubesmittet« og den kulturradikale Sigurd Hoel, der kaldte Hamsuns politiske engagement under krigen for »en lille skønhedsplet, en stor digters lune«. I senere tid har i den tradition mest fremtrædende været formuleret af Atle Kittang, der i sin Hamsun-bog Luft, vind og ingenting (1984) hævdede, at romanerne gik i modsat retning af forfatterens politik. Ideologien er der ifølge Kittang udelukkende for at blive undermineret af det litterære sprog. Senest er den tankegang udfoldet hos Karl Ove Knausgård i et stort Hamsun-essay i Sjælens Amerika, hvor Knausgård om Hamsun siger, at han afviste alle tvingende kategorier, det nationale, det borgerlige, religionen, genrer og forfatternavn og kalder ham en litteraturens vagant.

Helt modsat ansvarliggør i langt højere grad to andre vigtige biografer, nemlig Ingar Sletten Kolloen og Jørgen Haugen, forfatteren og fordømmer ham politisk og leverer en række kritiske nye læsninger af Hamsuns romaner.

Rem ser anderledes på Hamsun. Uden fuldstændigt at ophæve den klare dikotomi eller skelnen mellem den rolle, Hamsun har som forfatter og som politiker, så indfører han det Frode Lerum Boasson i artiklen »Hamsuns dansende tale« i Vagant kalder en etisk vending i litteraturkritikken og peger dermed på, at Rem er nødt til også at læse Hamsun politisk.

Rems tese er, at Hamsun lod sig besnære af den autoritet, som succesen og hans forfatterrolle gav ham. Han gik ifølge Rem fra at se sig selv som en oppositionel litterær opkomling uden autoritet til at opfatte sig selv og sin rolle som forfatter som »suveræn over verden«. Og Rem viser, hvordan Hamsun kom til at mene, at »han som forfatter havde et særligt ansvar for at varetage nationens skæbne«.

Hamsuns tragedie

Rem sporer denne autoritære tendens tilbage i norsk historie. Hamsun ville være en Bjørnstjerne Bjørnson i nazismens tid. Det fører til hans fald, og det forklarer ifølge Rem støtten til nazismen via forfatterrollen og ikke bare gennem psykologien. Og Hamsuns tragedie var derfor, og til dels hans litterære tragedie, at han ikke ville nøjes med litteraturens mere stilfærdige autoritet. Han skulle også vælge sig den ydre autoritet, forfatterhøvdingens, profetens, berømmelsens.

Af den grund vælger Rem at vrage ideen om, at kunstnerisk og menneskelig storhed er ét og det samme. Hamsun kom til at se sig selv som et undtagelsesmenneske, og det skift i forfatterrollen blev en farlig cocktail. Stoltheden over at være blevet hele nationens forfatter, blev misbrugt i politisk sammenhæng.

Langt hen ad vejen bevarer Rem dikotomien mellem forfatter og værk og bedømmer ikke Hamsuns værker ud fra fremlæsningen af den nazistiske ideologi. Han kan tværtimod hylde Hamsuns værker som stor litteratur. Kun når det kommer til Hamsuns sidste værk, Paa gjengrodde stier fra 1949, er det ifølge Rem ikke længere muligt at skille tingene ad, for romanens centrum er Hamsuns egen forsvarstale under retssagen mod ham efter krigen. Romanen skønmaler og manipulerer Hamsuns historiske og biografiske kendsgerninger på en måde, som gør den historisk upålidelig og usand.

Romanen hvidvasker ifølge Rem Hamsuns eget eftermæle. Derved bliver romanen for Rem umoralsk. Efterfølgende har andre Hamsun-kendere især i Vagant forsøgt at vise, at den brug af forsvarstalen i Paa gjengrodde stier slet ikke er entydig, som Rem vil gøre den til. Dertil kommer, at der i Hamsuns værk blander sig forskellige stemmer, der understøtter værkets særlige flerstemmighed og dermed litteraritet. Altså peger på, at i litteraturen er Hamsun langt mere nuanceret og kompliceret end i politikken. Derfor er det eneste sikre, at den diskussion om Hamsun kommer til at fortsætte længe endnu.

Tore Rem: Knut Hamsun – reisen til Hitler, Cappelen Damm, 2014, 396 sider, 449 NOK

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Torbensen
Per Torbensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kunne godt undvære det lidt underlødige parallelforsøg til nutidig tysk bevægelse, som gør indlægget påtvunget politisk, ellers er det altid spændende at høre om Hamsun. Som selv længe efter sin død er meget kontroversiel. Skal sent glemme et absurd interview på tv med Thorkild Hansen og en rasende nordmand i den forbindelse.

Jorgen Hansen, Kristian Rikard og Evan Knudsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Ak ja, de nordmænd bliver ved med at trampe rundt i spinaten. Ikke en gade er opkaldt efter Hamsun, ikke en statue har de sat af ham. De indlagde ham på psykiatrisk sygehus efter krigen, som var det hele den norske folkesjæl, der skulle en tur på briksen. Og så skulle det oven i købet være en dansker, der skrev mest fyldestgørende til hans forsvar. Hold dog op med det selvpiskeri, kære nordmænd. Mandens kunst var uovertruffen, han havde ingen politisk betydning eller forstand, han var imod kolonialismen og havde sikkert svaghed for den stærke mand. Tyskland trak sig op efter 1. Verdenskrig og de ydmygende fredsbetingelser, det beundrede han nok, men han for vild i det storpolitiske, og der mangler sikkert mange bøger endnu om hvorfor, hvis det er så vigtig. Men hvorfor ikke holde sig til hans digtning?