Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Højt solistniveau på halvtam aften

Andreas Brantelids frigjorte solocello brændte sig stærkest fast omkranset af orkesterværker af Haydn og Poul Ruders
Kultur
12. januar 2015

Det skete også tidligere på sæsonen ved en af DR SymfoniOrkestrets (DRSO) koncerter – at et ekstranummer endte med at blive aftenens triumf. Unge Andreas Brantelid er ikke længere så ung endda, 27 år, og spillede torsdag i Koncerthuset med moden autoritet, dyb koncentration og bemægtigelse af partituret, som havde han spillet Haydn og Bach, siden han kunne kravle – hvilket næsten også er sandt.

Hans encore med den langsomt udtrukne »Sarabande« fra J.S. Bachs Cellosuite nr. 1 var imponerende i dens fine frasering og beherskelse af et fleksibelt tempo, og spillet lidt hurtigere end ældre solister plejer, hvilket gav en opløftende friskhed.

Før ekstranummeret hørte vi som en aperitif Joseph Haydns Symfoni nr. 86 med DRSO og den estiske dirigent Olari Elts (hans første besøg i Danmark). Den er en af seks Parisersymfonier, som han skrev som fri komponist til en fransk koncertforening efter lang tjeneste ved fyrst Esterházys hof i Ungarn. Det må have været en vis lettelse, dér få år før Den Franske Revolution, da kontrakten ved hoffet ellers bød Haydn at komponere ud af huset.

Fire violinister fra det nu forhenværende DR UnderholdningsOrkestret (DRUO) var at finde blandt dets nye orkester, men Olari Elts fornemmelse for wienerklassisk musik er mindre skarpskåren, end man ville høre det med DRUO, og dets Haydn-ekspert, Adam Fischer. Således var der også i den efter-følgende Cellokoncert nr. 1 (1765) af samme komponist noget ufarligt over musikken, konturerne burde have været trukket tydeligere frem, melodierne i orkestret blev flygtige.

Brantelid var klart aftenens vigtigste advokat for Haydns musik, på hans instrument var der noget på spil, lige så det skramlede lidt ved hurtige skift mellem celloens yderstrenge.

Insisterende sportsfløjte

Fra ophøjet elegance hos Haydn og et intimt hjerterum hos Bach i encoren kom nervespidserne på arbejde efter pausen under Poul Ruders’ nye Symfoni nr. 5. Igen anført af Håkan Rudner som barselsvikar for koncertmester Soo-Jin Hong, men med 87 kolleger i ryggen i stedet for et kammerorkester, tager den danske orkesterbetvinger lytteren på sengen. Klokkeklare durklange indleder symfonien, men kort efter overfuses musikken af en insisterende sportsfløjte, som sender stemningen på vej ned i en nedtrykt tilstand.

Bortset fra dommerfløjten genkender man orkestersproget fra Ruders’ senere værker, blot med en fortællingsform, der virker mere som en række indfald snarere end som et ’logisk’ forløb. Som Ruders-fan må jeg tilstå ikke at være så revet med af hans nye symfoni, som i den første af tre satser tynges af gimmicks, smarte effekter af en komponist, der har haft det store orkesterkørekort i et halvt menneskeliv.

Mest gennemført virkede den kompositoriske idé i midtersatsen, der lød som langsomt drivende, sorte skyer, der glider forbi og bliver tungere (basuner og tuba) og udvikler sig til en klar himmel. Ruders mestrer orkestret og det mørke gys, men denne gang blev det en mere forglemmelig og næsten smertefri rodbehandling.

DR SymfoniOrkestret dirigeret af Olari Elts opførte Haydns ’Symfoni nr. 86’ i D-dur og ’Cellokoncert nr. 1’ i C-dur samt Poul Ruders’ ’Symfoni nr. 5’. Som encore spillede Andreas Brantelid ’Sarabande’ fra J.S. Bachs ’Cellosuite nr. 1’ i C-dur. Torsdagskoncert den 8. januar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her