Læsetid: 8 min.

Houellebecqs triste masochisme

Michel Houllebecq har skrevet et provokerende og velkonstrueret værk om en blid islamisk magtovertagelse og en træt vestlig universalisme. Vi orker ikke længere en fri vilje, der begrænser sig til valg af takeaway og lægger os derfor med stor nydelse i religionens trygge arme
Var Houellebecq i gang med at nedgøre muslimer i et kæmpe anfald af islamofobi, da skudene pludselig lød i Paris forrige onsdag – eller er der faktisk noget større og vigtigere på spil i hans nye bog?

Lionel Bonaventure

16. januar 2015

Når man glider ind i Houellebecqs nye medieombruste roman, Soumission (da. Underkastelse) tænker man: »Jamen her er han jo igen.«

Her er han, den lille, triste mandsling fra Houellebecqs første roman, Udvidelse af kampzonen, forfatterens debut fra 1994, hvor hovedpersonen allerede var på grænsen af selvmord på en romantisk bjergskråning.

Denne gang hedder den konstant, men aldrig akut selvmordstruede hovedperson François. Det er måske ikke helt tilfældigt det navn, man i lange tider gav forældreløse børn i Frankrig.

Der er sjældent tilfældigheder i Houellebecqs minutiøst faktarige tekster og også Soumission er spækket med referencer til litterære tekster, videnskabelige teorier eller takeaway-menuen i det nærmeste Carrefour-market.

François er universitetslærer med speciale i en temmelig obskur nittendehundredtalsforfatter – Joris-Karl Huysmans, som ikke mange nulevende franskmænd kender til. En fransk forfatter, hvis værker François har gjort rede for i lange litteraturvidenskabelige artikler og en doktordisputats, som har sikret ham en stilling til en ussel løn på Sorbonne. Den lærde François har i sin 800 siders afhandling været i stand til at forklare Huysmans romaner, men kun op til det spring, François ikke selv er i stand til at tage: Han har ikke kunnet forklare det punkt, hvor Huysmans forlod den naturalistiske roman og overgav sig til en mystisk version af katolicisme.

Bortset fra den universitære ramme ligner François de andre Houllebecqfigurer, måske endda Houellebecq selv, nu vi står med selve litteraturen som romanobjekt: François er i starten af fyrrerne, har et middelmådigt udseende, en middelmådig pikstørrelse og er ude af stand til at knytte sig til en kvinde. Kvinder beskrives som sædvanlig hos Houellebecq som noget, der forfalder alt for hurtigt. Det er et forholdsvis simpelt, praktisk problem: »Mine fortsat sjældnere og mere tilfældige erektioner krævede faste, smidige og fejlfri kroppe.«

Alt erved det gamle

Kærlighed er en form for illusion, det er kvinder forundt at føle af grunde, der er lige så mærkværdige som Huysmans mystik. For François selv er »mænds kærlighed intet andet end taknemmelighed for den nydelse de har opnået«.

Alt er således ved det gamle hos Houellebecq, hvis hovedperson denne gang befinder sig i Frankrig i 2022 i tiden omkring et præsidentvalg, efter to perioder med François (!) Hollande. Et præsidentvalg, som i starten kun optræder perifert. François interesserer sig mere for stramme kusser og små faste røve end for politik. Men valget kommer til at stå ikke mellem de to klassiske fløje, højre og venstre, UMP og socialisterne. Men mellem to fløje: højreekstremisten Marine Le Pens og den moderate muslim Mohammed Ben Abbes’. Marine skildres stort set som hun nu er i virkeligheden. Abbes har Houellebecq fundet på. Han er en moderat muslim med et godmodigt udsende »som en af kvarterets tunesiske kioskejere«.

Men det er slet ikke det, som interesserer François. Han er ligeglad med alt, selv med litteraturen, selvom han mediterer over Huysmans. Og Houellebecq definerer ganske snedigt sin egen opgave med Soumission med François’ analyse af Huysmans roman, skrevet på kanten til omvendelsen til katolicisme: En skuffende roman. Men måske netop derfor genial.

»Gennem en bog, som var dømt til at være skuffende, at fortælle historien om en skuffelse. På den måde tvinger sammenhængen mellem indhold og form til, at man æstetisk set overgiver sig, man keder sig kort sagt lidt, men fortsætter med at læse, også selvom man godt kan mærke, at det er personagen, som ligger brak.«

Geværsalver

Houellebecq spejler sin egen roman, således som fiktionen i den spejler realiteten og kortet territoriet.

Alt dette afbrydes så alligevel. François er til cocktailparty i Museet for det romantiske liv i Paris. Og pludselig lyder der geværsalver et sted fra i Paris, og alle styrter hjem.

Stop.

Også stop i virkeligheden.

Hvad er han dog for én, Houellebecq?

Er han profet? Eller er han en af dem, som er medvirkende til at sætte Frankrig i brand? Sådan lød anklagerne, allerede inden Soumission udkom.

Hvor mange cocktailpartyer og restaurantbesøg i det romantiske Paris blev afbrudt onsdag den 7. januar af geværsalver, præcis den dag hvor Houellebecqs roman udkom? Efter uger med forudgående polemik, perverst manipulerende interviews, vrede imamer og ligeså arriges humanister afbrød Houellebecq enhver promotion for sin roman. 12 mennesker blev dræbt, den dag hos Charlie Hebdo. Med en endnu mere svimlende spejling udkom Charlie Hebdo samme dag med en forside, der karikerede Houellebecq som profet: »Jeg forudser, at jeg mister tænderne, jeg forudser, at jeg omvender mig til Islam« …

Er det derefter muligt i en anmeldelse at holde Houellebecq ude i strakt arm og blot fortælle om hans roman? Her efter attentaterne? Var Houellebecq i gang med at nedgøre muslimer i et kæmpe anfald af islamofobi, eller er noget større og måske vigtigere på spil i hans underkastelse?

Hvis Houellebecg spidder noget i Soumission, er det endnu engang stort set alting. Dystopien er perfekt, alt går ad helvede til i Frankrig i 2022 med François som den, der i ene og totalt individualistisk, ensom majestæt må æde og onanere sig gennem livet midt i et forbrugssamfund uden idealer. Eller til tider frekventere eskortpiger, hvoraf en enkelt ved at slikke hans nosser bagfra tænder et spinkelt håb for fremtiden.

Mod helvede

Alt og alle er deprimerede i dette Frankrig. Måske lige bortset fra en af François’ unge elskerinder, der også er hans studerende (og som kan trække sin vagina sammen med vilje). Myriam er jøde og emigrerer til Israel sammen med sin familie som konsekvens af en sejr for enten Le Pen eller muslimerne. En familie, den følelsesløse François, hvis forældre i romanen dør, stort set uden at det berører ham – nærmest har grædt over, fordi den stadig er en familie. Selv de demokratiske handlinger, som forsøget på at skabe en republikansk front mod Front National har resulteret i, fører lige lukt mod helvede: en islamisk stat, en sharia. Sorbonne, Universitet, er i sin forfaldstilstand med uengagerede professorer som François selve sindbilledet på det trætte humanistiske Europa, som mangler et grundlag: en tro.

Og derefter kommer skildringen af denne overgivelse til sharia, som manipuleres igennem med venstrefløjen og centristernes hjælp – og et ekstremt ondskabsfuldt portræt af midterpolitkeren François (!) Bayrou. Det løser simpelthen så mange problemer. Ikke mere arbejdsløshed, for kvinderne forsvinder fra arbejdsmarkedet og ind bag slør, hvor de kan være så meget desto mere sexede og tage sig af familien. Eller man kan få sig endnu en kone, der også bliver derhjemme og laver små lune retter – dermed er det også slut med skilsmisser. Og homoseksuelle ægteskaber. Slut med statsstøtte til store virksomheder og tilbage til håndværksmæssige uddannelser. Enorme midler fra Saudi-Arabien til universitet. François overgiver sig til islam, til udsigten til flere koner, en tre gange så høj indtægt og evindelige studier i Huysmans, hvis katolske omvending han omsider forstår. »Jeg havde intet at fortryde.«

Men er alt dette så, som mange påstår det, en politisk fiktion en rædselsvækkende orwellagtig science fiction-fortælling om islamisk magtovertagelse?

Læser man godt efter, ligner det islamiske Frankrig, François nydende læner sig tilbage i armene på, i høj grad en nostalgi, som ikke mindst det ekstreme højre i Frankrig dyrker. Måske lige bortset fra at Abbes drømmer om et kæmpestort samlet Europa, der inkluderer Nordafrika og en del af Mellemøsten, et nyt romerrige, men islamisk. Mens Le Pen og det nuværende ekstreme højre vist nærmere har tænkt sig at stænge døren til Frankrig. De ’identitære’ fløje, som man kalder det i Frankrig, det er dem, Houellebecq sætter op imod hinanden, mens de republikanske universalistiske idealer sygner hen.

Dyb og kulsort humor

Houellebecqs islam ligner derfor allermest det katolske Frankrig ved starten af forrige århundrede og op til tiden før 2. Verdenskrig, Vichy-regimet og Petain. Petain hylder det ekstreme højre i disse dage i Frankrig med polemikeren Zemmour i spidsen. Det gør Houellebecq ikke ligefrem – medmindre man da selv som læser synes, at den nye tilstand er skøn?

Hele François’ måde at slutte sig til det islamiske Sorbonne kunne såmænd læses som en stor parabel om Heideggers virke på Universitet i Freiburg, da han tog partikort i nazipartiet og måske i øvrigt allerede var nazist. Og hvor den tidligere lærer, jøden Husserl, ikke fik antydningen af en hjælpende hånd.

En af Houellebcqs gode venner, økonomen Bernard Maris, døde i attentatet mod Charlie Hebdo. Maris arbejdede sammen med Houellebecq i et fælles projekt mod hyperliberalismen, som altid har været Houllebecqs udvidede kampzone.

Houllebecq indrømmer aldrig, at han bedriver satire eller karikatur, og det er hans værk da også i en vis forstand for komplekst til. Han insisterer på, at han blot skriver litteratur.

Ikke desto mindre er den dybe og kulsorte humor til stede overalt i værket, som altid i nærmest obskøne sammenstillinger af mad, sex og højtflyvende filosofiske teser. Eller som når Houellebecq installerer Sorbonnes nyomvendte islamiske direktør Rediger i den berømte forlægger Jean Paulhans tidligere hjem. Det var Paulhans elskerinde, som skrev O’s historie om den store masochistiske nydelse, når man ikke engang behøver bestemme noget om sin egen identitet, for det tager andre sig af? Bare giver slip.

Islam betyder underkastelse. Rediger drikker Mersault og forklarer François, hvad Dominique Aury gjorde med O’s historie. Hun udtrykte, »den gribende enkle idé, som aldrig var blevet udtrykt før med så stor kraft, at højdepunktet af menneskelig lykke ligger i den mest fuldstændige underkastelse.« Soumission er så indviklet spundet i sine referencer, at det virker naivt at betragte den som udelukkende et angreb på islam. Medmindre det samtidig er et lige så kraftigt angreb på Le Pen og Front Nationale.

Men først og fremmest er Soumission et forsøg på at vise, hvorledes man også kan opløse en depression. Det er sket før i historien. Her har overgivelse til en højere magt altid været en god løsning – Houllebecq har selv udtalt, at det »bare ikke virkede« at gå tilbage til katolicismen. Gud er jo også en depressionsløsning for alkoholikere, selvfølgelig, disse store moralske masochister. François drikker selvfølgelig, som alle Houellebecqske helte, en uanet mængde alkohol.

Så der er ikke noget som helst ironisk ved, at Houellebecq med grådkvalt stemme på tv i denne uge stod frem, talte om sin døde ven Maris og sagde: »Selvfølgelig er jeg Charlie.«

Med den kulsorte sarkasme i Soumission, der rammer alt og alle, stiller Houllebecq spørgsmål ved den grundlæggende mangel på tro i oplysningsprojektet, der kendetegner Europa. Og ingen går ram forbi. Det er derfor, præcis hvad Houellebecq er: Charlie.

Som ikke engang kan finde sig selv.

Michel Houellebecq: ’Soumission’, Flammarion, 320 sider, 21 Euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • ulrik mortensen
  • Ervin Lazar
  • Steffen Gliese
  • Jan Weis
Espen Bøgh, ulrik mortensen, Ervin Lazar, Steffen Gliese og Jan Weis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Men han griber jo præcis fat i det enorme identitetstab, som tabet af religionen er, hvor er det godt. Ikke Islam, næppe katolicismen, medmindre det lykkes pave Francis at transformere den til noget, der ligner protestantisme (hvilket allerede Benedikt reelt begyndte på). Underkastelsen er umuligt at begribe, hvis den ikke kun er et spil - eksistentiel masochisme er det længste væk, vi kan komme fra friheden. Protestantisk kristendom fratager mennesker retten til at bestemme over mennesker.

Må jeg gøre opmærksom på at både Johannes Paul den Anden, Pave Benedikt og nu Pave Frans mener at en genrejning af den kristne religion i Europa ville betyde en hel del. Og med det mener de aldeles ikke den danske form for lutherdom. Men den ægte kristendom, som ifølge dem er hos den Store Moderkirke: den katolske kirke i verden. Pave Benedikt kom i 2008 eller 2009 vist til at sige det en stor del af verdens katolikker tænker: de evangeliske kirker er ikke rigtige kirker. Før de er kommet ind i folden hos os - i den katolske kirke - igen.

Og Pave Frans er på vej til føre den katolske kirke ind i det 21.århundrede, ikke lave katolicismen om til en slags protestantismen.Som vi kender fra DK. De personer i denne verden som skarpest tager afstand fra videnskab, evolution mm. og mv. findes altså indenfor den evangeliske kirke. Især i USA, men bestemt også i England/DK, og helt sikkert i Rusland, Uganda, Nigeria og såmænd også i DK. Her tager man også afstand fra abort, homoseksuelle og transpersoner.....og i nogle lande må man ikke sige offentligt at man er homoseksuel, i andre lande fængsler man homoseksuelle eller slår dem ihjel. I Uganda er der dødsstraf for at være homoseksuel....

Så nej, Pave Frans er ikke ved at omgøre den katolske kirke en slags protestantisme, langfra...

Derudover opstiller Houllebecq en falsk præmis, mener jeg. Han lader et muslimsk parti (frere muselman) opstå. Som om alle muslimer i denne verden var ens. Og mente præcist det samme. Om kvinders rets-stilling i samfundet. Og om at kvinder må arbejde eller studere. Citat:

"Ikke mere arbejdsløshed, for kvinderne forsvinder fra arbejdsmarkedet og ind bag slør, hvor de kan være så meget desto mere sexede og tage sig af familien. Eller man kan få sig endnu en kone, der også bliver derhjemme og laver små lune retter – dermed er det også slut med skilsmisser. Og homoseksuelle ægteskaber. Slut med statsstøtte til store virksomheder og tilbage til håndværksmæssige uddannelser."

Og jeg kan simpelthen ikke se, hvordan dette er anderledes end det Frankrig vi kender. manden, konen, elskerinden. Har det ikke alle dage været kendt i Frankrig at en mand har en kone, og en elskerinde....Homoseksuelle ægteskaber? Har manden da fuldstændig glemt, at den katolske kirke altid har været imod ægteskab mellem to personer af samme køn? eller? Og nu bærer de færreste kvinder slør hjemme...kun offentligt bærer nogle kvinder slør....

Igen dette: Houllebecq tror, af en eller anden grund, at islam er en fast defineret størrelse, som tilbyder en hel fast samfundsorden. Langt fra er dette tilfældet: I Iran f.eks. må kvinder gerne køre bil, cykel mm. Og kvinder arbejder faktisk som kranførere, buschauffører, og studerer naturvidenskab på universitet, f.eks. fysik og kemi eller biologi i stor stil. Ja, faktisk i langt større stil end kvinder gør her i Vesten. Og kvinder i Iran arbejder altså. Det gør de også i Indonesien, i Indien, (der er faktisk cirka 120 millioner muslimer i Indien), i Libanon, i Jordan, og i Nordafrikanske lande som Marokko, Egypten og Algeriet.

Houllebecq tror, som mange andre her i Vesten, at den islam, som kommer fra Saudi-Arabiens wahabisme og salafisme er den eneste korrekte islam. Og det er de sikkert glade for i Vesten. I Saudi-Arabien. Fordi så kan de nemlig udbrede deres stok-konservative version af islam. Overalt på jorden. Desværre for hos her i Vesten er det eneste vi hører fra og om den muslimernes verden, når f.eks. det saudiske politi forhindrer unge piger i at flygte fra en brand, fordi de ikke er klædt ordentligt på. Eller når det iranske styre gør noget som vi her i Vesten synes er dumt....

Vi hører næsten aldrig noget om Indonesien, Tyrkiet eller Libanon og om hvordan menneskene lever der....Jo, måske, når en eller anden politiker har sagt noget, som vi ikke synes om. Eller der er sket noget....som vi her i Vesten så kan tage afstand fra. For at vise hvor civiliserede vi er.....

Michel Houllebecq gør sig også skyldig i den fejltagelse, at bare fordi man er præsident i Frankrig, så kan man stort set bestemme alt. Det kan man altså ikke. De lovforslag, man fremsætter, skal altså stadig vedtages i Nationalforsamlingen!
Og tror Houllebecq virkelig at man i småbyerne ude i Frankrig vil opgive at stemme på f.eks. UMP eller Socialistpartiet i Frankrig, bare fordi man måske har stemt på en moderet muslim til præsidentvalget i Frankrig i 2022?

meskeen durye, Rasmus Kongshøj og Bo Carlsen anbefalede denne kommentar
Søren Rehhoff

Titlen "Soumission" kan godt forstås lidt tvetydigt. I et eller andet omfang underkaster vi os alle. At være et subjekt, betyder sådan set, at være underkastet. Jeg har også underkasted mig Information debatregler, når jeg skrive her. Hjælp, jeg er ved at blive kvalt. Men hvis man underkaster sig ideerne om Republikken og sekularisme, så fører det ifølge Houellebecq åbenbart bare til åndløst forbrug af ting og mennesker, som ikke engang humanisme kan dæmme op for . Så kan man ligesågodt underkaste sig Islam. Selvom Francois´s religiøse omendelse dog ikke virker helt helhjertet men også præget af en vis forbrugerbevidsthed.Han kan få flere penge og to lydige koner. "Okay, Allah er stor".

Tror nu mest, at Michel Houllebecq er en stor kyniker, satiriker og provokatør, mens han griner den nedre del af ryggen i laser over al denne religiøse dumhed, specielt over denne religion, han i anden sammenhæng har kaldt den dummeste af dem alle, og hvad det ikke alt kan føre med sig ved at række den bare spidsen af sin lillefinger - den totale kapitulation over for barbariet, tag dén ...

Steffen Gliese

Hvis man skal se nøgternt på det, Jan Weis, så kommer barbariet ved frafald fra religionen, ikke én gang, ikke to gange, men hver evig eneste gang.

Steffen Gliese

Og dertil er at sige, at de amerikanske sekter altså ikke udtrykker det, der er kristendommens kerne, men snarere forsøger at bortforklare den ubehagelige diskrepans imellem at dyrke kapitalismen og påstå sig kristen.

Peter 'know-it-all' Hansen - det meste barbari er vistnok forekommet under perioder domineret af religion (inkl. korstogene, nazisme og kommunisme), eller tænk bare på 30-årskrigen - men måske har du andre historiske oplysninger ...

Fra overskriften; "om en blid islamisk magtovertagelse og en træt vestlig universalisme. Vi orker ikke længere en fri vilje, der begrænser sig til valg af takeaway og lægger os derfor med stor nydelse i religionens trygge arme", som nok er fra Tine Byrckel og hendes opfattelse af bogen, samt undervejs også udsagnet om individets manglende identitet i denne tid, og over til vores egne gudsforkæmpere for denne identitet såvel katolsk som Luthersk, og om jeg opfatter som hovedemnet.

Jeg 'ets totale mangel på selvopfattelse og i sammenhæng med omverdenen og andre individer, men derimod overladt til de evige reklamer om "efterligning som identitet" af skiftende idoler i reklamer for deodorant, underbukser, løbetøj, tandbørster og hårshampoo mm., - ja det er næsten lige før man også får trang til at skifte køn for at opfylde reklamernes drømme.

Ulidelighedens mangel hos individet på selv at være noget, som "reklame stjernerne" fra fodbold, sport, underholdning, - "det perfekte ideal der bare rejser rundt og nyder", og i virkeligheden er så langt væk og uopnåeligt, men alligevel kan opnå bare en lille smule i drømmen, når man køber armstiften, så man lugter lidt af "identiteten" fra drømmen, og håber ens omgivelser vil anerkende det ved genkendelse af lugten fra armstiften.

Endnu bedre er det med "udstillings køb", bukser eller underbukser med mærkenavn synligt, tasker og lignende, der ikke kan "overses" af de andre, og som synligt bevis på den tillagte pseudoidentitet i øjeblikket, enten er man "new man" i blusen i dag eller "Bjørn Borg" i morgen i underbukser, - men sjældent eller aldrig sig selv. hvilket man efterhånden måske også enten er ligeglad med eller helt har glemt alt om, og dermed identitetsløs!?

Alt håb er dog ikke ude for disse nærmest identitetsløse, - for heldigvis er der også reklamer for drømmerigdomme overalt i form af spil, i snart sagt enhver afskygning, som lover mio., hvis ikke mia. så pseudoidentiteten kan opfyldes uden egen identiteten overhovedet opfatter det, og heller ikke at opfyldelsen via spil ligger meget meget langt væk i uendeligheden.

Selv pseudoidentiteten kan fyldes ud med noget vi i dag kalder "reality", som et moderne stjernebegreb, - man skal egentlig ikke kunne noget, eller som en musikanmelder skrev for nylig om trenden; "røven som stjerne", er den moderne identiet, som underholdning, hvis ikke det da lige er x-faktor drømmen for mio., som underholdning på husalteret der sælges, og hvor nogle castes som småtosser.

Det holdningsløse begravet i reklamernes drømme parret med det identitetsløse menneske, er det perfekte sted for varesalg af enhver art, som driver og lokker endnu flere til drømmebrøndene, uden der på noget tidspunkt opnås en selvstændigt erkendt individ blandt alle de andre "livløse"!

Huxleys beskrivelse af det ubevidste menneske ligger meget tæt på den tilstand vi er på vej herimod, og er måske nærmere end vi tror.

Derfor fiskes der religiøst i disse rørte vande for tiden med en "streng faderfigur" fra snart sagt alle religiøse retninger, som vi også tidligere har set enkelte pseudoreligioner, men denne gang
har nogle af dem endog held med helt ekstreme synspunkter som "faderfigur" med krav om underkastelse i ethvert forhold, fordi holdningsløsheden er blevet for ulidelig og virker ligegyldig for mange, hvor unge især let kan føle sig tiltrukket.

Søren Rehhoff

@ Jan Weis

"Tror nu mest, at Michel Houllebecq er en stor kyniker, satiriker og provokatør, mens han griner den nedre del af ryggen i laser over al denne religiøse dumhed, specielt over denne religion, han i anden sammenhæng har kaldt den dummeste af dem alle"

Det var dengang, nu er han blevet født igen, som fuldblods agnostiker. Man kan læse om det her:

http://www.information.dk/520846

Det er da muligt, at det oplysningsfilosofiske projekt (er) dødfødt og tomt. - det er dog næppe helt tilfældet endnu - så her tager Michel Houllebecq sin provo-hat på og giver den hele armen som postmoderne satiriker - at den ene mening kan være lige så god som enhver anden - heri ligger kynismen og morskaben, set med mine briller - han griner ad os og alt dette religiøse mambo-jambo, mens der kan fornemmes et vist åndeligt slægtsskab ...

Tilgiv studenten, det burde man egentlig ikke udbrede sig om uden at have læst hans bøger ...

@Peter Hansen - selv ha-ha - nazisme var en perverteret form for katolicisme (se Jacob Kronika) og kommunisme var vel også en form for 'tro' baseret på uomgængelige marxistiske dogmer ...

Søren Rehhoff

@ Jan Weis

"Tilgiv studenten, det burde man egentlig ikke udbrede sig om uden at have læst hans bøger ..."

I første omgang kan du bare nøjes med at læse de forskellige artikler i Information. Underkast dig.

Steffen Gliese

Jakob Kronikas teori er, at nazismen er modelleret over den katolske kirkes hierarki, det har intet med trosindholdet at gøre, selvom man afgjort kan finde ansatser til fascisme i f.eks. Opus Dei og andre lignende organisationer, hvilket dog hører en anden diskussion til.
Fordi man modellerer en organisation - oven i købet en organisation, som vi som protestanter er i opposition til - kan denne ikke tages til indtægt for, hvad der bliver gjort med den efterfølgende. Og både nazismen og stalinismen i deres realisationer er ateistiske i deres grundstruktur, fordi de intet anerkender, som ligger uden for den materielle verden, som de så har hvert deres aparte fortolkning af.

Preben Haagensen

Åbenbart en fiktion som spiller på Islam som oversat betyder underkastelse, og som er denne religions navn. Nu tror jeg ikke det bliver til virkelighed da der ifølge en undersøgelse i Frankrig er over 70% fransmænd som mener islam er uforenelig med de franske værdier, men ja, modsætningerne vokser og med dette højrefløjen. Ulykkeligvis har Frankrig en afnationaliseret elite som går ind for det multikulturelle samfund, og slår alle andre som ikke går ind for dette med deres politiske korrekthed og værst er socialisterne som vinder valg på muslimske stemmer.
Houellebecqs fiktion er nok interessant, men jeg foretrækker fakta i Eric Zemmours "Det franske selvmord" og Alain Finkielkrauts "Den ulykkelige identitet", den sidste kan hentes ned på internettet. Begge begræder tabet af det Frankrig som var, og er truet af den kolossale muslimske indvandring med deres manglende lyst til, at integreres og blive franske og dermed skabelsen af parallel samfund overalt i Frankrig.
Disse parallel samfund er ingen hemmelighed, de kaldes ZUS "Zones urbaine sensible", og der er langt over 500 af disse. Hvis man er interesseret i disse kan bare slå på ZUS Frankrig, så kan man se hvor de findes overalt i Frankrig med bydele og gader og hvor mange der bor i disse zoner som er uden for fransk lov og ret, og sharia hersker.
Zemmours bog solgtes i over 400.000 eksemplarer, men både han og Finkielkraut fik på hattepulden af den politisk korrekte elite, og det gjorde det ikke bedre, at begge er jøder, men jøderne er nok dem der lider mest over tingenes tilstand i Frankrig, hvor antisemitismen vokser og vokser med den stigende mængde af muslimer. Det er ikke mærkelig, at der er et stigende antal af jøder der udvandrer til Israel, 7000 sidste år og der forventes 15000 i år. Ministerpræsident Valls har ret når han udtaler, det gør intet at 100.000 spaniere tager hjem til Spanien, men hvis 100.000 jøder forsvinder, så er Frankrig ikke længere Frankrig.

Så: Tine Byrckel - overskriften på din anmeldelse er mildest talt helt i skoven - Houellebecqs triste masochisme - ikke det der ligner, men du er muligvis ikke ansvarlig for platituden ... ;-)

Og mens vi er ved det, så anklager Paris CNN og Fox News for at nedbryde byens ære. Og vil lægge sag an mod dem. Så meget for ytringsfriheden - en France...