Læsetid: 8 min.

Josef K. og frygten for bunden af hierarkiet

Franz Kafkas roman ’Processen’ handler ikke – som det ellers ofte fremstilles – om et despotisk bureaukrati, men om et menneske, der spilder sit liv ved at tjene virkelighedsfjerne systemer og idiotiske regler. Thomas Thurah har genlæst Kafkas mest kendte roman, der blev skrevet færdig for præcis 100 år siden, og som efterfølgende er blevet et sindbillede på vores uigennemsigtige bureaukratiske system
Franz Kafka fotograferet foran Das Oppelthaus i Prag i 1914, da han var ved at lægge sidste hånd på ’Processen’.

Franz Kafka fotograferet foran Das Oppelthaus i Prag i 1914, da han var ved at lægge sidste hånd på ’Processen’.

Scanpix

2. januar 2015

Det er 30 år siden, jeg læste Processen første gang, som indtil for et par uger siden også var eneste gang.

Romanen var ikke helt glemt, viste det sig, selv om læseerindringer har det med at følge et halvt skridt efter genlæsningen. Nå ja, åbningsscenen med Josef K., der tidligt om morgenen på sin 30-års-fødselsdag bliver arresteret af to lurvede personager, »uden at han vidste af at have gjort noget ondt«, kunne jeg jo godt huske.

Ligesom det menneskefyldte retslokale, hvor Josef K. taler sin sag og tilsyneladende vinder i hvert fald den ene halvdel af det larmende publikum for den. Og endnu klarere, måske tydeligst af alt, den indelukkede og trykkende luft i retskontorerne, som gør Josef K. utilpas og bogstavelig talt tvinger ham i knæ som et tidligt varsel om hans ydmygelse og endeligt.

Alt det kom igen som hilsner fra fjerne og mareridtsagtige – absurde, forrykte, truende – verdener.

Noget andet var til gengæld næsten væk, forsvundet i samme papirtynde sprække mellem det, jeg kunne huske om bogen, og det, som genlæsningen trak frem og præciserede eller i det her tilfælde altså blankt afviste: spændingen, klaustrofobien og det lille håb om at hovedpersonen, prokuristen Josef K., i en sidste feberredning eller ved et eller andet mirakels mellemkomst skulle klare frisag og undgå sine forfølgere og bødler.

Forklaringen er ikke kun den indlysende, at spændingen er udløst en gang for alle, og at Josef K. ligger, hvor Franz Kafka for nøjagtig 100 år siden efterlod ham, med rettens sværd boret gennem hjertet. Bøger skriver jo ikke sig selv om. Og så alligevel. For forklaringen er nemlig også, at bogen på det punkt virkede som en komplet anden, og at forventningen om, at læsningen skulle føre til en af indsnævrede luftveje og blodårer fremkaldt besvimelse, blev slemt skuffet. Jeg var ligeglad, i faser og i stigende grad utålmodig:

Så lad da den selvglade idiot af en prokurist smage kniven!

Romanhelten

Den holdning var jeg ret alene med under læsningen. Der er, så vidt jeg har kunnet tælle mig frem til, ét sted i romanen, hvor fortælleren udtrykker sig til ugunst for Josef K., det vil sige kritisk, nedsættende, for ikke at sige fordømmende, om den bankansatte prokurist.

Det er ikke underligt, at romanen ikke ligefrem løber over med kritiske bemærkninger om hovedpersonen, al den stund at hovedpersonen er omtrent identisk med fortælleren.

Fortælleren er en tredjepersonsfortæller (»K. havde …«, »K. kerede sig ikke …«, »… sagde K.«), men synsvinklen er lagt hos Josef K., romanens altsamlende centrum. Hvad vi som læsere ved om fiktionens virkelighed og dens personer, har vi altså fra Josef K.s perspektiv, og han er ikke sin egen hårdeste dommer. Hvem er da også det?

Sympatien for Josef K. er imidlertid blevet en del af romanens status, han er (og det er til gengæld underligt) blevet en klassisk romanhelt på linje med Don Quixote (Cervantes’ uheldige ridder), Phillip Marlowe (Raymond Chandlers detektivhelt) og Winston Smith (George Orwells hovedperson, af mange vistnok opfattet som en endda meget nær slægtning til Josef K.).

Jeg taler ikke om den omfattende Kafkaforskning, men om romanens almindelige omdømme, dens kafkaske image. Her går den for at være historien om individet, der knægtes af en bureaukratisk, det vil her sige en uigennemskuelig og dehumaniserende, magtinstans.

Kafka er på den konto blevet tillagt profetiske evner: Romanen skulle angiveligt foregribe det tiltagende bureaukratiske vælde, borgerregistreringen, overvågningen, op gennem det 20. århundred og med særlig præcision de kommunistiske styrers forfølgelser og skueprocesser.

Alt det sidste her handler romanen muligvis om, selv om det er svært at opfatte Josef K. som en frihedselskende modstandsmand. Så er det nemmere at opspore dens andre kafkaske temaer: forholdet mellem massen og den enkelte, magtens subjektiveringer, den tågede forbindelse mellem skyld og straf osv.

Men det var stadig noget andet, der sprang mig i øjnene ved genlæsningen.

Frygten

Det ene kritiske ord (og det er kun et enkelt), jeg kunne finde om Josef K. i romanen ytret direkte af fortælleren, fandt jeg i et af de kapitler, Kafka efterlod ufærdigt, endda i en del af kapitelfragmentet, som han efterfølgende slettede. Og som om det ikke var nok, er det kritiske indhold ikke entydigt.

Ordet optræder i en drømmeagtig sekvens, hvor Josef K. genbesøger retskontorerne og sammen med maleren Titorelli bevæger sig svævende op og ned ad bygningens trapper:

»Og netop som K. iagttog sine fødder og nåede til den slutning, at denne skønne måde at bevæge sig på ikke kunne høre til hans hidtidige, lave liv, netop nu, oven over hans sænkede hoved, skete forvandlingen. Lyset, som indtil nu var faldet ind bagfra, skiftede og strømmede pludselig blændende forfra.«

Ordet er ’lave’.

I sammenhængen her må ’lavt’ forstås som det modsatte af ’højt’ i betydningen opløftelse, måske endda salighed. Sammenhængen er altså religiøs, hvilket både fortæller os noget om stemningerne i Josef K.’s drømmeliv og om medbetydningerne af den retsinstans, der fører proces imod ham.

Samtidig matcher ordet ’lavt’ meget præcist alt det, Josef K. for alt i verden ikke vil forbindes med i sit vågne og borgerlige liv. K. er en snob, han er også hovmodig, det ligger i hans sociale og moralske selvbillede. Begge dele handler om magt.

I hver eneste af sine relationer (til mænd) er han nidkært optaget af, hvem der er oppe, og hvem der er nede, dvs. henholdsvis ’høj’ og ’lav’. I den allerførste fase af processen vil han »bekæmpe dette retsvæsens fordærv«, fordi væsnet for ham er identisk med de to lurvede vogtere, som overbringer ham meddelelsen om hans arrestation, senere til overmål assisteret af tre andre personer, som han snart genkender som underordnede funktionærer fra sin egen bank.

Et andet sted, mod romanens slutning, reagerer han med et raserianfald, da en medanklaget, en gammel købmand, beder en ung kvinde om et godt skudsmål. I eksorbitant grad et udtryk for ’lavhed’, for K. at se den komplette ydmygelse: »(...) intet kunne retfærdiggøre ham i et medmenneskes øjne.«

Sådan er det hele vejen igennem. K. tager anstød af det lave, han væmmes ved det, han fordømmer det. Han frygter det også, som han frygter sig selv.

Hierarkiet

Pointen er, at Josef K. i den forstand er et spejlbillede af den ret, der har indledt proces imod ham. Eller den er et spejlbillede af ham.

Josef K. er så at sige hierarkisk organiseret, i det mindste gælder det de verdener, han skaber omkring sig. Præcis ligesom retten, han står over for, er en konstruktion af embedsmænd og dommere i lag, fra de laveste og synligste til de øverste og fjerne.

Det gælder i alle sfærer af hans liv. Veninden Elsa er serveringspige på Josef K.s stamværtshus, et menneske i hans sold. Tilsvarende hans pensionatsværtinde, fru Grubach, som han har lånt en større sum penge, og som – derfor – er ham evigt underdanig.

Parallellen mellem Josef K.s og rettens verden i den sfære, den erotiske og den halvprivate, understreges af to næsten identiske scener henholdsvis tidligt og sent i romanen: Først er det retsbetjentens hustru, der til Josef K.s moralske forargelse (og til hans ærgrelse som medbejler) kryber op og som et velafrettet dyr sætter sig på armen af en »student« tilknyttet retten, for at denne kan føre hende til undersøgelsesdommeren.

Senere er det Leni, husbestyrerinden hos Josef K.s advokat, der på samme måde krabber sig op på skødet af K. og med begge arme hænger sig om hans hals.

Det er selvfølgelig i bankverdenen, at de hierarkiske relationer er mest udtalt. Nederst er de navnløse bude, dernæst følger de underordnede funktionærer, så direktørens stedfortræder, Josef K.’s nærmeste og farligste rival, der under den stadig mere krævende proces overtager flere af hans kunder. Endelig er der direktøren selv, den øverste magt, der dog er svækket af sygdom og tit fraværende.

Hvad skal det sidste betyde, og hvad betyder det for Josef K.?

Vel for det første, at direktøren ved sin sygdom har efterladt et tomrum, hvori Josef K. kæmper for sit liv, dvs. for den magt, han har opnået gennem hårdt arbejde og en dadelfri efterlevelse af bankverdenens love og regler.

Selv er Josef K. jo prokurist, dvs. en ansat med beføjelser (prokura), som den øverste magt forlener ham med, men ikke kan stille til hans rådighed, når den skrumper ind til et sygdomstilfælde. Og for det andet betyder det, at processen, der indledes imod ham, er en reaktion på tomrummet, en fra det ubevidste opstået uro og et foreløbig udelukkende drømmeagtigt ønske om at erobre en mening, som Josef K. imidlertid ikke aner, hvad går ud på.

En mening har aldrig interesseret ham, for den har aldrig behøvet at interessere ham.

Rødderne

Franz Kafkas roman er naturligvis profetisk, det er jo al god litteratur, men den har også sine rødder.

Den ene, der falder mig ind, er Thomas Manns Huset Buddenbrook og den pligt- og arbejdsmoral, der tilsidesætter alle andre hensyn end hensynet til det almene, som før eller senere viser sig at være pligten selv. Josef K. er barn af den lübeckske købmandsfamilie og fra en tid, hvor pater familias er syg og lagt til sengs. Tilbage er ingenting, dvs. tilbage er prokuristverdenens ørkesløse kontorlandskaber. Det er de landskaber, Josef K. er på vandring i i den mareridtsagtige vision, som romanen om ham er.

Den anden, der slår mig, er Dostojevskijs Forbrydelse og straf. Hovedpersonen Raskolnikov har samme hovmodige forestilling om verden som Josef K., den nemlig at han er hævet over den og fri af al moral. De febervildelser, som Raskolnikov kastes ud i efter sit mord på pantelånersken, kunne godt være optakten til Josef K.s møde med drømmens tågede og lignelsesagtige proces.

Forskellen mellem de to romaner er, at Dostojevskij lader Raskolnikov møde den kristne nåde i skikkelse af luderen – og englen – Sonja og med hende en ukendt ydmyghed, hvorimod den slags ikke kommer på tale hos modernisten Kafka. Her er kvinden et redskab, hun er også eros og ophidselse, men hun er ikke vejen til salighed. Og ydmyghed er og forbliver – ydmygelse.

Embedsmændene

Hvad det profetiske set i et nutidigt perspektiv angår, er det meget nemt, for historien er tilsyneladende en lang gentagelse af Josef K.s blindhed og mekaniske magtstrategier. Hans »lave liv« som bevidstløs efterlevelse af det almenes normer er åbenbart det moderne samfunds genom.

Det gælder derfor også i dag, hvor f.eks. ’konkurrencesamfundet’ og de nylige, foruden de bebudede uddannelsesreformer samt deres senere implementeringer og akkrediteringer og disses evalueringer vandrer rundt som hovedløse spøgelser fulgt af en hær af pligtopfyldende embedsmænd, der gensidigt tryner hinanden.

Det er de sidste, der er sagen: embedsmændene, Josef K.’erne. Alle os, der spilder vores liv ved at tjene virkelighedsfjerne systemer og efterleve idiotiske regler.

Franz Kafka: Processen. Oversat af Per Øhrgaard. Gyldendal, 265 sider, 149,95 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • randi christiansen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Anne Eriksen
  • Jørgen Steen Andersen
  • morten andersen
randi christiansen, Palle Yndal-Olsen, Anne Eriksen, Jørgen Steen Andersen og morten andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Nielsen

Processen er som anden stor litteratur ikke en kryds og tværs, der skal løses. Processen er mangetydig og skal opleves.

Anne Eriksen, J M, lars abildgaard, Christel Gruner-Olesen, Bo Carlsen og Henrik Christensen anbefalede denne kommentar
Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Kafka syntes vel, det var klamt og skammeligt at være et seksuelt ophidseligt pattedyr og samtidig en Davids søn. Sporadisk læsning af hans mange breve til adskillige kvinder synes mig at pege i bl.a. den retning.

Hvad angår forbrydelse og straf så gider sibiriske fangere ikke at vente på næste politiske reform, de laver deres egne:-)

Den Kafka´ske indretning af EU-parlamentsbygningen i Strasbourg og stedets informationspolitik kan angiveligt drive selv voksne mænd til tårer:
http://www.wsj.com/articles/a-visit-to-the-european-parliament-leaves-ma...

"Building plans in the European Parliament in Brussels aren’t much help to lost staff and visitors. They don’t show room names or numbers ... And good luck to anyone trying to get to PHS’s mysterious floor 5½, which can only be reached by a special elevator departing from floors 5, 6 and 7."

"Rainer Wieland, a German conservative and one of the two parliamentary vice-presidents responsible for the legislature’s buildings, says making infrastructure upgrades can be complicated. He has spent three years trying to get radio-controlled clocks installed throughout the Parliament, replacing analog clocks that are often a few minutes off. Sometimes you’re on the way to a meeting and you’re twice late and twice early,” Mr. Wieland says. So far he hasn’t succeeded. One directorate-general will say yes, but then the other, who is actually in charge, says there’s no money,” he says."

"“I was about to start crying, because you have a hundred appointments,” says Mr. De Masi, recalling how he had to call his assistants and describe the color of the walls and shape of the corridors in the hope that they could figure out where he was."

Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Jeg synes også, EU arkitekturen i Bruxelles, især Parlamentet, er intimiderende og dehumaniserende. Og måske med et anstrøg af noget tilstræbt transcendentalt dæmonisk. Vammelt.
Sammenlignet med dem er Kremls bygninger livsbekræftende og ydmyge.

Per Torbensen, Michal Bagger og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

-> det skulle have været
"Den Kafka´ske indretning af EU-parlamentsbygningerne i Strasbourg og Bruxelles ..."
i ovenstående kommentar.

Mads Kjærgård

"Alle os, der spilder vores liv ved at tjene virkelighedsfjerne systemer og efterleve idiotiske regler."

Hvordan kan man gøre andet? Vi bor i EU!

Laurids Hedaa, Anne Eriksen, Carsten Mortensen, lars abildgaard, Lise Lotte Rahbek og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Hovedpersonen i "Processen" har dog et fornavn, det er mere end hvad kollegaen i romanen "Slottet" er forundt, han hedder blot K. Og er landmåler. Han er hidkaldt til slottet, men ingen vil kendes ved ham. Den roman er måske endnu mere uhyggelig og "kafkask", men hamrende godt skrevet i prosaen, synes jeg. Dét alene gør den værd at læse.

Det virkelige morsomme er at ingen kender virkeligheden, den er endnu ikke beskrevet videnskabeligt, og bliver det nok ikke lige sådan i morgen -

Så for at være virkelighedsfjern, skal man sidde med den , og beslutte sig for at fjerne sig fra den man ikke kender -

Det da åndsvagt

Må jeg gøre opmærksom på at Asterix og Obelix i Rom var ude for akkurat det samme. Ikke at vandre fra Herodes til Pilatus, nej, nej. Men at vandre fra et byrokratisk kontor på 1.sal til et andet på 10.sal for så siden at vandre til et andet kontor for at få en attest, se her: https://www.youtube.com/watch?v=KRoZl2GlTBI

Carsten Mortensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Som man kan var byrokratiet allerede udbredt i det gamle Rom....Også dengang havde man byrokrater som fulgte reglerne i systemerne...

Per Torbensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Evald Mehlsen

Uden at vide bedre oplever jeg dog umiddelbart at K ikke handler selv. Ganske som en vis anden hovedperson hos forfatteren der til sidst får at vide af dørvogteren at porten hele tiden hat stået åben og endda kun for ham, men han affandt sig med at vente. Revolten udebliver og et liv er forspildt.

Var Kafka jøde, lyder det nærmest profetisk.

Så enkelt har jeg tilladt mig at se på Kafkas personer. Eller i det mindste nogen af dem der står stærkest. Eller måske netop svagest som det gælder K ifølge artiklen her.

Hvorfor de så gør det eller retter ingenting foretager sig, er så til debat. Misforstået loyalitet overfor systemet virker plausibelt.

Ole Chemnitz Larsen

Bunden af hierarkiet

er meget udsat for at få/tage aben, når der er noget at komme efter.

Fakta på fakta indikerer, at i Justitsministeriets departement får/tager de menige djøfere aben.

De skriver i hvert fald under på breve, der som udgangspunkt er strafbare.

Michael Kongstad Nielsen

Mads Kjærgård (i går - 17:47) -
Vi har heldigvis forbehold overfor de fire mest kafkaske regelsæt i EU.

Jeg er igang med at læse en bog med Kafkas professionelle tekster - han havde en ledende stilling i det der svarer til en blanding af vores Arbejdsskadestyrelse og Arbejdstilsyn. Der er ingen tvivl om, at Processen i høj grad er baseret på hans egne erfaringer i et bureaukrati. Han sad med de sager, hvor der ikke var nogle klare regler, og måtte både slås med et hierarkisk bureaukrati, som ville begrænse rammerne for hans arbejde, og med den nogle gange livsfarlige dumhed han oplevede fra arbejdere og ejere af mindre virksomheder. Det var et frustrerende arbejde, som han var træt af, og samtidig var han klar over at det kunne redde menneskeliv. Han var en jurist med en god teknisk forståelse og blandt andet en pioner i brugen af tegninger og fotografier til at illustrere problemerne.

Henrik Nielsen, Søren Kristensen, Karsten Aaen, Jens Thaarup Nyberg, Anne Eriksen og Joen Elmbak anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Steven Soderberg lavede i 1991 filmen 'Kafka'. Jeg var dengang vist ret ene om at finde den både seværdig … og underfundigt morsom. Den fik i hvert fald så vidt jeg husker en ret hård medfart af anmelderne.

Jeg tror jeg vil lade det komme an på en prøve, om tiden har været filmen nådig. ;-)

http://m.youtube.com/watch?v=i_MmwyazJBk