Læsetid: 3 min.

Kan man blive for gammel til hedonisme og hammerdruk?

’Party Girl’ fortæller i et vildt interessant mix af virkelighed og fiktion om Angélique, der kæmper for at slippe det løsslupne festliv. Det er der kommet en smuk lavmælt, men også pessimistisk film ud af
Hovedpersonen i ’Party Girl’, Angélique, er instruktør Samuel Theis’ mor. Hun spiller sig selv i filmen, som tager afsæt i hendes liv, men ikke følger det slavisk. I filmen er Angélique 60 år og – som i virkeligheden – temmelig præget af et udsvævende livs fristelser: cigaretter, whisky og løse forhold.

Øst for Paradis

29. januar 2015

Der bliver kørt godt og grundigt frem og tilbage over grænsen mellem fiktion og virkelighed i den franske film Party Girl. Akkurat ligesom personerne i filmen zigzagger frem og tilbage mellem Tyskland og Frankrig, da det meste af handlingen foregår i en grænseby i den franske region Lorraine nær den tyske grænse.

Hovedpersonen Angélique er den ene instruktør Samuel Theis’ rigtige mor. Hun spiller sig selv i filmen, som tager afsæt i hendes liv, men ikke følger det slavisk. I filmen er Angélique 60 år og – som i virkeligheden – temmelig præget af et udsvævende livs fristelser: cigaretter, whisky og løse forhold.

I filmen beslutter hun sig for at opsøge en tidligere klient, Michel, som ikke længere kommer på stripbaren. Han er ikke længere interesseret i den form for forhold til hende, og han ender med at fri til hende. Hun siger ja. Og så har vi balladen.

Det søde løsslupne liv

I virkeligheden var brylluppet den oprindelige inspiration til filmen. De i alt tre instruktører og medmanuskriptforfattere – Marie Amachoukeli, Claire Burger og altså Theis – tog udgangspunkt i Angéliques liv på det tidspunkt og fiktionaliserede dérfra. At hun har to døtre og to sønner, herunder den tvangsfjernede datter Cynthia, og at hun har levet et udsvævende liv som værtinde på en stripbar, så meget ligger fast. Men derfra er der blevet fiktionaliseret løs.

Efter frieriet og under bryllupsplanlægningen begynder det i filmen at knage i parforholdet. Angélique vil slet ikke have sex med ham og fristes ofte af de gamle græsganges ubekymrede hedonisme og hammerdruk.

Nuet, ikke fortiden, slet ikke fremtiden, har fyldt alt i Angéliques liv. Og problemet er ikke kun, at Angélique ikke kan slippe det søde, løsslupne liv som værtinde på stripbaren. Det er også, at stripbarens klientel er lidt for villigt til at slippe hende; at hendes narcissistiske behov for bekræftelse ikke længere bliver tilfredsstillet af stripbarens kunder. Hun er helt enkelt ved at blive for gammel.

Varme og omsorg

Jeg valgte at se filmen uden forudgående viden. Jeg noterede mig den dokumentariske fornemmelse, kameraføringen gav, og den meget meget løse fornemmelse i scenerne. Og hvordan klicheer og banaliteter blev afsendt med dyb følelse eller nonchalant vanemæssighed. Jeg var benovet over det forbilledlige underspil, der blev leveret af familiemedlemmerne.

Og så viser det sig, at det er medlemmer af hovedpersonens virkelige familie, der spiller sig selv i filmen – at de tre instruktører har formået at give dem ro og selvtillid nok til bare at være sig selv deroppe på det store lærred.

Altså ser vi i Party Girl en blanding af en families genopførelse af livet med dens mor, men også en kunstnerisk videreformulering af en ny og anderledes skæbne for hende – foretaget af hele familien under instruktion af professionelle filmskabere. Der gemmer sig et sortsyn, men også en forbilledlig accept i Party Girls portræt af Angélique. Man benoves over børnenes varme og omsorg for deres mor. Man rystes over, at hun – konfronteret med sin tvangsfjernede datters sorg – ikke formår at gøre sig fri af det søde livs lænker. At hun er så selvdestruktivt besat af festens modus operandi. At ansvaret for børn og kommende ægtemand ligger hende så fjernt. Friheden synes at betyde mere for hende.

Nu synes jeg personligt, at frihed er en kende overvurderet og hypet i vores kultur, men jeg kan da ikke fortænke andre i at være af en anden overbevisning. Med den virkelige/fiktive Angélique har vi i Party Girl fået et tankevækkende, indfølt, smukt lavmælt og kærkomment alternativt portræt af den aldrende kvinde. Den slags har vi også brug for.

’Party Girl’ Instruktion og manuskript: Marie Amachoukeli, Claire Burger & Samuel Theis. Fransk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu