Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Kosmos genopdaget

Både britiske og amerikanske producere genopdager 70’ernes kosmiske musik. Men hvor briterne ser mod den tyske tradition, finder amerikanerne inspiration i afrofuturismen og sætter dermed race og sort kulturarv på dagsordenen
Andy Stott har tidligere besøgt Danmark og har bl.a. spillet på Roskilde Festival. Han er aktuel med albummet ’Faith in Strangers’.

Malthe Ivarsson

Kultur
27. januar 2015

Det seneste år er den amerikanske debat om sort kulturarv og USA’s musikkultur blusset voldsomt op. Det skete især efter, at den hvide, australske rapper Iggy Azalea fik stor succes med at imitere en sort, amerikansk sydstatsaccent i sin rap, selv om hun snakker klingende australsk i enhver anden sammenhæng. Hendes imitation har vækket et vedvarende spørgsmål i amerikansk musikkultur til live: Vil et hvidt publikum gerne høre sort musik, men helst fra en hvid artist? Musikhistorien viser, at sorte innovatører ofte glemmes, når hvide artister kommer til, og at det ofte er de hvide artister, der ender med at vinde den kommercielle og kulturelle anerkendelse. Hele den debat blev selvsagt skærpet i lyset af de tragiske drab på Michael Brown i Ferguson og Eric Garner i New York.

Disse uroligheder afspejler sig i tidens pop og elektroniske musik. De seneste år har man blandt afroamerikanske musikere kunnet høre en genoplivning af den såkaldte afrofuturisme, der opstod i 70’ernes USA med kunstnere som Sun Ra og grupperne Parliament og Funkadelic. Afrofuturisme er en stil inden for litteratur, billedkunst og musik, der beskæftigede sig med sortes erfaringer, kulturarv og fremtid i ’the space age’, tiden efter den første rumfart. Litterært er der tale om science fiction-fortællinger, hvor afrikansk mytologi og afroamerikansk historie, herunder slaveriet, behandles i højteknologiske fremtidsscenarier. I popmusikken har specielt r’n’b-sangeren Janelle Monáe markeret sig med plader, der bærer tydelige sci-fi-titler som The ArchAndroid og The Electric Lady. Senest i videoen til den fænomenale single »Primtime« så man hende og Miguel fremføre en kærlighedshistorie i sci-fi-byen Metropolis, hvor hun som tjener i en robot-stripklub gør op med sin (hvide) chef.

Æstetisk kant

Et tilsvarende eksempel fra den elektroniske musik er Afrikan Sciences, a.k.a. Eric Douglas Porter, som netop har udgivet albummet Circuitous. I sine kryptiske og jazzede beatkompositioner trækker han på kombinationen af vestafrikanske rytmer og psykedeliske landskaber, der vækker klare minder om Miles Davis og Sun Ra. Musikken tilbyder et æstetisk blik på kosmos, der ikke kun er skabt i en hvid kulturhistorie.

Det sagt, så begrænser Afrikan Sciences sig ikke til afroamerikansk tradition. Han genfortolker afrofuturismen i en moderne kontekst, hvor elementer af især engelsk og tysk techno og broken beat hvirvler traditionen ind i komplicerede polyrytmiske kompositioner. Hør f.eks. det vidunderlige titelnummer, hvor letbenet percussion bobler organisk derudad i et svimlende tempo, mens et klokkespil elegant dingler over en smuk basgang. Det lyder akkurat som en afrofuturistisk udgave af den engelske technolegende Aphex Twin.

Et andet fremragende eksempel på genopdagelsen af afroamerikansk kulturarv i elektronisk musik er den Detroit-baserede producer Theo Parrish’ nyeste album, American Intelligence. Pladen, hvis titel har et tydeligt glimt i øjet, er en imponerende to timer lang tour de force i forholdet mellem house, jazz, soul, funk og footwork. Mens stemningen er humoristisk og legende, bevæger rytmerne sig på et højst kompliceret niveau, hvor synkoperinger overhaler hinanden til funky basgange og jazzede melodilinjer.

Numrenes forskellige samples giver i øvrigt et godt hint om det politiske indhold i Parrishs musik. »What makes you think this country has changed?« hedder det f.eks. på den funky »Thug Life«, mens den hiphop-baserede »Welcome Back« indeholder en dialog, hvor en politimand ønsker at gennemsøge en sort mands bil. Da manden stiller spørgsmålet: »Can I ask what I’m being pulled over for?« følger fire takters sigende tavshed, mens beatet afventende og spændingsfyldt fortsætter.

American Intelligence virker befriende og klog i kontekst af det seneste års amerikanske musikdebat. Parrishs begavede omgang med sort musikhistorie, og hans måde at sætte den eksplicit i forbindelse med moderne elektronisk musik, viser vejen til, hvordan sorte musikere kan genfortælle og bevare traditionen på egne præmisser. Ligesom hans kollega Flying Lotus inddrager han den rytmiske fleksibilitet, man kender fra jazz og funk, hvilket giver fornemmelsen af, at Parrish improviserer eller spiller musikken live. Hans seneste plade var i øvrigt et mix af ældre jazzindspilninger under titlen Black Jazz Signature. Når man lytter til American Intelligence, er man på én og samme tid helt og aldeles bevidst om, at man både hører moderne house og jazz. Netop denne dobbelte oplevelse giver pladen en æstetisk kant, som både gør den fremsynet og historisk bevidst.

Det befriende ved Theo Parrish og Afrikan Sciences’ tilgang til sort kulturarv er, at den handler langt mindre om kulturelt ejerskab, end den diskussion man ser i hiphop-miljøet, der ofte har fokus på, hvad en hvid rapper må og ikke må. Parrish og Porter giver i stedet et positivt bud på, hvordan forbindelserne mellem moderne rytmisk musik og afroamerikansk historie kan fremhæves og udforskes kunstnerisk. Deres musik ændrer måske ikke på den politiske realitet, men den tematiserer det politiske og holder det ikke mindst i live.

Dystopiske undertoner

Ønsket om at se det kosmiske rum fortolket i en ny æstetik, uafhængig af en racepolitisk problematisk kulturhistorie, herskede ikke kun i 70’ernes USA, men havde også sin gang i efterkrigstidens Tyskland. Som en af krautrockens mange forsøg på at gøre op med tysk tradition opstod musikgenren ’kosmische musik’, der søgte frigørelsen i ny instrumentteknologi og udsvævende kompositioner. Ligesom afrofuturismen er kosmische musik genopstået de seneste år, især blandt britiske producere. Gode eksempler er Roly Porters Life Cycle of a Massive Star eller The Haxan Cloaks Excavation, samt ikke mindst Manchester-produceren Andy Stotts seneste plade, Faith in Strangers. Forestil dig en solopgang over planeten Jorden, efter at klimakatastrofer har dæmpet civilisationens støj og gjort vores hjem til en blå og stille overflade af hav. Sådan lyder åbningsnummeret. Ud af rungende stilhed blæser et dybt tågehorn som et varsel om dagens begyndelse. Lyden af knagende skrig lader måger flyve forbi dit indre øje, mens tågehornet får følge af andre blæsere, der langsomt tilføjer tone for tone, så der til sidst står en fuld akkord. Solopgang, men ingen jubel.

Nummeret hedder sigende »Time Away« og får følgeskab af andre interessante titler som »Violence«, »Science and Industry« og »Damage«, der alle har dystopiske undertoner. På »Damage«, som er et af pladens højdepunkter, møder et indeklemt maskinelt beat et vibrerende farligt hook, der lyder, som om det maser sig igennem en alt for trang højtaler. Her som på resten af pladen ligger den kompositoriske kerne i forholdet mellem lyden og det rum, den præsenteres i. På »Danger« er rummet småt og krævende, på »Time Away« er det stort og kosmisk. Vores blik på kosmos afhænger af teknologien, som igen er flettet ind i menneskets politiske historie.

Ligesom Afrikan Sciences og Theo Parrish viser Stott, at kunstens fremstilling af kosmos er (eller kan være) politisk. De tre plader giver således vidt forskellige, men enestående bud på, hvordan – jeg er nødt til at sige det – kosmopolitisk musik kan lyde i 2015.

Andy Stott: ’Faith in Strangers’ (Modern Love). Afrikan Sciences: ’Circuitous’ (PAN). Theo Parrish: ’American Intelligence’ (Sound Signature)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Rehhoff

Jimi Hendrix kunne man måske også se som lidt af en afrofuturist, eller afrofuturist in spe, han havde lidt af den samme "Space is the Place" - mentalitet som Sun Ra, var optaget af hvad man kunne gøre med elektrisk lyd og var en indflydelse på både Funkadelic/Paliament og Miles Davis.