Litteraturens bølgebryder

Melvilles samlede romanværk i suveræn fordanskning
Melvilles hovedværk, det oceaniske drama om kaptajn Ahabs sindsformørkede hævntogt mod den hvide hval Moby Dick, blev i første omgang misforstået og underkendt i Amerika. Den umiddelbart følgende – hidtil ikke oversatte – ’White Jackett’ gjorde dengang større indtryk.Illustration fra Moby Dick

Melvilles hovedværk, det oceaniske drama om kaptajn Ahabs sindsformørkede hævntogt mod den hvide hval Moby Dick, blev i første omgang misforstået og underkendt i Amerika. Den umiddelbart følgende – hidtil ikke oversatte – ’White Jackett’ gjorde dengang større indtryk.
Illustration fra Moby Dick

9. januar 2015

Efter en femten års entusiastisk slid har litteraten Flemming Chr. Nielsen kunnet afslutte en komplet nyoversættelse af Herman Melvilles fortællekunst, først udmøntet i udgivelse af en række af romanerne enkeltvis, nu massivt samlet i seks bind på hvert 5-600 sider. Det i enhver henseende vægtige forfatterskab omfatter ni romaner og novellerne Verandafortællinger, skrevet i en utrolig kraftudladning over de få år 1846-57. Hatten af for oversætterens gedigne, tætsluttende prosa, der snildt manøvrerer i Melvilles oprørte farvande, geografiske og mentale, suppleret med Nielsens encyklopædiske appetit på noter af realia af historisk og maritim art, der ikke mindst drejer sig om at befæste og løse romanernes mange sømandsknuder.

Søstærk må man være i selskab med Melville, der ikke kan undvære havet og fra første færd sendte sig selv og sine personer på oceanisk langfart i både real- og fantasihandlinger og med få undtagelser gik i land, men så sluttede af med en floddampers sindige sejlads på Mississippi i Bondefangeren. Den måske allermest kendte tekst af Melville er verandafortællingen om Bartleby – en historie fra Wall Street om skriverens knastørre liv, som går fuldstændigt i stå på næsten kafkask manér, og hvor de store sejlende samfundsbilleder er indsnævret til en mikroskopisk kontorcelles meningsløse tomhed. Egentlig en frygtindgydende sammenfatning af den mistillid til civilisationen og dens kampe med naturen og naturligheden, som han personligt oparbejdede især under den brutale mandstugt og hakkeorden om bord gennem de knap fire år som hvalfanger og sømand, det i alt blev til mellem hans 20. og 25. år. Melville slog sig ned på Arrowhead, en gammel gård ved Pittsburg, Massachusetts, men endte med familien i New York i en ligegyldig stilling som toldinspektør, som Bartleby med tab af sit livs fodfæste, resigneret og for længst glemt som forfatter af usælgelige bøger efter de første succeser. Først ved udsendelsen af den efterladte lille roman Billy Budd i 1924 blev han genopdaget som litterær storhed, så mange år efter sin tid og sin død som 72-årig i 1891.

Sørejser

Da er man midt i en efterkrigstid, hvor man er moden til at se både realismen og fortællingens karakter af litterært eksperiment. Den unge Billy er tvangsudskrevet til tjeneste i den britiske flådes militære operationer, et ideal af en ung, smuk og pligtopfyldende sømand, der af en ondsindet bådsmand anklages for forræderi, og som i selvforsvar kommer for skade at slå sin misunder ned. Han dømmes til døden og accepterer sin skæbne. Den allestedsnærværende og temmelig tvetydige fortæller udbreder sig vidtløftigt om historie, psykologi og litteratur og sine problemer med kompositionen af sit skriveri og dets mange sidespor, ikke mindst med forholdet mellem virkelighed og fiktion, Et emne, som unægtelig er centralt i Melvilles forfatterskab.

Saftighed og vitalitet

Det begyndte med to gevaldige rejseromaner, eller var det rapporter, bearbejdede oplevelser på Sydhavsøerne af en veloplagt fortæller, der lægger vægt på det mundtlige nærvær. Det drejer sig ikke kun om tanker, der har oplivet mangen en sløv hundevagt til søs, men de har også vakt den varmeste medleven hos forfatterens skibskammerater, siges det i forfatterens forord. Og de kulørte, selvoplevede eventyr gør stadig indtryk på andre ved deres sproglige vitalitet og detailrigdom, især i den første, Typee eller livet i Polynesien, med navn efter en af Marquesasøerne i Stillehavet, hvor hovedpersonen lander i Nuku Hiva. Han rømmer fra hvalfangeren og lever stærkt blandt menneskeædere og skønheder, især den indtagende Fayaway. Nogen øde ø er det slet ikke, allerede erobret er den, bl.a. af missionærer, som gør alt for at bekæmpe de frie livsformer, og siden besøgt af både Jack London og af Ib Michael – der bidrager med et essay om ’Sjælens Tahiti’. Dér lander den hvalfanger faktisk, som Melville flygter med, som beskrevet i efterfølgeren Oomo – oplevelser i Sydhavet. Atter udfolder han sine folkloristiske iagttagelser, og ellers oplives rejsen af skipperkrøniker, slagsmål og druk i underholdende mængder. I det hele taget en anderledes gedigen saftighed og vitalitet end hos den populære Kaptajn Marryat og hans moraliserende dannelsesrejser med bl.a. Peter Simple. De to bøger sikrede Melville masser af velvilje og succes – den første blev endda hurtigt oversat til dansk – mest i tiltro til dem som rene fantasiorgier.

Det skulle man til gengæld få med den følgende kæmperoman Mardi og en rejse dertil om livet til søs, hvor fortælleren i båd flygter fra hvalfangst og havner i et imaginært ørige, hvor han får status af halvgud og deltager i sejlende erobringstogt og vilde eventyr, snart i en søgen efter den tilbedte skønhed Yillah uden at glemme livets nydelser. Den utopiske roman diskuterer samfundsforhold, retsvæsen, politik, ideologi, religion, vittigt, bidende og vidende i en sand opvisning af forskellige stilarter og påstande og bølgende poesi. Nogen slutning endsige morale skal man ikke forvente af denne version af Sindbad Søfareren, som vi forlader med ordene: »Og således fløj forfølgerne og den forfulgte videre ud over et endeløst hav.«

Ikke så underligt, at læserne var desorienterede over for dette havuhyre af en roman, måske med konsekvenser for den kommende storroman om fantasifosteret Moby Dick, men dog med et lykkeligt mellemspil af læselyst over for to mellemliggende udgivelser. Først Redburn i 1849, bygget over Melvilles allerførste sørejse til og fra Liverpool, men hvor en fortæller med navnet angivet i titlen mange år senere beskriver, hvordan han som dæksmand blev hundset af den tyranniske kaptajn og en ondskabsfuld sømand i skrækscenarier på fuldriggeren Højlænder. Han efterprøver en turistguide, som hans far har skrevet om sin yndlingsby, men finder alt forandret til smuds og elendighed, kommer i dårligt selskab, må tage flugten og sejle hjem på skibet fuldt af emigranter med utøj, pest og bylders nød som et grufuldt billede af klassesamfundet, forliset nær. En sort roman, men af en egen bister munterhed. En publikumssucces.

Uhørt råhed

Det samme gælder den umiddelbart følgende, hidtil ikke oversatte White Jacket, titlen igen et personnavn. Fregatten Neversink udgør atter et totalitært militærsamfund af uhørt råhed og konstante og vilkårlige, ydmygende strafferitualer. Da den unge White Jacket dømmes til pisk, vover en ellers ædel beskytter af den unge mand knap at gøre indsigelse, en demonstration af humanismens afmagt, som kan kalde skamrødmen frem også i en nutidig læser. Indtryk gjorde den i hvert fald i datiden, og det mere end Melvilles hovedværk, det oceaniske drama om kaptajn Ahabs sindsformørkede hævntogt mod den hvide hval Moby Dick, som havde lemlæstet ham i første nærkamp. Misforstået og underkendt blev den i Amerika, mens rosende omtale i England blev negligeret. H.C. Andersen fik den tilsendt, ligesom også Typee, meddeler oversætteren i sin grundige og uundværlige introduktion til hele romanserien, men læste dem næppe. Først i 1942 blev den noget forkortet oversat til dansk, i en større version af Mogens Boisen i 1955 og endelig nu i en sø- og landstærk helhed af Flemming Chr. Nielsen.

Hvalen

»Kald mig Ismael«, lyder den ellers velkendte fortællerstemmes indledende replik, inden han påmønstres hvalfangerskibet Pequod i Nantucket og gør den desperate rejse med til det skæbnesvangre møde med uhyret, som eneste overlevende på det øde hav, da Pequod slås til vrag: Og slutordene lyder: »Skrigende småfugle fløj nu hen over det gabende svælg; en hvid og vranten brænding slog ind mod dets stejle sider; alt faldt sammen, og havets store liglagen rullede videre, som det rullede for fem tusind år siden.« En epilog meddeler kort, at han ved et usandsynligt held bjærges og kan fortælle historien.

Kaptajnens nihilistiske rus, menneskets magtvanvid over for naturens ubegribelige urkraft har klangbund i en eftertids bitre erfaringsverden. Det muskelkraftige sproglige register omfatter humorens og latterens uimodståelighed, talesprogets retorik og sammenskrabede sømænds jargon, maritim teknologi, lyrisk sødme og scenisk dramatik, kataloger af encyklopædisk viden, litteratur, klassisk mytologi, hvalkundskab, bibelhistorie og religion. Intet mindre. Kort sagt, Ismaels og Ahabs rejse er et uhørt dristigt og hensynsløst litterært eksperiment med et efterfølge af psykiske og geografiske ’rejseromaner’ så som Joseph Conrads Mørkets hjerte, Joyce’s unægtelig noget mindre fodrejse Ulysses og Célines Rejse til nattens ende. Psykologisk dybdeboring på landjorden i fornemt miljø foretager Melville dernæst med Pierre eller flertydighederne i et højst besynderligt trekantsdrama mellem denne titelperson, hans tilbedte kæreste Lucy, mens en gådefuld Isabel dukker op og erklærer at være hans halvsøster. Han fascineres så vidt, at han gifter sig med hende! Incest skulle man nu ikke byde læserne, men Melville analyserer længe før Freud og Jung sjælens seksuelle vildveje og stridigheder mellem det indre dybs anima-figurer. At sandheden er mangetydig og det kristelige hykleri virksomt, er sikre temaer i den fremsynede roman fra 1852.

Grotesk morsom

Med Israel Potter – et halvt århundrede i landflygtighed fra 1855 skiftede Melville spor og brugte en eksisterende selvbiografi af denne arme soldat i den amerikanske frihedskrig som forlæg for en handling til lands og til vands, grotesk morsom, drastisk og skandaløs i næsten enhver henseende. Skælmeromanen er brugt som litterær skabelon. Den hjemvendte soldat går en krank skæbne i møde efter et grundigt omtumlet liv, ydmyget, udmærket, mishandlet, ukuelig, godtroende som en Candide. En tour de force, som læserne tog til sig. Aktuel den dag i dag.

Komikken og grotesken fortsætter, da den 38-årige forfatter slutter af med Bondefangeren, en kollektivroman uden fællesskab i form af en række møder og samtaler mellem tilfældige passagerer på en floddamper i rute mellem Saint Louis og New Orleans. Som sædvanlig er skibet et koncentreret samfundsbillede, her med en demonstrativt misantropisk konstatering af en verden bestående af veltalende plattenslagere og pseudofilosoffer, lumre filantroper, tiggere, veldædige forkyndere af godheden, samtalesøgende mænd, lutter ensbyggede optrin i en mangetunget monotoni på denne retorikkens berusede båd.

Modigt afspejler denne aldeles handlingsløse roman livets slette uendelighed og ansvarsløse maskespil, skrevet i suveræn egenrådighed af en kunstner, der gør hvad han vil i sit opgør med fordomme i kunst og kultur og derfor også taler med nutiden, stadig overraskende.

Formidlingen af romanrækken på dansk er en succeshistorie.

Herman Melville
'Samlede værker 1-6'
Oversat af Flemming Chr. Nielsen. Forlaget Bindslev.
1000 kr. Pris pr. bind 200 kr.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu