Karen Blixen har skrevet en historie om et menneske, som farer forvildet rundt en hel nat, henter vand og slukker brande, helt fortabt. Næste morgen bliver det på afstand tydeligt, at han har løbet i et mønster, der tegner en stork.
Hvad er det, vi taber ved ikke at se, at alle vore bevægelser udgår et mønster, om vi blot kunne se det lidt på afstand?
Sigmund Freuds datter, Anna Freud, der flygtede med sin jødiske far fra Østrig til England i 1939, skrev i tresserne en psykoanalytisk artikel »About Losing and being lost«. Det oversættes på mange måder, med al den tvetydighed, som bare ét sprog indeholder: Om at miste og fortabe sig?
Det synes at være denne artikel, der har inspireret den amerikanske psykoanalytiker Stephen Grosz til undertitlen på hans essay Det granskede liv: Om hvordan vi mister og finder os selv. Referencen til Anna Freud skal man lede godt efter, det kan læses allerbagerst i Det granskede liv. Blixen refereres der mere direkte til: »Alle sorger kan bæres, hvis de sættes ind i en fortælling, eller man kan fortælle en historie om dem.«
Grosz forsøger at tegne et billede af, hvad en psykoanalyse er for noget, uden hverken at teoretisere særlig meget eller bevise noget med fodnoter, og det lykkes i allerhøjeste grad. Et stort antal små gribende fortællinger, der nærmest læses som noveller, får stort set lov at stå for sig selv: Om alle disse fortabte mennesker, som henvender sig for at gå i en analyse, og som Grosz har haft liggende på sin divan »Jeg har tilbragt mere end 50.000 timer i selskab med patienter,« fortæller han indledningsvis, og det er jo i sig selv imponerende. Grosz er – uden i øvrigt selv at formulere det – åbenbart freudiansk psykoanalytiker, han ser sine patienter hver dag, på samme tidspunkt og det kan blive til mange timer.
Det er så mennesker, som nogle gange formår at forandre deres liv, men måske ikke på den vis, folk sædvanligvis forestiller sig psykoanalysen ...
Analysen fortsætter
En af hans første analyser chokerer ham selv – og siger dermed også en hel del om analytikerens skrøbelige position. En ung mand har forsøgt at begå selvmord, og det lykkes ham omsider. Grosz informeres af familien om, at den unge mand er død. Man føler sig nærmest som spoiler ved at fortælle, at analysen alligevel fortsætter på den anden side af denne, viser det sig, iscenesatte død, hvor også analytikeren er viklet ind i et spil af løgne.
For ikke alene er man i gang med at snyde sig selv for den smerte, et symptom altid er udtryk for: Man forsøger såmænd også at snyde sin analytiker alt det, man ubevidst kan. Faktisk kunne man nærmest udskifte ordet ’symptom’ med identitet, og den vil folk meget nødig miste: »Jeg vil gerne forandre mig, men ikke hvis det betyder, at jeg skal lave om på noget,« som en af Grosz’ patienter formulerer det. At gennemgå en analyse er et tab, en form for identitetstab.
Grosz væver sit billede næsten så fint som en fiktionsfortæller væver sin historie. For når Grosz citerer Blixen, så forføres vi til at tro på storytelling – og det er noget andet end psykoanalyse. En neurose kan meget fint beskrives med de ord, som udgør overskriften til Grosz’ indledende kapitel: »Om at blive styret af en historie, der ikke kan fortælles«. Det var sådan, Freud opfattede det. En del af fortællingen er skjult for os selv: Det er symptomerne, der taler i stedet for. Den måde, vi gennem kroppen eller tvangsmæssige, uhensigtsmæssige handlinger både forsøger at undgå, men samtidig udtrykker en smerte. Så der skal høres mange historier fra en divan, inden den anden historie begynder at træde frem, nærmest som i en pantomine.
Der er den aidsramte patient, i epidemiens først tid, som ganske enkelt falder i søvn. Det er, som om han finder et sted at afprøve sit møde med døden, og tavsheden gror men dermed også livet. For hvem kan holde til døden?
Eller der er patienten som med ’vilje’ er så kedelig, at selv Grosz er ved at falde i søvn. Hvad skal al denne uendeligt kedelige tale fastholde?
Der er en ældre professor, som altid har vidst, at han var homoseksuel, men alligevel har gennemført et langt ægteskab. Skal han nu forlade sin kone – eller skal han fortælle hende det og alligevel blive i det, som trods alt var kærlighed? Her kommer løsningen til at svæve i det uvisse, for en psykoanalytiker ved jo intet om, hvad der sker, når patienten først går ud i verden igen.
For Grosz træder så også befriende ud af sin rolle som analytiker og viser, hvorledes det er en rolle, som netop hører til i et bestemt rum og ikke kan bruges til noget personligt uden for analysens ramme med patientens frie associationer, analytikernes svævende lytten – og tolkninger, der såmænd ofte er forkerte. Det er på sin vis lige meget, det er kun patienten, der ved, om de er rigtige. Grosz fortæller om en ven, han troede, han kendte så godt, og derfor fik sendt i analyse hos en anden. Det analyseforløb, vennen så langt senere fortæller om, er langt fra, hvad Grosz overhovedet kunne forestille sig om »denne store milde og civiliserede mand«.
Kan ikke forklares
Og så er der den smukke historie om Grosz, som tager sin egen far med tilbage til Ungarn for at opsøge den hjemegn, han som jøde var nødt til at forlade under nazismen. Grosz har betalt en guide, der helt uden tvivl har fundet de rigtige steder. Alligevel benægter faderen til det sidste, at det var netop dér, han boede. Hvad grunden til det er, analyserer Grosz og hans eget barn sig frem til, men det skal ikke afsløres her.
På sin vis kan man jo ikke forklare en psykoanalyse, og mange af historierne her får da også karakter af det, man inden for faget kalder »vignetter«. Som om man kan forklare forløbet med en patient og de opdagelser, der gøres, næsten som i en ’vits’, hvor pointen pludselig går op for en. Det sker desværre sjældent lige på én gang, men ad mange omgange. Men Grosz har med sine mange små historier gjort noget helt andet: Han har bygget et portræt af analysens kompleksitet og måske ikke mindst vist sig selv som analytiker.
Og så kunne jeg ikke lade være med ustandselig at tænke lidt på oversætteren også, fordi titlen Det granskede liv fra den engelske The Examined life, nu alligevel lød lidt som »det gnaskede liv«. Men det siger så nok mest om mig.
Det granskede liv – Om hvordan vi mister og finder os selv
Stephen Grosz
Oversat af Ulla Oxvig
Gyldendal
224 sider
199 kroner
