Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Dem, der ikke er lyserøde

Der er fordomsaflivning på dagsordenen i DR3’s serie ’Perkerdansk’, der tegner et billede af de nye danskere anno 2015. Men trods listefødder og veludviklet situationsfornemmelse undgår programmet ikke at blive et spejlbillede af det betændte danske debatklima
Kultur
13. januar 2015

Hvordan er det at være dansk med en anden etnisk baggrund, spørger en ny programserie på DR3. Perkerdansk, som serien hedder, vil ifølge DR Ungs programchef imødegå den berøringsangst, der her i landet hersker i forhold til at tale om flygtninge, indvandrere og deres efterkommere. Kort sagt, »dem, der ikke har samme lyserøde hudfarve som majoriteten«, som DR3 selv skriver i foromtalen.

Det er da også på høje tid, at medierne give et talerør til de minoriteter, som vi til daglig omtaler i forskellige eufemismer som nydanskere, tosprogede eller andengenerationsindvandrere. Og i den forgangne uges forstemmende kontekst er programseriens ærinde blevet desto mere magtpåliggende.

Sentimentale virkemidler

At nuancere den måde, vi taler om de ’anderledes’ medborgere er naturligvis lettere sagt end gjort. Serien stikker hånden i en hvepserede. Det er ikke ukompliceret at nedbryde modstillingen af ’os’ og ’dem’ i et land, hvor intolerance og fordomsfuldhed over for bestemte samfundsgrupper faktisk er statsligt sanktioneret.

Det første afsnit, der undersøger de nye danskeres syn på kærlighed og sex, går til værks ved at trykke direkte på føleknapperne. I en slags casestudie møder vi det unge nygifte par, Reem og Atila – meget forelskede og enormt søde – der har rødder i henholdsvis Iran og Jordan. Hans familie er moderate shiamuslimer, mens hendes familie er praktiserende sunnimuslimer, og de ydre omstændigheder stod i første omgang i vejen for deres ægteskabelige forening, indtil de alligevel omsider fik hinanden.

Med denne nærmest mytiske urfortælling om et par star-crossed lovers lykkes det at løfte problematikken ud over de mest hyppigt forekommende automatreaktioner og gøre det unge pars historie universelt relaterbar. Det er måske et billigt kneb at bruge så sentimentale virkemidler, men virkningen udebliver ikke: Vi fatter umiddelbart sympati for de to repræsentanter for en demografisk gruppering, der ellers udsættes for voldsom dæmonisering i den offentlige debat. Kærligheden besejrer alt, er det konstruktive budskab.

Interessant paradoks

Med den positive kærlighedshistorie som betryggende fundament kan andet afsnit vove sig ud i noget mere rørte vande. Her bliver vi nemlig præsenteret for et interessant paradoks i skikkelse af en ung mand af tyrkisk afstamning, der stemmer på Dansk Folkeparti.

»Mange ville jo tænke, at det er hul i hovedet, at én med tyrkisk baggrund skulle stemme DF, men for mig er det en politisk holdning. Det er det, der giver værdi for mig,« siger Emil Pamuk. Og så følger vi ham ellers, da han opsøger sit store idol, Pia Kjærsgaard, som er iført rød fritidsjakke har taget opstilling foran DF-valgbussen på byens regnvåde torv for at tale med potentielle vælgere.

Historien ender lidt uforløst, for vi bliver aldrig helt klar over, hvad det er for nogle punkter i DF’s partiprogram, som den unge Emil sympatiserer med. Vi får ingen forståelse af, hvad der driver ham til at gå til sådanne yderligheder. Men dog lykkes det på interessant og modintuitiv vis at rejse det spørgsmål, hvornår man er ’fuldt integreret’. Hvert program er struktureret omkring en slags sociologisk casestudie, som er indrammet af udsagn i voxpop-stil fra et bredt udsnit af nye danskere. På sludrende og umiddelbar vis kommer de med mange sjove og tankevækkende betragtninger – for eksempel den unge kvinde af pakistansk herkomst, der blev kaldt dronning Margrethe i gymnasiet, fordi hun var »for dansk«. Eller den bosniske mand i 30’erne, der synes, at danskere taler om sex, som om de talte om vejret.

Intet er neutralt

Serien tilstræber i det hele taget en slags pseudovidenskabelig værdineutralitet – for eksempel ved at præsentere de medvirkendes historier som en slags ’apolitisk’ sociologisk studium, og ved at præsentere fakta i ’videnskabelige’ grafikker, der ligner noget fra en tandpastareklame. Man ville ikke blive overrasket, hvis en hvidkitlet person med en pegepind pludselig dukkede op i billedet.

Det er måske et klogeligt valg at gå på listefødder i et så betændt debatklima som det danske. Men værdineutraliteten er et postulat. For uanset hvordan vi vender og drejer det, kan et program som Perkerdansk ikke undgå at blive et partsindlæg i udlændingedebatten. Der findes ingen neutrale positioner.

Det er især tydeligt i tredje afsnit, hvor vi får en guide til de tre største indvandrergrupper i landet: Irakerne, tyrkerne og bosnierne. Om tyrkerne hører vi, at de indvandrede til Danmark, der manglede arbejdskraft i 1970’erne. Og om bosnierne lærer vi, at de flygtede fra borgerkrigen i Eksjugoslavien i 1992-95 – ledsaget af dækbilleder af udsultede drenge og mænd i de eksjugoslaviske koncentrationslejre.

Det kan undre, at det er overhovedet skønnes nødvendigt at give seerne en så basal viden om den nære fortid – selv om man naturligvis skal tage højde for, at programmet primært henvender sig til unge, der ikke nødvendigvis har en historisk erindring i den udstrækning. Men at vi på et rent oplysningsmæssigt befinder os på det burhønseniveau, er i sidste ende et spejlbillede af det uvidende og fordomsfulde grundlag, hvorpå udlændingedebatten føres i Danmark.

Perkerdansk tager et spadestik for at skabe balance. Men der er lang vej hjem.

Serien ’Perkerdansk’ er på otte afsnit. Tredje afsnit sendes mandag aften på DR3 kl. 21.30

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her