Malernes maler kaldte Édouard Manet i 1865 den spanske barokmaler Diego Velázquez (1599-1660), efter at han på Prado-museet i Madrid havde set den store samling af Velázquez-værker ved selvsyn.
Velázquez’ evne til at fremmane figurer med en ækvilibristisk kombination af levende lethed og tung kødelig realisme påvirkede Manet betragteligt og kan let spores i hans værker fra den efterfølgende periode. På den måde blev Velázquez’ atmosfæremættede, men fjerlette stil via Manet også udgangspunktet for den moderne malestil, vi kender som impressionismen.
Det sansede indtryk, den visuelle virkeligheds flimrende opløsning i isolerede farvestrejf, alt det, som vi identificerer som impressionismens karakteristika, ankom med et par århundreders forsinkelse fra en af barokkens mest originale og talentfulde kunstnere, Velázquez, hvis påvirkning rækker langt ind i det 20. århundrede til modernistiske kunstnere som Pablo Picasso og Francis Bacon. Men samtidig er Velázquez, som alle andre kunstnere, selvfølgelig rundet af sin tid og dybt forankret i barokkens legende omgang med det flertydige, det flerfoldige.
Habsburgerne
I en udstilling, der slet og ret bærer hans navn, kan en større samling af hans arbejder – 46 malerier – lige nu ses på Kunsthistorisches Museum i Wien. Det er af flere grunde et oplagt sted til udstillingen. For det første ejer Kunsthistorisches Museum den største samling af Velázquez-malerier næst efter Prado i Madrid.
For det andet er de historiske forbindelser mellem Østrig og Spanien påtrængende evidente i Velázquez’ ouevre, ikke mindst på grund af Habsburgerne, hvis magtsfære strakte sig fra Centraleuropa og langt ned i Sydeuropa – og dermed uløseligt sammenvæver Spaniens og Østrigs historie. Velázquez blev allerede som 24-årig hofmaler for kong Felipe IV i Madrid og fortsatte sit virke for hoffet resten af sit liv med stadig mere betroede opgaver, hvorfor en stor del af hans samlede værk udgøres af royale portrætter.
Udstillingen på Kunsthistorisches Museum er kronologisk arrangeret og viser værker fra hele Velázquez’ levetid.
De tidligste arbejder stammer fra ungdomsårene, som han tilbragte i Sevilla, hvor han stod i lære hos Francisco Pacheco, hvis datter, Juana, han giftede sig med i 1618.
Ungdomsarbejderne er oftest konventionelle religiøse motiver, men røber allerede i små detaljer Velázquez’ evne til at løsrive motiverne fra den strenge religiøse dogmatik og indskrive dem i et mere levende hverdagsliv.
Netop hverdagslivet og dets elementære tildragelser havde Velázquez en forkærlighed for, og han dristede sig tidligt til at skildre det, selv om der ikke herskede nogen videre tradition for det. Det ses ikke mindst i hans bodegón-billeder, som er malerier, der viser scener fra beværtninger, hvor folk hengiver sig til alkoholens og forlystelsernes sorgløse glæder såvel som til dens hyppige konsekvenser i form af stridsmål og bataljer.
Teknisk er disse bodegón-malerier tydeligt inspirerede af den italienske barokmester Caravaggio, hvis dramatiske lyseffekter i form af chiaroscuro – voldsomme kontraster mellem lys og mørke – kan genfindes hos Velázquez. Selv om genren var uortodoks, vandt den indpas i tiden. Efter Velázquez’ ansættelse ved hoffet i Madrid holdt han inde med at udføre denne type malerier, men han fortsatte med at bryde konventioner, uanset hvilken genre han arbejdede indenfor.
I 1628 portrætterede han kong Felipe IV’s bror, Don Carlos, i fuld figur, frontalt og i behørigt underdanigt perspektiv, som det hører sig til, men med den ene hånd nøgen, mens dens fingre holder om handsken, den netop har afført sig. Det skødesløse, uformelle og lidt utålmodige præg, som denne detalje i det i øvrigt stramt komponerede portræt efterlader, er overraskende, effektfuldt og dominerende.
Fornyelse og tradition
Især de sene royale portrætter opviser alt det tekniske talent, som Velázquez så suverænt mestrede. En serie portrætter af kong Felipe IV’s datter, Margarita, fra 1650’erne viser, hvordan ungdomsperiodens dramatiske virkemidler nu er overtaget af en mere subtil og raffineret malemåde, der blander møjsommeligt modellerede detaljer med henkastede strøgs florlette og næsten transparente antydninger. De rødgrundede lærreders glødende mørke er afløst af hvid- eller grågrundede lærreders glitrende lysspil og en gennemgående mere monokromatisk palet. Portrætterne af Margarita fremtræder strengt formelle og lyslevende på samme tid, hvilket demonstrerer Velázquez’ evne til at forny en genre, der absolut ikke rummer forlangender om fornyelse, men tværtimod kræver traditionsbeherskelse.
Velázquez’ mest kendte – og mest radikale – royale portræt, Las Meninas fra 1656, er desværre ikke med på udstillingen som andet end en grumset fotokopi. Værket har ellers helt berettiget affødt en alenlang forskningslitteratur, og har tiltrukket ikke så få filosoffers dybsindige refleksioner på grund af dets labyrintiske allegoriske tematisering af selve den processen at male. Når værket ikke er med på denne udstilling, skyldes det imidlertid, at forsikringssummerne på Velázquez’ værker er så astronomiske, at det stort set er umuligt at flytte malerierne fra et museum til et andet, hvilket begrænser indlånsmulighederne.
Heldigvis er der masser af andre enestående værker på udstillingen. Smukkest og mest inciterende er de arbejder, der bevæger sig ind i det mytologiske og allegoriske univers og henter åbenlys inspiration fra blandt andre den italienske forgænger Tizian og hans lysende og lette penselstrøg.
Det gælder for eksempel Venus med spejlet fra midten af det 17. århundrede, som til daglig hænger på National Gallery i London eller Sibylle med tabula rasa fra 1648, der er lånt fra Meadows Museum i Dallas. Begge værker emmer af en sanselighed, der ikke blot strømmer fra de afbildede figurer, men fra alt i billederne, som var hvert pigment isprængt Eros’ længsel og kraft.
Det er en sjældenhed, at se så mange værker af Velázquez samlet og kontekstualiseret uden for Prado i Madrid.
Udstillingen giver en enestående mulighed for at studere nogle af barokkens vigtigste malerier på nærmeste hold samt at sammenholde dem og forstå dem inden for Velázquez’ egen udvikling som kunstner. Til lejligheden er der desuden fremstillet et på alle måder tungt katalog, der er rigt på såvel reproduktioner af værker og dybdegående forskningsartikler, som placerer Velázquez i et historisk og kunsthistorisk perspektiv.
Velázquez. Kunsthistorisches Museum. Wien. Indtil den 15. februar. www.khm.at
