Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Martyr til tiden

Kaj Munks liv og død som nationalreligiøst symbol i Per Stig Møllers udbyggede biografi
Kultur
26. januar 2015

I den politiske kamp i 1930’erne markerede digterpræsten Kaj Munk sig utvetydigt med sin skarpe polemik, fortrinsvis i den borgerlige presse, med hyppige angreb på parlamentarismen og partierne, statsminister Stauning og i særdeleshed De Radikale. På linje med en række højreintellektuelle lod Munk sig inspirere af de fascistiske diktaturers ideale fordring, handlekraft og tilsyneladende effektivitet. En stærk mand, mente mange, burde også her til lands skære igennem folkestyrets farveløse pølsesnak og slatne nationalfølelse og sætte Stauning og hans kumpaner på porten.

Den demokratiske tanke og styreform var under pres. En indflydelsesrig håndfuld af rigets bedste mænd i egen formening lod mere eller mindre højrøstet forstå, at fædrelandet burde finde manden (i deres kreds), der tog skeen i højre hånd og ikke stak op for bollemælk.

På den modsatte fløj lokkede DKP og den yderste venstrefløjs mest enøjede koryfæer med fordanskning af proletariatets diktatur. Lykkeligvis fastholdt regeringen Stauning-Munch med den langt overvejende del af Rigsdagen, samt ikke at forglemme kongen, der havde brændt fingrene under Påskekrisen i 1920, loyalt og beslutsomt Grundlovens ånd og bogstav. De konservative var trods KU’s skaftestøvler, skrårem og cykelpumpe (foretrukket håndvåben) når det kom til stykket ikke så konservative, så det gjorde noget, og fastholdt demokratiet takket være Christmas Møllers insisteren over for de rabiate. Selv den Mussolini-forførte Ole Bjørn Kraft hummede sig, men strømningerne var aggressive.

Kaj Munk stod som en central skikkelse i denne kamp om Danmarks sjæl, som Per Stig Møller også i sin reviderede mastodont af en Kaj Munk-biografi fastholder – det grundlæggende for Munk – var religiøst bestemt, ikke politisk. Men større er dog Gud, som Møller indsigtsfuldt kalder sammenfatningen af sit værk, der sagt med det samme godt kunne have overlevet et par hundrede færre sider.

Kaj Munks våben var præstekald og prædikestol, evangelierne og i særdeleshed Jesus i skikkelse af menneskemartyr. Dertil kom den daglige polemik til højre og venstre i alle skrivemediets genrer. Bramfrit sagt var Vedersø-præsten en skrivekugle. Fra arbejdsværelset på præstegårdens loft flød en ubrudt strøm af digte, kronikker, noveller, romaner og sidst men vigtigst skuespillene.

Takket være disse opnåede Kaj Munk fra 1930’ernes begyndelse til sin død i januar 1944 berømmelse og bred anerkendelse; fra midt 30’erne som landets fremmeste dramatiker i stadig, men ulige rivalisering om tronen med Kjell Abell. De to var nær ved at kunne sætte sig i endnu et par stole uden for Det Kgl. Teater ved siden af Holberg og Oehlenschläger. I dag spilles Abell ikke mere, ej heller Munk. Per Stig erkender dette, men lader En idealist og Ordet overleve tidens tand. Mon dog?

For Munk var ideen, den klare hensigt og målet med dramaet afgørende. Som det fremgår hos Per Stig Møller, var dramatikeren dybest set hovedperson i alle sine stykker i en stadig søgen efter let skiftende ståsteder med kristendom og gudstro, nation og fædreland som uforanderlige forudsætninger.

Polemikeren Møller

At forfatteren til denne stort anlagte nu ydermere udvidede biografi har forståelse for sin person, der ikke kunne have ønsket sig en bedre våbendrager, fremgår af metode og stil. Polemikeren Per Stig Møller med særlig sans for sin placering i forhold til stoffet fornægter sig ikke. Det skal man vænne sig til, når forfatteren over for en mere Munk-skeptisk slår til lyd for egne ståsteder (og Munks) ofte i forlængelse af de overdådigt mange citater i bogen. Man skal have styr på citationstegnene under læsningen. Møller stiller sig med andre ord i defensors sted, hvilket jo forudsætter, at der er noget at forsvare. I nogen grad kan det føles, som om forfatteren sparker åbne døre ind. Ingen vil vel nutidigt hævde, at Munk fastholdt sin inklination for Hitler, den han kom galt af sted med ved sin forståelse og beundring, da diktatoren iværksatte de lange knives nat i 1934 og i det hele taget. Ej heller påstår nogen, at Kaj Munk var antisemit eller nazist. Hen i vejret.

At Munk senere, da tyskerne besatte landet, blev oprigtig demokrat, forekommer trods Per Stigs sejtræk med kildematerialet ikke helt besnærende, heller ikke i betragtning af mandens eneherskende personlighed, som Per Stig beundringsværdigt nuanceret redegør for. Kaj Munk var i øvrigt en mand, man meget let kunne støde sig på, og som levede stærkest i omsværmet modvind, lunefuld, temperamentslabil, selvfølende så det gjorde noget, først og sidst stejl i holdning, kald og stand. Munk var ifølge Per Stig ikke personage for erkendelse af egne svagere tilbøjeligheder endsige fejl. Også den side forstår Per Stig sig på. Sagt uden giftbrod.

Brugt politisk

Det ømfindtlige ved Kaj Munk og eftermælet ligger i den sene politiske brug af skikkelsen. Som mere forbeholden iagttager af fænomenet blev man unægteligt forbløffet over, at folketingsflertallet (DF’s præstefætre var dengang på tæerne) i sin tid bevilgede et tocifret millionbeløb til et universitetsinstitut for Munk, hvor tilsvarende ikke findes for mere indlysende ånder som eksempelvis Holberg, Brandes, Pontoppidan eller PH.

Kaj Munks skæbne, mordet på Hørbylunde Bakke, tyskernes krav om, at skændselsgerningen på Hitlers personlige ordre fik samme opsætning i aviserne som likvideringen af en tilfældig stikker, Munks efterfølgende kanonisering i modstandsbevægelsens navn, selve symbolet på danskheden, der rejste sig under åget, alt dette, der forbindes med Kaj Munk og sikrer ham varig plads i historien, ændrer næppe den kendsgerning, at forfatterskabet, polemikken, holdningerne, Munks politiske synspunkter og formentlig manden med ville have været glemt uden martyriet.

Per Stig Møller supplerer som antydet sine oprindelige udgivelser om Munk (2000 og 2003) med stof, han siden har fundet eller er blevet ham tilsendt. Derved bliver bogen, som forfatteren selv anfører, og som Henrik Stangerup i sin tid mente ville blive resultatet, når Per Stig tog fat, ikke ultimativ.

Men man kan roligt sige, at Kaj Munk nu har fået sin biografi for meget lange tider.

Per Stig Møller: ’Kaj Munk. Digter, præst og urostifter’. 680 s. Ill. Gyldendal. ISBN 9788702163933

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Per Stig Møller har hang til rehabilitering af tvivlsomme konservative skikkelser, - de var ikke så slemme alligevel. Kaj Munk er nem på grund af martyriet, men vi mangler stadig den oprejsende biografi om godsejer Estrup, eller om den radikale godsejersøn Erik Scavenius, ligesom Møller selv kunne behøve lidt oprejsning for sin forsmædelige udenrigsministertid under A. F. Rasmussen, hvor Møller fulgte FN-sporet, indtil han lige pludselig ikke gjorde det alligevel.