Læsetid: 3 min.

En moralsk fortælling uden åndehuller

Susanne Biers nye film drives frem af et fermt og vandtæt plot, men stopper desværre også følelserne ned i halsen på tilskueren
Lie Kaas er helt enkelt formidabel som voldspsykopaten Tristan, der er i gang med at smadre en kvindes liv. Hele hans kropssprog signalerer psykopatisk player. Jeg ville ikke møde ham i en mørk gyde.

Lie Kaas er helt enkelt formidabel som voldspsykopaten Tristan, der er i gang med at smadre en kvindes liv. Hele hans kropssprog signalerer psykopatisk player. Jeg ville ikke møde ham i en mørk gyde.

Nordisk Film

15. januar 2015

For anden gang på bare en uge har en dansk premierefilm et barnløst par og en baby fundet i et klædeskab hos underklassen som en central del af plottet.

I Anders Morgenthalers I Am Here går dværgen Petit på bordel og opdager, at den prostituerede gemmer sin baby – med tape for munden – i klædeskabet. I Susanne Biers En chance til er politibetjentene Andreas (Nikolaj Coster-Waldau) og Simon (Ulrich Thomsen) i gang med at undersøge et tilfælde af husspektakler. Et junkie-par er røget i totterne på hinanden, og i deres klædeskab finder Andreas deres grædende baby, smurt ind i sit eget lort. Børnemishandlingen er tydeligvis et skræmmebillede, der rammer dybt i vores følelsesregister. Og dybt søges der ramt i begge film. Uden at der nødvendigvis rammes.

Manden i lejligheden er Tristan (Nikolaj Lie Kaas), en voldspsykopat, som betjentene troede, de havde fået buret solidt inde. Men han er blevet løsladt og er i gang med at smadre en ny kvindes liv og legeme. Og hvad værre er: De sociale myndigheder mener ikke, at der er basis for at fjerne spædbarnet.

Så betjenten Andreas vender rystet hjem til sit smukke hus ved vandet, sin kønne hustru Anna (svenske Maria Bonnevie) og sit eget spædbarn. Som samme nat stille sover ind i vuggen. Andreas giver uden held kunstigt åndedræt og hjertemassage. Anna lover at tage livet af sig selv, hvis han tager barnet til hospitalet. Hun vil ikke leve uden barnet. Da pillerne har slået hende ud, kører Andreas alligevel af sted med liget, men ikke til hospitalet. I stedet sniger han sig ind i junkiernes lejlighed og ombytter babyerne. Ja, du læste rigtigt. Han smører sin døde søn ind i det levende barns lort, således at parret ikke aner uråd. Og så vender han hjem med en ny søn.

Det absolutte nulpunkt

Det er det absolutte nulpunkt, som Bier sammen med manuskriptforfatteren Anders Thomas Jensen udforsker: dét at miste sit barn. En ufattelig, ubærlig situation, som helt åbenlyst kan fremkalde ekstreme reaktioner og desperate handlinger. Og trods den fantasifulde historie, så udfolder En chance til sig med et vandtæt plot. De psykologiske reaktioner er simpelthen troværdige, og det moralske stormvejr får lov til at ruske klart og tydeligt i Coster-Waldaus skikkelse.

Der spilles i det hele taget fremragende. Ulrich Thomsen har ikke meget at gøre godt med i en klichéfyldt rolle som alkoholiseret strømer, men han klemmer det bedste ud af den. Junkiemoderen Sanne gestaltes ramlende, vingeskudt af Lykke May Andersen. Bonnevie er endnu engang strålende oppe i det skingre felt med angstsved på sjælen. Og Lie Kaas er helt enkelt formidabel. Han synes at have bygget et nyt sæt knudret muskuløse, rasende øjenbryn og dryppet syre i øjnene til rollen som Tristan. Hele hans kropssprog signalerer psykopatisk player. Jeg ville ikke være glad for at møde ham i en mørk gyde, så meget står fast.

Desværre har Susanne Biers filmsprog noget lige lovlig anmassende messende over sig. De for banalt stemningssættende billeder af vand, tåge, gråvejr. De overforklarende ultracloseups af mund, øje, fingre, vielsesring. Udpenslinger af følelserne, der ikke levner plads til, at tilskueren danner sine egne. Slet ikke når soundtrackmusikken sætter tårekanalerne under yderligere pres – måden, lavmælt klaver, guitar, strygere råber på vores tårer på, så højt, at de definitivt udebliver. Det er et filmsprog, der søger overtalelsen, ikke mediets mulighed for mystisk forførelse eller nye visualiseringer af livet, døden og alt det indimellem. Fortællingens absolutte problemstilling bliver overhældt med forceret æstetik.

Usynlig vold

Manuskriptets og filmens moralske diskussion mangler i det hele taget åndehuller. Det er en ekstrem situation, som Andreas og Anna bliver placeret i, og hele spændingen ligger ikke så meget i det moralske dilemma, som i hvorvidt forvekslingstricket lykkes eller ej. Og ultimativt ender Andreas faktisk uden et egentligt valg. Og så er der dårligt nok en moralsk diskussion tilbage i filmen.

Til gengæld har Anders Thomas Jensens manuskript et es i ærmet, der afføder det vigtige spørgsmål, som glimrede ved sit fravær i førnævnte Anders Morgenthalers I Am Here. Er middelklassen nødvendigvis et bedre sted at vokse op? Og dertil: Findes der andre former for vold af den mere usynlige, men lige så fatale slags i den mere velnærede del af samfundet?

’En Chance Til’ Instruktion: Susanne Bier. Manuskript: Anders Thomas Jensen. Dansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mit bud på Susanne Biers og Anders T Jensens næste film vil omhandle parforhold og livet i og omkring Hvidovre på godt og ondt.

Mogens Stig Møller

Jeg gik efter en time, så havde jeg fået nok forloren socialrealisme. Skuespillet var fremragende, men jeg har aldrig set så mange floskler og stereotyper på så kort tid. Det er også svært at sidde en hel time uden bare en enkelt gang at kunne trække på smilebåndet.