Læsetid: 5 min.

Når blod strømmer ud under døren og fisk svømmer ind gennem stuen

Gabriel García Márquez’ ’Hundrede års ensomhed’ fortjener stadig sin position som hovedværk i den magiske realisme
Gabriel García Marquez (1927-2014) fik sit store internationale gen-nembrud med ’Hundrede års ensomhed’, der udkom i 1967. Marquez modtog Nobels litteraturpris i 1982.

YURI CORTEZ

30. januar 2015

Der findes bøger, som opleves som lange, fortrolige samtaler med en gammel ven, og bøger, som det er vanskeligt at blive ven med overhovedet. Nogle bøger lyder som kammermusik, andre som gentagne, enerverende tordenskrald. Jeg kender romaner, der ligner fotografisk skarpe portrætter, og andre, som gækker og narrer en, fordi de ustandselig skifter motiv. Visse bøger kommer som et kærtegn, og nogle få som listige bagholdsangreb

Gabriel García Márquez’ Hundrede års ensomhed hører, må jeg indrømme, til de bøger, jeg på et tidspunkt er gået i stå i, og jeg var længe om at indse hvorfor: Jeg havde simpelt hen anbragt mig for tæt på den og troede, at jeg skulle indfange og forstå alle dens mangfoldige detaljer. Hvad jeg manglede, var en fornemmelse for bogens arkitektur, den storstruktur, hvori enkelthederne får deres nøjagtige, ofte dog omskiftelige funktion. Romanen er som en kæmpemæssig altertavle eller et Bruegel-billede, hvor jeg let kan fare vild mellem småting og glemme totalkompositionen. Det er da også først på dens næstsidste side, at den selv formulerer sin æstetik.

Jeg tænker på det sted, hvor den yngste Aureliano omsider har lært at dechifrere sigøjnersærlingens pergamenter og vi om Melchiades’ på sanskrit (!) affattede tekst får at vide, at han heri havde skrevet familiens historie, men »ikke havde ordnet begivenhederne i menneskenes almindelige tid«, men »koncentrerede et århundredes dagligdags begivenheder så at de alle eksisterede samtidig i et øjeblik«.

Undrende, ensomme

Familien, hvorom der tales, hedder Buendia, har hjemme i den fiktive colombianske provinsflække Macondo og består af personer med høje kindben, undrende blik og et ensomt udtryk, som går i arv hos kvinder såvel som hos mænd, og som også sigende nok forstærkes igennem incest og indavl. Hedder mændene Aureliano, er de tilbagetrukne, men også klarsynede, og hedder de José Arcadio, er de impulsive og foretagsomme, men mærkede af et tragisk tegn. Kvinderne er som hovedregel mere stabile. To af dem bliver langt over hundrede år. At holde styr på hele den slægt fra byens grundlæggelse og til det seneste afkom viser sig at have grisehale, er noget af et hestearbejde, og nemmere bliver det ikke af, at Márquez som allerede antydet ikke respekterer kronologien, men på sindrig måde lader tiden møde vanskeligheder og uheld, så at den splintres og efterlader en eviggjort brøkdel både hist og her. Anderledes sagt interfererer den lineære tid med en cyklisk og mytisk, hvor begivenheder dels er gentagelser af andre, for længst stedfundne hændelser og dels instinktive, undertiden primitive kopier af atavistiske urhandlinger fra menneskehedens fælles fortid.

Myte og modernitet bliver således nøgleord til denne roman, der udover at være slægtskrønike også tilstræber at rumme historien om en verdensdel, et land, en kultur og en epoke, tiden, da Latinamerika langsomt gled ind i moderniteten og Macondo fik tog, elektricitet og telefon i stedet for, som før i tiden, bundløs fattigdom og uendelige konflikter mellem de konservative og skiftende liberale. Til den krasse realisme, hvormed forfatteren skildrer konfrontationerne mellem de sociale klasser, føjer han så uden synderligt besvær en rig, visionær fantasi.

Regn, blod og ild

Man har kaldt Hundrede års ensomhed for inkarnationen af den latinamerikanske magiske realisme, og det er vel sandt, når folk tillige hævder, at denne stolte litterære retning her ikke blot får sin mest typiske repræsentant, men også når sin kulmination, sprogligt og kunstnerisk set. F.eks. da vi når til det regnvejr, der varer i næsten fem år og forfatteren så forsikrer os, at luften da var »så fugtig, at fiskene kunne have svømmet ind gennem dørene og ud gennem vinduerne i værelsernes luft«.

Jo, man ser det unægtelig for sig, ligesom man sanser den scene, hvor José Arcadio den Anden går ind i soveværelset og skyder sig eller bliver skudt af sin kone og blodet så i en tynd stråle løber ud under døren, frem gennem stuen, ud i gaden, og fortsætter lige ud ad de ujævne fortove, løber ned ad stentrapper og op ad rækværker, går uden om bordeller og i en ret vinkel svinger ind foran Buendia-familiens hus!

Den slags hyperbolske enkeltsteder nyder man først rigtigt, når man for en tid giver afkald på overblikket og altså giver sig hen til historien, sådan som Morten Ramsland også gør med sit forord til denne 9. udgave. Ja, han nærmest svælger i metaforer og lovpriser Gabriel García Marquez’ sprudlende fortælleglæde, der åbner indblik til »galskabens afgrund« og »lidenskabernes ild« og »ensomhedens mørke«. Her taler en sand lærling og fan, og man kan kun dele hans begejstring. Romanen fortjener sin klassikerstatus, og at (gen) læse den nu, efter alle epigonernes vilde hærgen, kan sammenlignes med at stå foran et lærred af Caravaggio efter hidtil kun at have set forsøg på efterligning af hans geni. Mit råd til nye læsere bliver blot, at de gør klogt i at skynde sig langsomt.

Om forlagets indsats

Mens min storebror var rekrut, gik han og nogle stykker fra kompagniet en aften på værtshus på Vesterbro. Da man fik den håndskrevne (eller skulle jeg sige hastigt nedkradsede) regning, undrede de sig over en mindre post, tredive kroner så vidt jeg husker, ud for hvilken der stod noget i retning af GSG. »Nå, det dér,« svarede tjeneren. »Det står for: Går den, så går den.«

Samme princip synes man at hylde på forlaget Rosinante, i hvert fald hvad angår klassikerserien. På bagklappen til det genudsendte Márquez-hovedværk er der et nydeligt lille foto af Laurence Sternes Tristram Shandy »MED FORORD AF EN FORFATTER EFTERNAVN«. Det burde man nok have skiftet ud med for- og efternavn på Morten Søndergaard.

Ligeledes burde nogen have gjort sig den ulejlighed at sætte sig ned og læse den version af Hundrede års ensomhed som forlaget bare ukritisk har optrykt i nu hen ved fyrre år. Man burde have rettet inkonsekvenser og stavefejl (»mikuraløst«) og fjernet syntaks- og tegnsætningsfejl, og det kunne måske have været fint, om man havde fanget, at la piedra filosofal på dansk hedder ’de vises sten’.

Når jeg nævner dette lille eksempel, er det ikke for at prøve at bilde nogen ind, at jeg kan spansk, men fordi jeg sammen med én, som er skrap til netop det sprog, har gennemgået et sæt udvalgte passager og konstateret, at Merete Knudsens oversættelse er både præcis og smuk. At den ikke fremstår optimalt, må vel skyldes en tro hos forlaget på, at »går den, så går den«. En fejlagtig opfattelse, der også har fået dem til på romanens sidste side at optrykke en kort biografisk note, konciperet i en fjern mytisk fortid, inden forfatteren modtog Nobelprisen i litteratur!

Hundrede års ensomhed
Gabriel García Márquez
Oversat af Merete Knudsen
Med forord af Morten Ramsland
Rosinante
373 sider
199,95 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu