Læsetid: 5 min.

Perfektionens mester

Patrick Modianos seneste roman var ikke på nogen af de franske lister til de store litterære priser her i efteråret, men det må være på grund af dens særlige diamantkarakter, for den er slebet til perfektion.
Modiano forfølger et menneskes personlighed, ikke med rige metaforer og store forklaringer. Modiano forfølger erindringsspor, gjort af selve sproget.

CHINE NOUVELLE

9. januar 2015

»Det interesserer mig ærlig talt virkelig ikke,« forklarer min franske veninde, Marie Line mig, da jeg fortæller, at jeg skal anmelde Patrick Modianos sidste nye roman Pour que tu ne te perdes pas dans le quartier (Sådan at du ikke bliver væk i kvarteret).

Jeg sætter ellers stor lid til denne ekstremt belæste kvinde, det er sjældent i vore dage at komme i et hjem, hvor der er stakke af bøger over det hele. Stakke på spisebordet. Stakke på trappen. Tv orker hun ikke mere. Så læsningen tager plads i enhver forstand.

Marie Lines hverdag består i at tage sig af de allermest udsatte unge mennesker på kant med og på kanten af samfundet. I mange år var hun socialarbejder på børnehjem, nu er hun leder i den franske centraladministration. Når hun kommer hjem fra sit arbejde, hvor hun for stadig færre midler administrerer verdens misère, læser hun romaner. Hendes kat hedder Cosette ligesom den fortabte pige i Victor Hugos Les Misérables, fordi den skrabede på døren en dag, det øsede ned og er blevet boende siden.

Erindringsspor

Men Marie Line læser altså ikke Modiano. Selv i Frankrig læses den nobelprisvindende forfatter ikke ’bredt’. Der er ikke meget Victor Hugo over Modiano. Med Modiano har man helt sikkert at gøre med, hvad der kaldes en ’elitær’ skrift. Sproget og emnet er viklet ind i hinanden på et, tja, højere plan. Eller dybere. Men såmænd ikke på en måde, som er spor indviklet. Modiano har sat et citat af Stendhal som indledning til sin lille roman: »Jeg kan ikke give tingenes realitet, jeg kan kun give skyggen.«

Det er så denne skygge Modiano følger, menneskets skyggeside, kunne man sige, om man forfaldt til at bruge en banal metafor af netop den type, Modaino aldrig bruger.

Modiano forfølger et menneskes personlighed, ikke ind i dets forestillinger eller med rige metaforer og store forklaringer. Modiano forfølger erindringsspor, gjort af selve sproget: Den måde, man husker navne på. Eller slet ikke husker dem. Den måde, man husker steder på – og så alligevel ikke.

Patrick Modiano forfølger måske især sig selv: Der er ingen tvivl om at hans eget liv, som ’virkelighed’ og som man kan slå den op i ethvert leksikon, spøger overalt i værket. Barnet hvis forældre blev væk dengang under krigen. Lidt uvist hvordan.

En forsvunden adressebog

I Sådan at du ikke bliver væk i kvarteret er det da også en forfatter Modiano har sat i scene: Jean Daragane, en ældre forfatter som helst ikke vil forstyrres. Derfor er det også generende, da telefonen en dag ringer. En mandsperson har fundet hans adressebog og vil gerne levere den tilbage til ham. Og Daragane har ikke særlig meget lyst til dette møde, han har ikke lyst til at få sine adresser igen, eller har han?

Faktisk har det altid været Daragane selv, der med sine romaner har kaldt mennesker til sig. Når han vil have fat i nogen, har han skrevet om en begivenhed, som han vidste ville kalde personen ud af virkeligheden: »Han havde skrevet romanen alene ud fra det håb, at hun ville give livstegn. At skrive en bog bestod for ham også i at blinke med billygterne eller sender morsetegn ud mod visse personer, som han ikke anede, hvad der var blevet af.«

Men så længe Daragane gør det, er det ham selv, der er aktør. Til gengæld plejer han ikke at gå og tabe sin adressebog. Eller måske ligefrem få den stjålet?

For herfra udvikler historien sig, som når man lokkes ind en krimi: I virkeligheden – som vi altså kun altid kan vise skyggen af – vil manden med adressebogen ham noget mere og andet af ham: Han har genkendt et af navnene i adressebogen.

Og langsomt trevles historien op, men den trevles kun op med alle disse halvfærdige minder og aldrig helt forståede intentioner. Og nej, desværre får man så ikke samme nydelse som i en krimi. Nope. Det går ikke op, der er ikke nogen løsning. Mord som opklares er ellers det så mange af os allerhelst vil have i bedste sendetid og inden sengetid, det viser både bogsalg og tv-primetime. For når der er en løsning, kan vi sove.

I stedet for et saftigt mord at sove på, bliver det til historien om en lille dreng, der aldrig helt forstod, hvorfor hans forældre overlod ham til en anden kvinde, og aldrig helt forstod, hvad den kvinde i virkeligheden foretog sig, og da slet ikke forstod, hvorfor hun både skrev ham en lille seddel med deres adresse på og sagde »sådan at du ikke farer vild i kvarteret«. Og så alligevel, selv blev væk?

Modiano skriver med sin fine totalt konkrete nærmest metaforløse prosa, et hjælpeløst og fortabt menneske frem. Hvor forklaringer forsøges, men aldrig helt passer, hvor navne på mennesker, ting, steder, lyde og lugte blot udsiges, som brikker i et puslespil, der ingen ende vil tage, som aldrig går helt op.

Det forladte barn

Så jeg tror nu alligevel jeg vil lokke Marie Line til at læse Modianos sidste nye roman. Fordi den indefra viser alle disse stumper og stykker, som dette forladte barn aldrig kan få til at hænge sammen til en historie, på andre måder end netop at skrive en historie, der kun tilsyneladende er sammenhængende. Det er en helt anden måde at skrive om Cosette på.

Lige nu kan jeg høre Cosette, den skøre kat kaste sig ind mod døren nedenunder, den gør virkelig ret mærkelig ting den kat. »Den er smuk, men sindssyg,« forklarer Marie Line.

Det er måske den slags galskab Modiano skriver frem og endnu en gang mestrer med sin romans perfekte form. Det eneste, der så er tilbage er en umulighed, men så kan den skrives, som spor i sjælen, der også kan have en lyd: »I starten er det nærmest ingenting, lyden af bilens dæk på gruset, lyden af en bilmotor, når den kører væk og der går lige lidt tid inden det går op for én, at man er alene i huset.«

Patrick Modiano: Pour que tu ne te perdes pas dans le quartier, Gallimard, 160 sider, 16,90 euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu