Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Problemer med ’Processen’

Borgerscenen på Aarhus Teater fusionerer århusianeres egne livshistorier med Kafkas beretning om Josef K. Men det er ikke alt, der lykkes som teater
Kultur
17. januar 2015
Siggi Óli Pálmason har skabt en forrygende retssalsscenografi på Stiklingen i Aarhus.

Siggi Óli Pálmason har skabt en forrygende retssalsscenografi på Stiklingen i Aarhus.

Anna Marín Schram

Borgerscener er teatrets nye mantra. Nu skal borgerne ikke alene kunne være tilskuere til scenekunsten eller deltage interaktivt i forestillinger. Vi skal også selv kunne bidrage med vores egne livshistorier, enten som inspiration til forestillingerne eller konkret som autentiske performere på scenen. Som ’dokudrama’ eller ’dramadokumentar’.

Det er spændende, og borgerscenen er tydeligvis et skridt frem mod en yderligere demokratisering af vores statsstøttede scenekunst. Spørgsmålet er bare, hvordan borgersceneforestillingerne bliver til kunst – og ikke bare til demokrati.

På Aarhus Teater har instruktøren Anne Zacho Søgaard inviteret otte århusianere til at deltage i en fri fortolkning af Franz Kafkas bog Processen fra 1914. Konceptet har været, at disse borgere skal fortælle en oplevelse fra deres egen livshistorie, hvor de har følt sig underlagt systemet – på samme måde som hovedpersonen Josef K i Kafkas bog. Men derudover skal de også indgå i forestillingens fiktion og spille roller.

For svært

Det sidste går altså galt. Disse otte mennesker er både tiltalende og charmerende, men hvad de har af inderlighed og indignation kan ikke hamle op med deres mangel på skuespilteknik. Dette dilemma underminerer forestillingen lige fra begyndelsen, ikke mindst fordi instruktøren har afkrævet en diktion hos dem, som de slet ikke kan honorere. Ærgerligt nok.

Efter den kiksede introduktion bliver publikum udsat for en spørgeundersøgelse med håndsoprækning. Det er for langt og ikke særligt sjovt, men det går da an, hvis man altså er typen, der er glad for at blive spurgt om noget i det offentlige rum.

Derefter deles publikum op i grupper, og to af grupperne vandrer så rundt på Aarhus Teater, omtrent fra kælder til kvist. I tavshed og med åbne øjne – og med en sten i en sæk på ryggen. Her begynder en fin kropslighed at indfinde sig, og sanserne er på stilke. For her er den drabeligste samling af krinolineskørter og fægtesværd, man kan forestille sig. Men så kommer reglerne: Man må ikke tale, og man må heller ikke stoppe op undervejs, hedder det sig. Og så er det ligesom ikke helt så sjovt at gå på speedsightseeing.

For kejtet

Nuvel. 292 trappetrin og sikkert 10.000 rekvisitter senere ankommer vi igen til vores pladser. Her begynder så den egentlige forestilling: At de otte performere fortæller hver deres historie. Hjertegribende og urimelige og fyldt med overgreb og gru.

Men hvordan skal vi tilskuere egentlig lytte til historierne? Fordi performerne optræder som privatpersoner, fik jeg i hvert fald mest af alt lyst til at løbe op på scenen og omfavne dem og spørge, hvordan jeg kunne hjælpe. Men som performere var deres udtryk så kejtet og forceret, at jeg egentlig mest af alt kom til at føle distance til deres beretninger.

Mest frustrerende var en grusom andenhåndsberetning om en anonym flygtningefamilie fra Congo. Men hvad skulle jeg gøre med den viden? Skrive et protestbrev? Straks køre ud til det asylcenter, hvor de nu har ventet i 18 måneder i uvished – men som jeg ikke kendte navnet på? Eller hvad?

Speakers corner

Kun rummet fastholdt, at vi befandt os i en fiktiv teaterhandling. Scenografen Siggi Óli Pálmason har skabt den mest forrygende retssal ud af den lillebitte scene Stiklingen – med bogreoler i seks meters højde spækket med protokoller og de vildeste kuriositeter. Og uddrag af Kafkas bog var den ’handling’, som performerne indordnede sig under fra begyndelse til slutning.

Men kunst? Det blev det ikke til. Snarere et slags ’speakers corner’, hvor borgerne fik ørenlyd på en særlig måde. For jo. Selvfølgelig bliver der lyttet mere opmærksomt til disse menneskers historier på Aarhus Teater, end hvis de selvsamme mennesker havde fortalt de samme ord til en borgeraften på biblioteket eller rådhuset. Men fiktionssuset? Det fik jeg altså ikke.

At ændre verden

Efter forestillingen kunne jeg ikke lade være med at sammenligne med forestillingen Beton på Aalborg Teater. Her har dramatikeren Thomas Markmann researchet og indsamlet historier blandt borgere – her: betonarbejdere – som han bagefter har indskrevet som livshistorier i sit stykke, som professionelle og hundedygtige skuespillerne så performede. Det gjorde indtryk. Det gjorde ondt. Det satte sig i krop og sjæl. Og det gav mig som tilskuer lyst til at gå ud og ændre verden.

Det gjorde Processen ikke. Jeg vidste i hvert fald ikke, hvor jeg i givet fald skulle begynde. Men sådan er det vel, når man har begynderproblemer med processen. Både som borger og som teater.

’Processen’. Frit efter roman af Franz Kafka. Instruktion: Anne Zacho Søgaard. Scenografi: Siggi Óli Pálmason. Aarhus Teater, Stiklingen. Til den 31. januar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her