Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Rasende tankeorigami

Lars Noréns nye fragmentsamling giver hjertemassage til ordet ’tankevækkende’
Lars Norén.

Kristian Sæderup

Kultur
23. januar 2015

Mørkere end antracit, grafitgrå måske, er Lars Noréns nye nærmest kvadratiske bog, Fragment. Omslaget og bogens mange (upaginerede) sider er holdt i samme tusmørke- eller askegrå, og teksterne i lysegrå. Det er en overlegent smuk bog eller læseskulptur eller flise fra skyggeriget bestående af omkring 500 tekster på højst tre linjer, mange på to, en del på kun en enkelt lakonisk svirpende. Aforistisk komprimerede udsagn som synes nedfældet under en vandring gennem historiens og kulturens (især musikkens, filosofiens, litteraturens) massegrav, hvor Ungaretti ligger side om side med Heraklit, hvor græsk mytologi er lige så nærværende og evigt aktuel som Rosa Parks i bussen i Montgomery, hvor Hölderlin leder til Heidegger, der leder til Auschwitz. Hvor nazisternes bogbål på Opernplatz i Berlin er lige så aktuel og akut som Sisyfos’ sten eller Pandoras æske, der sættes til salg på Sothebys.

Et ruinøst altidslandskab, hvor alt er i opløsning og jeget under ’afskabelse’ og de døde er mindst lige så levende som de levende, der på deres side snarere er døde, eller i det mindste aldrig er langt fra Hades’ porte. »Det er snart nu, siger mit barn.« Men Hades skal vel bare læses overført? Nej. »Hades er en stille sø i Bohuslän.«

I Noréns tvelys er døden på samme tid nærtforestående og allerede indtruffet, og alligevel er der stadig liv, stadig lidelse (lidelse er, ifølge Norén, en hund, der trofast følger dig, selvom du pisker den og for længst er holdt op med at give den mad); der er stadig håb (selvom »håbet er værre end fortvivlelse«), stadig kærlighed (»jeg elsker også denne rædselsfulde verden – fordi en hund/med tre ben kan vække min forsvarsløse kærlighed«), stadig tænkning, dialoger med de døde, og stadig kogende patos og lapidarisk humor.

Som læser færdes man gennem dette mærkeligt flimrende dødsrige i selskab med et paradoksdyrkende og i knaphed filosoferende jeg, der f.eks. bærer rundt på »Góreckis strygekvartet som lårknogle«, alt står tilbage som benfragmenter, disjecta membra, som kvæg i mørket, der oplyses af korte lyn. »Fragmenter er de broer der opstår når katedraler falder sammen«, står der. Og: »Vi går på broer som braser sammen foran vores fødder.«

Grå æbler

Fragment kan læses som en vild samling spidsformulerede læsefrugter (grå æbler?) fra især filosofien og poesien, med en imponerende mængde nedslag hos folk som allerede nævnte Heraklit og Heidegger (som Norén ikke ser med milde øjne på), Nietzsche, Simone Weil, Cioran, Adorno, Hölderlin, Celan, Rilke, Primo Levi o.m.a. Tanker om Klytaimnestra og Ifigenia afløses uden videre af betragtninger over musikken (»Al kunst stræber efter at blive musik/selv musikken«, »Efter sin død komponerede Wagner Horst Wessel«), hip til kristendommen (»Bibelen er en krigsdagbog«, »Kristendommen, dødsfilosofi på ferie«), en gennemgående interesse i jødiske tænkere og et skarpt blik for fortidens og nutidens antisemitisme og fascisme, og en udtalt sprogskepsis (»sproget er det totalitæres vugge«, »sproget er en sindssyg mor«).

Når man står i denne storm af fragmenter opleves Noréns bog som overvældende righoldig. Men egentlig også som temmelig autoritær. Fordi aforismen i bund og grund er en autoritetsgenre. Den er kategorisk, konstaterende, kondenserende, postulerende, og hos Norén, når han er mindst interessant og kommer faretruende nær mystikkens orakeltale og intetheds-etuder, gerne også til overmål paradoksdyrkende. Sidstnævnte ’visdomsilluderende’ greb afføder en hel masse kiasmer, trætte krydsstillinger af ord og begreber, og kan for eksempel lyde som følger: »sjælens nat er ikke nattens sjæl« eller kan andre steder lyde som temmelig letkøbte forsøg på tankeblokader a la: »hukommelsens vigtigste funktion er at hjælpe os med at glemme«. Det er ikke her, jeg synes Noréns aforistik fungerer bedst, men der hvor hans ordknaphed og skarphed og skråsikkerhed og sorte humor (»Dø i dag – i morgen kan det være for sent«) skaber små eksplosioner i mig, sætter tanker i gang. Hvor aforismerne med andre ord som en slags rasende filosofisk tankeorigami lader sig folde ud og ikke stiller sig tilfreds med at være gordiske paradoksknuder. Hvis man springer let hen over sidstnævnte fragmenttype og i stedet fokuserer på Noréns ekspanderende onelinere og fortvivlede udbrud, så er der meget at komme efter. Jeg slutter med tre gode: »Hvordan skal jeg redde mig selv ud af mine handlingers regn«, »Der er intet håb, det er det eneste håb der er, jeg ved ikke om hvad«, »Også for Karl Marx var ordet vigtigere end handlingen«.

Citater fra bogen er i egen oversættelse.

Fragment
Lars Norén
Albert Bonniers Förlag
Upagineret
189 SEK
Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her