Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’... og røv og nøgler, du!’

Pelle Gudmundsen-Holmgreens operadebut om livets tomhed og tilsyneladende uforanderlighed ligner mere en installation end en opera
Pelle Gudmundsen-Holmgreens operadebut om livets tomhed og tilsyneladende uforanderlighed ligner mere en installation end en opera

Thomas Petri

Kultur
27. januar 2015

På Operaens mørke intimscene, Takkelloftet, er både sangerne, skuespillerne og orkestret rykket mere end almindeligt helt tæt på publikum til urpremieren på Sol går op, sol går ned. Scenekanten går helt op til skosålerne af folk på første række, og 10-mandsorkestret er placeret bagerst mellem salens to gange ca. 90 publikummere. Vi ser alt som med telelinse på i forhold til normalt til opera, hvor der er en orkestergrav og mange stolerækker mellem os og sangerne. Forestillingen viser sig hurtigt at være et godt stykke fra, hvad vi i traditionel forstand forbinder med genren – komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen (PGH) har også altid befundet sig bedst med at være på tværs.

Konceptet i Sol går op, sol går ned er helt nyt og bruger tekst fra dels Det Gamle Testamente, dels har Ursula Andkjær-Olsen skrevet replikker til skuespillerne. På sangsiden tager to solister sig af Kong Salomo som henholdsvis gammel og ung, en sopran synger unge Salomos elskede Sulamith, og koret forstærker eller kommenterer solisternes ytringer. Fire skuespilleres replikker anført af Lars Knutzon fungerer som anarkistisk kontrapunkt til sangerne. Gammeltestamentlig patos fra »Prædikerens bog« og sansepirring fra »Højsangen« over for brovtende hverdagssprog. Klædt i sorte og gule outfit– gymnastiktøj, kappe, fjer, punkfrisure, selvsiddende strømper eller i bamsedragt – ret komisk og svært at hitte ud af meningen med. Gamle Salomo, virkelig trøstesløst spillet af Sten Byriel, sidder i et stålbur og murrer over livet, der bare kører i ring: »Det, der var, er det samme som det, der kommer, det, der skete, er det samme som det, der vil ske; der er intet nyt under solen.« Overfor hans pessimisme har vi Salomo som ung og viril, smukt sunget af Andreas Landin med en tilpas kølighed midt i »Højsangens« ellers så saftige linjer.

Scenisk symfoni?

Scenen er ganske overrendt. Ud over sangere og skuespillere er der også jævnlige indslag med to dansere, og scenografien består af de to mandshøje bure, dusinvis af kulørte bolde i forskellige størrelser og en slags roterende halvcirkel af et solur.

For mig var oplevelsen af helheden for omskiftelig og kaotisk. Især skuespillernes plaprende hverdagsreplikker overfor den æstetiserede skønsang slog mig som ligegyldig, selv om de hos andre i salen fremkaldte latter. For eksempel som et tvært »... og røv og nøgler, du!« flyver ud af Lars Knutzons mund uden at påvirke sangerne. Næsten, som om de stod i hver sit lokale, som hver deres levende installation. Og at bruge sine komponenter som objekter er også et typisk træk hos PGH.

Han kalder heller ikke Sol går op, sol går ned for en opera. I Det Kongelige Teaters pressemateriale hedder den en scenisk symfoni, hvilket også er misvisende. På partiturets titelblad står der »musik og skuespil«, hvilket også flugter også bedre med oplevelsen af figurerne som installationer, man egentlig ikke skal hverken føle sympati eller det modsatte for.

I et halvt århundrede har PGH kredset om noget modstræbende i sin musik. Han modsiger sig selv hele tiden i en form for indre dialog. På den måde handler selv hans instrumentale musik om noget andet end blot at være velklingende toner. Orkestret i Sol går op, sol går ned trænger sig heldigvis ikke så meget på i den i forvejen fyldte arena, men pirrer alligevel ved sin særprægede besætning med blandt andet tre trækbasuner, der glider lidt frem og tilbage i bizarre mønstre, og en små-bluesy strygetrio i stil med PGH’s senere værker såsom Moving Still og ikke mindst tilføjer en spaciøs el-guitar og en rastløs el-bas en spændende farve til forestillingens spraglethed.

De smukke korpassager fik mig også til at glemme tid og sted, og i det hele taget lå den ’meditation’, som instruktør Eva-Maria Melbye ifølge programnoten sigter efter, i den rent lydlige side af Sol går op, sol går ned.

’Sol går op, sol går ned’. Musik og skuespil af Pelle Gudmundsen-Holmgreen (f. 1932) instrueret af Eva-Maria Melbye. Tekst fra Det Gamle Testamente og af Ursula Andkjær-Olsen. Sangere: Andreas Landin, Sten Byriel, Aileen Itani m.fl. Skuespillere: Lars Knutzon, Ida Cæcilie Rasmussen, Hadi Ka-Koush, Lado Hadzic. Dirigent: Jakob Hultberg. Scenografi og kostumer: Marcus Olson. Operaen, Takkelloftet, frem til 27. februar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her