Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Sherlock Holmes lever ...

... og det gør han i en 99 år gammel film, man troede var tabt, men som sensationelt er dukket op og nu får repremiere. I hovedrollen ses amerikanske William Gillette, der i begyndelsen af det 20. århundrede simpelthen var Sherlock Holmes og endda var med til at forme det billede af den populære detektiv, vi har den dag i dag
Den amerikanske skuespiller William Gillette spiller titelrollen i ’Sherlock Holmes’ fra 1916. En film, som man indtil for fire måneder siden troede var gået tabt for altid.

La Cinémathèque française

Kultur
28. januar 2015

Det er lidt af et mirakel, man kan være vidne til i La Cinémathèque française i Paris på lørdag. Detektiven Sherlock Holmes genopstår i en 99 år gammel film, Sherlock Holmes (1916), med den amerikanske skuespiller William Gillette i titelrollen.

Indtil for blot fire måneder siden troede man, at filmen var gået tabt for altid. Det var den ikke; den havde blot i mange år ligget i en kasse med et forkert mærkat på i kælderen under cinemateket.

Det er den slags, der sker med så gamle film, fortæller Céline Ruivo, der er kurator på cinemateket og har arbejdet med at gøre Sherlock Holmes klar til ’premieren’, og det er en af grundene til, at man indimellem stadig finder ’forsvundne’ stumfilm, man længe har ledt efter.

Miraklet består dog ikke kun i, at man nu kan få en gammel Sherlock Holmes at se, men i, at man kan nærstudere William Gillettes måde at spille ham på. Amerikaneren, der første gang spillede den britiske forfatter Arthur Conan Doyles rådgivende detektiv på scenen i 1899 – i et stykke, han med Doyles velsignelse selv havde skrevet – var den første skuespiller, der for alvor gjorde rollen populær. For flere generationer på begge sider af Atlanten blev Gillette, der spillede sit stykke mere end 1.300 gange over 30 år, identisk med Sherlock Holmes, og han er en slags ur-Holmes. Selv Doyle var glad for ham.

Sammen med forfatteren var Gillette – der tilmed tjente som inspiration for den amerikanske Sherlock Holmes-illustrator Frederic Dorr Steele – da også en af de vigtigste grunde til, at historierne om Sherlock Holmes blev så succesfulde, ligesom han var med til at forme det billede af detektiven, mange mennesker stadig har i dag, hvor han er så populær som nogensinde.

Det var f.eks. Gillette, der første gang gav Holmes en krum pibe i munden og lod ham sige: »Elementært, min kære ven«. Ingen af delene optræder i de originale historier. Det var den britiske Sherlock Holmes-illustrator Sidney Paget, der gav Holmes en deerstalker-hat på hovedet, men det var Gillette, der gjorde hatten berømt i sit teaterstykke – og i den ene film om Holmes, han altså lavede på baggrund af stykket.

Markant profil

For Sherlock Holmes-fans og sherlockianere har det kun været muligt at se billeder af Gillette i rollen og læse anmeldelser og omtaler af hans præstation. Indtil nu. Hvad er det så for en Holmes, man møder i Sherlock Holmes, der er produceret af Chicago-selskabet Essanay Studios og instrueret af Arthur Berthelet? I William Gillettes skikkelse er Holmes en høj, elegant mand med et bredt ansigt og en markant profil pga. en høgenæse.

Som i så mange andre stumfilm er detektiven mere en handlingens end en tankens mand – det er nemmere at lade ham handle end i mellemteksterne at skulle forklare, hvad han tænker – men ingen tvivl om, at Gillettes Holmes også er begavet og skarp. Sjældent går han i panik, ja, faktisk smiler han ofte for sig selv også i de mest faretruende situationer, formentlig fordi han ved, at han nok skal klare sig ud af kniben ved hjælp af sit intellekt.

Det er ikke svært at forstå, at Gillettes udgave af Holmes blev så populær; foran kameraet har han en naturlig autoritet og et nærvær, som sikkert har været endnu stærkere på scenen, hvor man også kunne høre ham tale.

Moriarty på nakken

Sherlock Holmes er som sagt baseret på William Gillettes eget teaterstykke, der igen låner elementer fra flere forskellige af Conan Doyles Holmes-historier, hovedsageligt Skandale i Bøhmen, men også Det sidste problem, Blodbøgene og En studie i rødt.

Kvinden Alice Faulkner (Marjorie Kay) har efter sin afdøde søster arvet en række breve, som søsteren fik fra den europæiske prins, hun havde et forhold til. En repræsentant for prinsen forsøger at købe brevene af Alice, men det afviser hun – hun vil bruge brevene til at hævne sin søster, der ikke blev behandlet særligt godt af prinsen.

Ægteparret Larrabee (Mario Majeroni og Grace Reals) får nys om brevene og narrer den ulykkelige Alice til at bo hos sig, så de selv kan komme i besiddelse af de værdifulde breve. Prinsens repræsentant henvender sig til Sherlock Holmes (Gillette) for at få hans hjælp, og ægteparret Larrabee slår sig sammen med professor Moriarty, Holmes’ skruppelløse ærkefjende, der kun siger ja til at hjælpe for at få skovlen under detektiven. Holmes gode ven og kronikør, dr. Watson (Edward Fielding), ser man i øvrigt ikke meget til i filmen. Men han er også en høj – højere end Holmes – og rank skikkelse, som bakker sin ven op, når der er brug for det, og det er der trods alt indimellem, når man har Moriarty på nakken.

Morsomme detaljer

Filmisk er Sherlock Holmes ikke den store åbenbaring. Kameraet bevæger sig stort set ikke, og overtoninger fra total- til nærbilleder bruges i stedet for zoom i den noget statiske og teateragtige iscenesættelse.

Den udgave af filmen, som La Cinémathèque française har fundet og viser på lørdag, er tintet i to farver – orange og blå. Den varer næsten to timer, hvilket er usædvanligt for tiden, og Céline Ruivo forklarer, at Sherlock Holmes dengang blev vist i fire dele over fire uger i Frankrig, mens den i USA formentlig blev vist som én lang film.

Til gengæld er filmen spækket med situationer og detaljer, som enhver Sherlock Holmes-kender vil lægge mærke til, more sig over og diskutere. F.eks.møder man første gang Holmes i hjemmelaboratoriet, hvor han foretager ildsprudlende eksperimenter, og flere gange ser man ham iføre sig den ’kulørte’ slåbrok, som også Doyle skriver om, og hvis design hver eneste film- eller tv-udgave af Holmes har haft sit eget bud på.

Begejstrede fans

Moriarty er med sine store, buskede øjenbryn og stirrende øjne en lidt komisk skikkelse. I en konfrontation med Holmes griber han hele tiden efter sin pistol, men holdes i skak af Holmes, og da han forsøger at skyde detektiven, har Holmes selvfølgelig tømt pistolen for kugler. Der er ikke så meget ’kriminalitetens fyrste’ over Moriarty eller hans håndgangne mænd, som er parodiske stumfilmskurke med krumme rygge og snerrende grimasser.

Men mest kontroversielt er nok, at Gillette rent faktisk lader fornuftsmennesket Holmes forelske sig – i Alice Faulkner, selvfølgelig. Men faktisk havde skuespilleren fået Conan Doyles velsignelse: »De kan gifte Holmes væk eller tage livet af ham eller gøre, hvad De har lyst til, med ham,« skrev forfatteren i et telegram til Gillette, da denne første gang kontaktede ham i forbindelse med sit teaterstykke.

Det var lidt af en kovending i forhold til, da Doyle solgte dramatiseringsrettighederne til den indflydelsesrige amerikanske teatermand Charles Frohman – Gillettes samarbejdspartner – og som det eneste krævede, at man ikke ville lave en kærlighedshistorie ud af Sherlock Holmes. I sin bog, Fra Holmes til Sherlock, skriver den svenske forfatter Mattias Boström, at kovendingen enten kunne skyldes, at Doyle havde glemt sit krav, eller at han var ligeglad. Ingen tvivl er der dog om, at La Cinémathèque française på lørdag vil være fuld af begejstrede filmfans og sherlockianere, og at foyeren bagefter vil genlyde af ivrig debat og måske endda skænderier. Nu er det jo heller ikke hver dag, at man er vidne til et vaskeægte mirakel.

Mere på www.cinematheque.fr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her