I skyggen af det armenske folkemord

Halfdan Piskets debutværk ’Desertør’ er en af de mest ambitiøse og dragende danske tegneserier i årevis
30. januar 2015

Desertør er fortællingen om en knækket mand, fanget i skyggen af det armenske folkemord og sin egen ungdoms vægelsind. Han er forfatteren Halfdan Piskets far, født i 1953 og opvokset i grænselandet mellem Armenien og Tyrkiet.

Som titlen antyder deserterede han som ung værnepligtig fra den tyrkiske hær, og rammefortællingen er fra militærfængslet, hvor han underlægges tortur. Men det er først og fremmest historien før hans skæbnesvangre flugt, der behandles i dette album, det første bind i en planlagt trilogi.

Tegneserien er blevet til på basis af samtaler mellem far og søn og er præget af en fragmentarisk, til tider næsten drømmende karakter – som var det en fortætning af en større, delvis fortrængt erindring.

Den akademiuddannede Pisket iscenesætter historien på sider tæt pakket med små billedrammer, digitalt tegnet i stærk sort-hvid kontrast og med ekspressiv linjeføring. Langt størstedelen af teksten er anbragt i kasser, faderens voiceover, mens kun særligt prægnante samtaler gengives i talebobler.

Sproget er kortfattet og skrevet med poetisk nerve: »I udkanten af byen/var der skyttegrave langs vejene fra gamle krige./Her blandedes jord og skeletter.« Sådan sættes scenen på en side domineret af billeder af krig og smerte, men også kors under blomstrende træer.

Byen er Kars, hvor kristne, muslimer og animister ifølge faderens erindring lever i harmoni. Han selv er søn af en armensk mor og en tyrkisk far. I skoven uden for byen ligger grupper af tyrkiske værnepligtige og bevogter den flygtige grænse. De beskrives som »ansigtsløse« og tegnes iført hvide lærredshætter.

Deres tilstedeværelse er truende og bringer mindelser om den menneskelige katastrofe, alle forsøger at fortrænge, trods knoglerne i vejsiden.

Bevægende

Pisket benytter sig højst effektivt af flere af den slags symbolske greb i en fortælling, der grundlæggende er realistisk tegnet. Den kontrastrige symbolisme bringer mindelser om den nyligt afdøde, franske mestertegner Didier Comès, mens strategien om visuelt at konkretisere psykologiske tilstande står i gæld til ligeledes franske David B.’s mesterværk Det store onde (1996-2003).

Læsningen kan undertiden føles en anelse tung, fordi præsentationen er så kompakt og fortællingen så kuldslået, men den menneskelige historie er bevægende.

Faderens motivation som desertør er kompleks. Splittelsen mellem to kulturer, folkemordets uomgængelige genfærd og ungdommelig trods spiller alle en rolle, men i sidste ende spejles det i et mere grundlæggende og sandsynligvis uforklarligt personligt svigt, som Pisket benhårdt søger at fremmane for læseren.

Som debutværk er Desertør et løfte om store ting for fremtiden, men i sig selv også blandt de mest ambitiøse og dragende danske tegneserier i årevis.

Desertør
Halfdan Pisket
Fahrenheit
103 sider
149, 95 kroner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu