Hvordan var det egentlig at bo i Sovjet som ung? Hvordan var det at skulle vente på alting – vente på mad og varer og tilladelser, mens livet gik sin gang i de mikroskopiske lejligheder, og rygterne fra Vesten var som forbudte film? Og hvordan var det at leve uden ytringsfrihed og med en censur, der var både klodset og krænkende?
Det er den historie, som forfatter Sonja Vesterholt selv har gennemlevet. En historie, der ændrede sig drastisk, da hun forelskede sig i en dansk mand – og da hun til sidst fik udrejsetilladelse og flyttede til Danmark i 1970. Denne voldsomme og ærlige livshistorie udgav hun som bog i 2011 under titlen Hunden er rask – og denne historie har hun nu dramatiseret sammen med skuespilleren Pia Rosenbaum.
Forbudt forelskelse
Monologen er lykkedes i den mest elegante russiske ånd og underdrivelse. Pia Rosenbaum lægger krop til Sovjet-uhyrlighederne, både som den unge, begavede studerende og den voksne kvinde, der ser tilbage. Og hun har en skøn teenageglæde og sanselighed, så beretningerne om forbudt forelskelse og sex bliver vidunderligt livsbekræftende.
Det stærke er, at Pia Rosenbaum samtidig har evnen til at spille smerte frem, som var hun en såret olding. Beretningen om hendes fødsel og den lillebitte søn, der ikke måtte blive i hendes arme, fordi hospitalssystemet havde faste ideer om desinfektion og fællesskabets krav, bliver til en ætsende tårefortælling – ukrukket og forfærdende. Og den viser en kvinde, der midt i et psykologiafvisende samfund ikke aner noget om sine egne følelser. Russisk latter eller ej.
Kampklar
Pia Rosenbaum viser her, hvilken fænomenal monologskuespiller hun er. Hun mestrer soloforestillingens hundesvære fremdrift. Hun ser tilskuerne i øjnene, og hun kan sagtens blive sin egen fortæller undervejs. Men hun bryder aldrig fiktionens kraft. Når hun er inde i sin rolle, er hun kampklar til sidste ord.
Hunden er Rask lægger sig derved flot i kølvandet på hendes tidligere maratonmonologer. Både den uforglemmeligt smukke Oscar og den lyserøde dame om en lille dreng, der får dødelig kræft, og den politisk barske Århundredets Rose om en jødisk kvinde, der overlever Holocaust.
Koder og censur
Hunden er rask har sin egen humor. Og i Kamilla Wargo Breklings iscenesættelse er det ikke mindst de rå stemningsskift, som bringer historien hjem. Fint hjulpet på vej af Helle Damgaards turnéscenografi, der består af en væg med sovjetplakater og behændigt skjulte skuffer.
Men titlen er misvisende. Denne forestilling handler ikke om en hund. Den handler om en kvinde i et Østeuropa, hvor systemet konsekvent mistænkte folk for at tale i koder – også når det gjaldt en simpel oplysning om en hund, der havde været syg. Desuden er det ærgerligt, at dramatiseringen ikke i højere grad har måttet ske på teatrets præmisser, så ikke mindst slutningen kunne fremstå så stærkt, som den fortjener.
Men monologen sprudler af overskud takket være Pia Rosenbaums fandenivoldske spændstighed. Uden censur.
’Hunden er rask’. Baseret på fortællinger af Sonja Vesterholt fra 2011. Dramatisering: Sonja Vesterholdt og Pia Rosenbaum. Instruktion: Kamilla Wargo Brekling. Scenografisk konsulent: Helle Damgaard. Oplevet på turné hos Hjørring Teater. Spiller nu på Hippodromen i Nørregade i København til 22. januar
"Beretningen om hendes fødsel og den lillebitte søn, der ikke måtte blive i hendes arme, fordi hospitalssystemet havde faste ideer om desinfektion og fællesskabets krav, bliver til en ætsende tårefortælling – ukrukket og forfærdende." Men kun hvis man som i teaterstykket åbenbart helt ahistorisk modstiller med dansk nutid.
Jeg er sgutte nogen dansk olding, men blev som baby på Rigshospitalet fjernet fra min mor hele natten og de fleste af dagtimerne - ikke efter sovjetisk mønster, men som den tids pædagogik vidste bedst. Langt bedre husker jeg min russiske datters tryghed og glæde ved at blive lagt i stramt svøb, uanset hvor meget dette prikkede til mine egne frihedsreflekser. Verden er mangfoldig, og dette stykke teater ser mest til at grave grøfter imellem os.