Læsetid: 2 min.

Spændstig humor bag Muren

Pia Rosenbaum spiller den skønneste overleverkvinde i Sovjet-tiden i Folketeatrets tankevækkende forestilling over Sonja Vesterholts fortællinger om at være ung uden ytringsfrihed
Pia Rosenbaum har en energi som en teenager og en sorg som en olding i den betagende Sovjet-monolog ’Hunden er rask’ på Folketeatret.

Pia Rosenbaum har en energi som en teenager og en sorg som en olding i den betagende Sovjet-monolog ’Hunden er rask’ på Folketeatret.

Folketeatret

10. januar 2015

Hvordan var det egentlig at bo i Sovjet som ung? Hvordan var det at skulle vente på alting – vente på mad og varer og tilladelser, mens livet gik sin gang i de mikroskopiske lejligheder, og rygterne fra Vesten var som forbudte film? Og hvordan var det at leve uden ytringsfrihed og med en censur, der var både klodset og krænkende?

Det er den historie, som forfatter Sonja Vesterholt selv har gennemlevet. En historie, der ændrede sig drastisk, da hun forelskede sig i en dansk mand – og da hun til sidst fik udrejsetilladelse og flyttede til Danmark i 1970. Denne voldsomme og ærlige livshistorie udgav hun som bog i 2011 under titlen Hunden er rask – og denne historie har hun nu dramatiseret sammen med skuespilleren Pia Rosenbaum.

Forbudt forelskelse

Monologen er lykkedes i den mest elegante russiske ånd og underdrivelse. Pia Rosenbaum lægger krop til Sovjet-uhyrlighederne, både som den unge, begavede studerende og den voksne kvinde, der ser tilbage. Og hun har en skøn teenageglæde og sanselighed, så beretningerne om forbudt forelskelse og sex bliver vidunderligt livsbekræftende.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Beretningen om hendes fødsel og den lillebitte søn, der ikke måtte blive i hendes arme, fordi hospitalssystemet havde faste ideer om desinfektion og fællesskabets krav, bliver til en ætsende tårefortælling – ukrukket og forfærdende." Men kun hvis man som i teaterstykket åbenbart helt ahistorisk modstiller med dansk nutid.

Jeg er sgutte nogen dansk olding, men blev som baby på Rigshospitalet fjernet fra min mor hele natten og de fleste af dagtimerne - ikke efter sovjetisk mønster, men som den tids pædagogik vidste bedst. Langt bedre husker jeg min russiske datters tryghed og glæde ved at blive lagt i stramt svøb, uanset hvor meget dette prikkede til mine egne frihedsreflekser. Verden er mangfoldig, og dette stykke teater ser mest til at grave grøfter imellem os.