Læsetid 4 min.

Sprængte rammer

Med værker i storskala forandrer Ruth Campau hele Overgadens underetage til en scene for subtil leg med maleriets historiske betydninger
Ruth Campau: ’Between the Past and the Coming (Eismeer)’ (2015).

Ruth Campau: ’Between the Past and the Coming (Eismeer)’ (2015).

Anders Sune Berg
30. januar 2015

Hvis arkitekturen skaber det rum, der umærkeligt folder sig omkring os, og maleriet omvendt illuderer det samme rum i mere eller mindre demonstrative imitationer, så har Ruth Campau (f. 1955) sat sig for at modbevise denne opfattelses simple modstilling af det to- og tredimensionale. Hendes maleri besidder sjældent reminiscenser af imitativ illusion, men danner tværtimod sine egne rum og tilnærmer sig mange gange den egentlige arkitektur i format. Campaus værker befinder sig så fjernt i udkanten af det udvidede maleris periferi, at de ikke kan undgå også at aspirere til helt andre betegnelser: installationskunst, bygningsintegreret kunst, udsmykning. Alligevel giver det mening at betragte hendes værker som maleri, for trods deres omsluttende, indgribende og rumskabende formater er et primært virkemiddel og en konstans farven.

Det er på høje tid, at en så sjældent cool romantiker af en maler får en større præsentation. Sidste år kunne man ganske vist se en fin præsentation af mindre arbejder fra Campaus hånd på Marianne Friis Gallery i København, heraf en del vægarbejder holdt i grålige nuancer samt mindre collager, der var blevet til under et ophold i New York. Men selv om Campau udmærket behersker de mindre formater, kommer hun bedst til sin ret i de større formater, som bringer værkerne i retning af det decideret arkitektoniske. Det er den type arbejder, man lige nu kan se på Overgaden, hvor Campau udfolder sig i storladne formater, der er skabt direkte til stueetagens udstillingsrum.

Ishav

I hovedsagen er der tale om to værker, der bindes sammen af en kavalkade af lidt mindre arbejder. Det sydvendte indgangsrum med sine karakteristiske søjler er omdannet til et stort horisontalt maleri, der består i hundredevis af akrylglasplader i forskellige størrelser og former placeret direkte på gulvet i varierende højder, så de danner et fragmenteret, krystallinsk og lagdelt plateau af opdæmmede farveformationer. Eller et ishav, sådan som titlen – Between the Past and the Coming (Eismeer) – med slet skjult henvisning til Caspar David Friedrichs berømte maleri siger. Hver akrylplade er indfarvet med de karakteristiske farvebånd eller striber med vekslende farvemættethed, som i deres endeløse gentagelser kan forekomme mekaniske, men hvis man tager dem i nærmere øjesyn er lavet manuelt og med pensel.

Nogle få steder danner de uregelmæssige akrylplader en form for isskruninger, der tvinger pladerne op i vertikal stilling, så spidse flager rejser sig fra gulvets flade. Rundt i marginen af dette ishav, langs rummets vægge, er der desuden bygget en forhøjning, som publikum kan betræde for at tage værket i øjesyn fra forskellige højder og positioner. Podiets sider er beklædt med spejlfolie, så det horisontale værks udstrækning fordobles, når man betragter det fra rummets indgange. I de blanke akrylpladers farvede overflader bliver lysindfaldet fra de store vinduespartier desuden fanget og reflekteret i et intrikat lysspil, der viser materialernes og farvernes vekslende refleksive og absorptive egenskaber.

Dette ishav, der måske også blot kan ses som et splintret spejl, er umiddelbart betagende, men også atypisk for Campau i sin imitative bestræbelse. Selv om ’ishavets’ naturimiterende dimension måske er en sekundær kvalitet ved et først og fremmest abstrakt maleri, så er det vanskeligt at overse referencen til en romantisk landskabstradition i værket. Hvor Campau almindeligvis helt afholder sig fra at antyde figurative potentialer i sine arbejder, fremstår Between the Past and the Coming (Eismeer) således som en brydningsfigur, der vipper på kanten mellem abstraktion og figuration. For mig at se tilføjer denne reference til landskabstraditionen ikke værket noget godt, men låser det i en problematisk og unødvendig figurativ forståelsesramme.

Rumlig struktur

Udstillingens andet værk hedder blot Between the Past and the Coming og udgøres af et kæmpe gardin, der i ni meters bredde løber fra loft til gulv i det nordvendte udstillingslokale. Det gigantiske gardin er bemalet med vertikale bånd i grålige nuancer på en metallisk bund og sammensat af flere individuelle stykker, som fortsætter ud på gulvplanet, så der dannes et halvrum. På afstand ser gardinet ud til helt at blokere for adgangen til den bageste del af udstillingsrummet, men tættere på åbner der sig passager på begge dets sider. Når man bevæger sig om på bagsiden, overraskes man over, at forsidens flade og faldende struktur her afløses af et komplekst, tredimensionalt gitterværk af tynde, spejlfoliebeklædte metalpinde, som er partielt spraymalede i forskellige farver.

Gitterværket er nok en bærende understøttelse af frontens gardin, men samtidig er det mere end det, nemlig en installatorisk gevækst eller knopskydning, som med fuld integration af rummets to store betonpiller danner en spinkel, rumlig struktur. Forsidens gardin og bagsidens gitterværk danner tilsammen en forvokset variation over det konventionelle maleris lærred og blindramme, som i Campaus udvidede version også leger med ideen om at skifte plads og frigøre sig fra væggen, vokse ud i rummet.

Egentlig har værket derfor ikke nogen forside eller bagside, men udgør en organisk, tredimensional helhed, der etablerer et avanceret spil omkring flade og dybde, figur og grund. Vel at mærke i et subtilt og afmålt samspil med Overgadens eksisterende arkitektur. Man fornemmer her, at Campau er vant til at arbejde med bygningsintegreret og stedsspecifik kunst og bemestrer arbejdet med at forskyde rumlige betydninger gennem sine indgreb. Hele Overgadens underetage forekommer forfriskende forandret via Campaus fint afstemte værker, som demonstrerer, hvordan et udvidet maleri udmærket kan antage konkret rumlig karakter, grænsende til det regulært installatoriske.

Ruth Campau. Between the Past and the Coming. Overgaden – Institut for Samtidskunst. Overgaden Neden Vandet 17. Indtil den 15. marts.

Artist talk med Ruth Campau torsdag den 12. februar kl. 18

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu