Læsetid: 4 min.

Den store beskytter

Der bliver kippet lovlig meget med flaget og hyldet lidt for mange helte i Clint Eastwoods nye film, ’American Sniper’, som dog samtidig er et psykologisk komplekst portræt af en soldat i krig
Bradley Cooper gør det formidabelt som Chris Kyle, en umiddelbart glad cowboy, der bliver mere og mere indadvendt og stille, efterhånden som krigen når under huden og ind i hovedet på ham.

SF Film

22. januar 2015

Da Chris Kyle var dreng, fik han af sin far at vide, at der fandtes tre slags mennesker i verden: Får, rovdyr og fårehyrder. Altså ofre, overfaldsmænd og beskyttere. Og i Chris’ familie var de hverken det første eller det andet. De var beskyttere.

Det er i denne (måske lidt forenklede) kontekst, at man skal forstå, hvorfor Texas-knægten – og hovedpersonen i Clint Eastwoods nye, virkelighedsbaserede film, American Sniper – lægger sit liv som rodeocowboy bag sig og i stedet melder sig til militæret, da han på tv i slutningen af 1990’erne ser amerikanske ambassader i Mellemøsten blive angrebet.

Det er også denne måde at tænke og leve på, Chris Kyle (Bradley Cooper) bringer med sig til Irak, da han efter 11. september 2001 sendes i krig og snart bliver kendt som ’Legenden’, fordi han liggende på byens tage sjældent rammer ved siden af med sin snigskytteriffel. Kyle bliver skytsengel for de soldater, som på jorden arbejder sig frem gennem livsfarlige byer fulde af oprørere med våben og bomber.

Intense øjeblikke

Det har sin pris at være så god med en riffel. Oprørerne sætter en pris på Chris Kyles hoved, og hver gang han kommer hjem til sin kone (Sienna Miller) og siden også sin lille søn, finder han aldrig ro.

Han føler, at han er nødt til at tage af sted igen for at hjælpe og beskytte sit land og ikke mindst sine landsmænd. Og da Kyle endelig er klar til at blive hjemme, opdager han, at krigen er fulgt med ham – at slagmarken stadig buldrer løs inde i hans hoved.Det er dette psykologiske og menneskelige aspekt af American Sniper, der virkelig er interessant, for Kyle kan og vil til at begynde med ikke indrømme overfor sig selv eller sin kone, at han ikke kan lægge krigen bag sig; at han på en måde hjemsøges af de ting, han har set og gjort. Han er ikke et offer, han er en beskytter.

Der er voldsomme scener i filmen, hvor Kyle og hans soldaterkammerater er under kraftig beskydning, og nogle af dem såres og dør. Og der er andre, endnu mere intense øjeblikke, hvor Kyle skal finde ud af, om han for eksempel skal skyde den irakiske kvinde og dreng, han kan se igennem sit sigtekorn. Er de fjender med våben skjult under tøjet, eller er de uskyldige mennesker, der forsøger at komme i sikkerhed? Det er de svære og nogle gange umulige valg og beslutninger, han står overfor, og som slider på ham, ikke mindst mentalt.

Bradley Cooper gør det formidabelt som Chris Kyle, en umiddelbart glad cowboy, der bliver mere og mere indadvendt og stille, efterhånden som krigen når under huden og ind i hovedet på ham. Det er en af den amerikanske skuespillers bedste præstationer, og han har været nødt til at tøjle noget af den nervøse energi, der ofte har været brændstof for de personer, han spiller. I American Sniper foregår det meste i hans hoved og hans øjne.

God er også Sienna Miller, som Kyles forstående og forståeligt bekymrede kone, der oplever sin mand forsvinde, selv om han er returneret fra Irak.

Denne indfølte og medrivende menneskelige fortælling, som Clint Eastwood håndterer så dygtigt og afdæmpet, også filmteknisk og i forhold til iscenesættelsen, skæmmes dog af det, man mere og mere fornemmer er det egentlige ærinde med American Sniper: At kippe med det amerikanske flag og hylde krigsheltene. Der er en grund til, at filmen – og bogen bag af blandt andre Chris Kyle selv – hedder American Sniper, og selv om Eastwood og hans manuskriptforfatter, Jason Hall, ikke ignorerer krigens gru eller de alvorlige konsekvenser for soldaterne, fremstår de irakiske oprørere kun som snu og grusomme fjender, barbarer, der skal slås ihjel.

Gammeldags patriotisme

Clint Eastwood, der altid har været republikaner, men en af de mere moderate og humanistiske af slagsen – han lavede for nogle år siden de fantastiske og nuancerede Flags of Our Fathers og Letters from Iwo Jima om Anden Verdenskrig – er med årene tilsyneladende blevet mere højreorienteret.

Han virkede lettere vanvittig, da han i 2010 holdt støttetale for Mitt Romney – en stol midt på scenen, som Eastwood rablende talte til, skulle forestille Obama – og American Sniper er sammen med Peter Bergs Lone Survivor (2013) en slags call to arms; et noget forsinket, gammeldags patriotisk og propagandistisk og nu også økonomisk meget succesfuldt og flere gange Oscarnomineret modsvar til de film, der gennem de seneste 10-15 år har kritiseret krigen i Irak og Afghanistan.

Men Eastwood har jo også altid selv været en beskytter, ikke mindst i de film, hvor han spiller revolvermand i Det Vilde Vesten eller detektiven Callahan i Dirty Harry i 1970’ernes San Francisco.

’American Sniper’ Instruktion: Clint Eastwood. Manuskript: Jason Hall. Ærkeamerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Det er helt uroligt - for mig i hvert fald - så blandede anmeldelser American Sniper har fået i de danske aviser. Det var netop Chris Kyles break-up eller utilpassethed i civilsamfundet, der slog mig, da jeg så filmen, hvilket også Christian Monggaard fremhæver.

På nettet fandt jeg en side, hvor filmens Chris Kyle blev sammenlignet med de biografiske data fra den virkelige Chris Kyle. Det blev bl. a. anført, at skilsmisseprocenten for Navy Seals var 9o % - halvfems procent!!!
Det er godt nok en høj pris at betale. Virkelighedens Chris Kyle var åbenbart også tæt på en skilsmisse, hvilket fik ham til at forlade Forsvaret.
Episoden i filmen, hvor en telefonsamtale med hustruen blev afbrudt af kamphandlinger, er åbenbart autentisk. Han ringede nu og da hjem, mens han lå i position og ventede på mål. Pludselig blev hans stilling angrebet, han dropper telefonen og skyder løs, og hustruen får det hele med incl skrig, eder og forbandelser under kampen. Inden kampen er forbi, løber telefonen ud af strøm, og Chris Kyle tror blot at han har afbrudt forbindelsen på normal vis, så han ringer ikke hjem igen før efter 2 dage. På det tidspunkt er Taya Kyle på nervesammenbruddets rand; og hun stod med ansvaret for at få en dagligdag med 2 børn til at fungere.
Taya Kyle forklarede i et indlæg på National Rifle Associations årskongres, at Chris Kyle i det hele taget ikke var nærværende, når han var hjemme fra Iraq, hvilket fremgår tydeligt i filmen.
Chris Kyle forklarede i et TV-interview i forbindelse med sin bogudgivelse, at han i lang tid var vred på sin hustru, fordi hun havde stillet ham overfor valget mellem familien eller Navy Seals; hun havde jo vidst, at han var soldat, inden de blev gift!!
Det er jo ikke til at have med at gøre at elske den slags mennesker – sagt med al respekt. Hvis man skal leve med dem, skal de laves om, og hvad får man så ud af det, hvis det endelig skulle lykkes.