Efter syndfloden

Craig Thompsons graphic novel ’Habibi’ er på én gang orientalistisk skrøne, teologisk eksegese, romantisk melodrama, slet skjult sexploitation, klimakampskrift og kunstnerisk manifest på egne og tegneserieformens vegne
3. januar 2015

Habibi er et værk af den art, hvor den talentfulde, viderekomne kunstner sætter alt på ét bræt. Det er imponerende, i passager smukt, i andre foruroligende, men desværre også dissonant, svulstigt og farligt tæt på kitsch.

Amerikanske Craig Thompson gjorde sig i 2003 bemærket med den tommetykke selvbiografiske Blankets (på dansk En dyne af sne, 2008), om den unge tegners første kærlighed og spæde frigørelse fra sin midtvestlige barndoms fundamentalistisk kristne miljø. Den endnu tykkere Habibi – der udkom på originalsproget i 2011 og nu foreligger mundret oversat til dansk – overfører disse temaer til fiktionens bredere lærred.

Udlægninger af Biblen og Koranen og af den sammensmeltning af de hellige ord og livets billeder, som kalligrafien – og naturligvis tegneserien – foranstalter, udvider forfatterskabets teologiske overbygning. Samtidig er den seksuelle spænding konstant, på en gang voyeuristisk udtrykt i de elegant svungne penseltegninger og nærmest sadistisk i sit fokus på voldtægt og ydmygelse. Værket lever således mest vitalt i denne gestaltning af den ældgamle modstilling af det hellige og det profane.

Skal meget ondt igennem

Habibi fortæller historien om to tabte børn i et eventyrligt – tænk Tusind og én nat – men glimtvis også nutidigt Arabien. Dodola giftes som mindreårig bort af sin familie, hendes mand myrdes af røvere, og hun søger sammen med den lille slavedreng Zam tilflugt på en båd, der ligger strandet i ørkenen. De er uden det vand, der fortællingen igennem agerer symbol for deres kærlighed – det tilsøles af åbne kloakker, udtørres af klimaforandringer og når aldrig idealets jomfruelige renhed. De tos veje skilles, da han flygter i chok over sin gryende pubertære lyst til hende. Hun bliver sidenhen en del af den grumme sultans harem og bliver hurtigt dennes favorit. Han slutter sig til en gruppe prostituerede i storbyen.

De to skal meget ondt igennem, før de kan forenes, så meget, at deres kærlighed aldrig vil kunne forløses, som forestillingen foreskriver. Den mandlige seksualitet er den ødelæggende drivkraft, billederne udtryk for dennes dominerende blik, med Dodolas arabesker som den centrale fetich. Thompson er en virtuos tekniker, såvel i ’billede til billede’-fortælling som med den svungne pensel. Idolerne er først og fremmest den grafiske romans amerikanske godfather, Will Eisner, og den franske, ligeledes seksuelt plagede mestertegner Blutch.

Orientalske stereotyper

Thompsons problem er imidlertid en kunstnerisk narcissisme, der fanger ham i overfladen. Alt er tegnet med den samme pralende lethed: Bræk, blod og skidt står lige så lækkert på papiret som Dodolas gnistrende sorte hår. Skildringen går fra det ensidigt og utidigt karikerede (sultanen) til det svulstigt overstyrede (Dodola og Zam) og nærmer sig i de stærkest følelsesladede sekvenser klicheens sigøjnerbørn med paraffintårer.

Thompson er blevet kritiseret for at anvende orientalistiske stereotyper, og med rette. Hans store satsning er at fortælle en kompleks historie på grundlag af stereotyper og en problematisk eksotiserende kontekst – en ikke ukendt ambition i den klassiske tegneserie og en, der i særlig grad blev udforsket af Eisner i hans sene, melodramatisk-realistiske arbejder. Al ære værd, men Thompsons brug af stereotyperne rummer for få overraskelser eller pointer, hvilket åbner for distraherende anklager mod ham om racisme.

Konstruktionen skælver under sine egne ambitioners vægt. Thompsons kunstneriske forfængelighed tillod ham ikke at nedtone dem. Heldigvis, for så var det nok bare blevet kedeligt. Nu er der er kommet et fascinerende fejltrin ud af det, et værk, der gnistrer af urealiserede spændinger.

Craig Thompson: ’Habibi’. Oversat af Dorthe Frei Christensen med Oscar K., Fahrenheit, 672 sider, 399 kroner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu