En af året 2014’s største popkulturelle stjernestunder var, da et synthpopband fra Baltimore ved navn Future Islands optrådte i David Lettermans talkshow. Klippet, hvor bandet fremfører deres romantiske popsang »Seasons (Waiting On You)«, har kørt i båndsløjfe, tilsyneladende uden at slide på sin stærkt dragende kraft. Takket være forsanger Samuel T. Herring, der udviser en oprigtig begejstring ved musikkens væsen, der sjældent ses i poppens gennemkoreograferede inderlighedsteater.
Og her otte måneder efter det legendariske tv-øjeblik er det stadig svært at lytte til Future Islands’ album Singles uden at se Herrings optræden for sit indre blik: Knytnæven, som han dunker insisterende imod brystkassen som en ubestemmelig krydsning mellem en smørtenor og en gorilla. De naive brune øjne, der søger kontakt med publikum lige så troskyldigt som et spædbarn. Og endelig stemmen, der med showmanship som Elton John og hvid soul som Phil Collins sentimentalt opfordrer os til at turde tro på kærligheden.
Sans for melodrama
Man kan sige, at Herring ibrugtager en sans for melodrama, der almindeligvis er forbeholdt kvindelige popsangere. På Singles er det i hvert fald en ret anonymt lydende new wave, der er bagtæppet for mandens uudgrundelige performerpersona. Hjerteblødende sjælere bliver bøjet i neon, og 80’er-romantiske kærlighedshymner bliver malet i turkisblå flader, mens Herring skiftevis hulker, groover og growler.
Det var måske kontrasten mellem glat synthpop og inderlig følelsesudkrængning, som vi fandt så gribende ved Future Islands. Men den kombi er jo ikke noget nyt fænomen. Historisk har én tidlig forgrening af den elektroniske musik handlet om at forhøje fremmedgørelsen ved hjælp af vokalmanipulationer, robotstemmer og generel udviskning af ethvert menneskeligt særpræg. Men samtidig har der været en sideløbende forgrening, der nærmere har forsøgt at kompensere for den maskinelle fremmedgørelse ved at skrue maksimalt op for følelsesudladningerne. Helt op i det røde felt med inderligheden. På Yazoos »Don’t Go« fra 1982 står Vince Clarkes kolde synthflader for eksempel i skarp kontrast til sangerinden Alison Moyet, der med operatisk svulstig stemmeføring trygler sin elskede om at ikke at forlade hende.
Og det er den sidstnævnte tradition, som Future Islands så fornemt holder i hævd. I sig selv er Singles et usædvanligt veldrejet popalbum, der, som titlen med popkulturel frækhed antyder, ikke indeholder svage numre. På den måde er Future Islands og deres store tv-øjeblik også fortællingen om outsiderne, der til slut opnåede deres velfortjente popularitet.
Påtaget venstrehåndspræg
Et andet usædvanligt bidrag til det forgangne års poplandskab stod Mac DeMarco for. På den blot 35 minutter lange plade Salad Days excellerer canadieren i bedårende døsige melodier skødesløst stykket sammen af rundtossede guitarriffs serveret i en sauce af rumklang. På »Let My Baby Stay« kommer dovenskaben næsten på højde med hawaiiansk palmesusen og ukulele-klimpren. Hvem skulle tro, at man blot med et solidt greb om guitarens tremoloarm så effektivt kan jage protestantisk arbejdsmoral på flugt?
Potentielt kunne DeMarco måske være en popgenial outsider af Syd Barrett-skolen. Men alligevel fremstår han lidt som en begavet gymnasiedreng, der med vilje sløser med sine evner for at være med i den populære klike. En excentriker, der selvbevidst camouflerer sit feinschmeckeri med et påtaget venstrehåndspræg.
Derfor kunne man godt ønske, at den gode Mac udfordrede sig selv mere. Enten ved at iblande kompositionerne et større mål af den særlige løjerlighed, som kun er til stede i et diskret omfang. Eller ved at stikke af fra det patenterede lydbillede af ringlende guitarer, der synger i kor med hans søvnige stemme. Nu står Salad Days i hvert fald ikke tilbage i erindringen som meget mere end et falmet sommerminde.
Future Islands: ’Singles’ (4AD/Playground)
Mac DeMarco: ’Salad Days’ (Captured Tracks/Playground). Er udkommet
