Læsetid: 3 min.

Åh, at dø ved Belle & Sebastians side

Sikkert et mareridt for nogle, men hvilken drøm for romantiske sjæle af den mere indie-sindige variant at nyde Belle & Sebastians sofistikerede evne til at have spist af den forbudne frugt – og stadig hævde ikke at kende smagen af æble
Den skotske gruppe Belle & Sebastian har sublim sans for deltaljen på deres nye albumudgivelse.

Den skotske gruppe Belle & Sebastian har sublim sans for deltaljen på deres nye albumudgivelse.

Søren Solkær Starbird

17. februar 2015

Balancen mellem erfaring og uskyld er Belle & Sebastians linedans. At have spist af den forbudne frugt, åh, så grådigt, og så alligevel lade som om man aldrig har smagt et æble. At kærligheden er ren, selvom de perfekte par forliser. At alle døre står åbne, selvom alle åbninger er muret til. At verden skal mødes med åbne sanser, mens korpusset er ved at ramle om ørerne på afsenderne af de senromantiske sange på Belle & Sebastians nye album Girls In Peacetime Want To Dance. »Life was way too much/It was loud and rough round the edges«.

Glasgow-sekstettens nye album åbner med ’Nobody’s Empire’, der synes at være en statusopgørelse over et liv og et parforhold. Protagonisten er brudt sammen, er i febervildelse, giver med glæde slip. Vågner så op til sin elskedes natkrøllede ansigt. »We are out of practice, we’re out of sight/On the edge of nobody’s empire.« Og hun er en stille revolution, bemærker forsangeren Stuart Murdoch. Han håber virkelig, at han har været god nok til hende, og så overlader han undergangsvisionerne til de døende. Klar til endnu en omgang på hverdagens slagmark.

Det store finder udtryk i det små hos Belle & Sebastian, ja selv når de giver los, så er det med livrem og seler. Og netop denne britiske og vel også nordiske disciplin, de tilbageholdte vandmasser med popsangene som store kunstfærdige dæmninger, gør dem – i hvert fald for denne middelklassedreng fra en protestantisk provinsby – så satans rørende.

De flyvske tanker og dunkende følelser er dæmmet nydeligt op i formfuldendte popsange, der lever stilistisk og flamboyante udsvævende liv i gevandter hentet fra jazz, fransk 90’er-house, (vistnok) congolesisk polyrytmik, tyndarmet glamrock, bleg Motown, Melodi Grand Prix-disco fra 70’erne, græsk bouzouki-folklore, mexicansk mariachi-trompet. Det føles flere steder, som om vi rent musikalsk er på lynvisit i Belle & Sebastians barndom og ungdom. Er det en grisefest i Middelhavsområdet, vi kan lugte osen af på den fabelagtige, temposkiftende og region-zappende ’The Everlasting Muse’? Eller er det deres nik til Reparatas forunderlige 1973-hit ’Shoes’ (den som The Smiths også nikker til på ’A Rush and a Push and The Land Is Ours’)?

Er det lille Stuart, der danser foran billedrørs-fjerneren til Top of The Pops på den hymnisk trampende ’The Book of You’?

Og er vi tilbage i sodavandsdiskoteket på den synth-boblende ’Enter Sylvia Plath’?

Rørt over livet

Der er altså mange tider på spil i deres musik, lige som vi i teksterne glider mellem alderens klaustrofobiske desillusion og ungdommens drømme om panoramisk udfrielse. Mest markant måske hvis man stiller den politiske ’The Cat With The Cream’ – »Men in frocks debate all the policy changes/Everybody bet on the boom and got busted« – over for ’Enter Sylvia Plath’ – »I’ll be your sidecar if you want to race/Want to race/Put your hand on mine/And take me from this tired ride«.

Girls In Peacetime Want To Dance er Belle & Sebastian, når de er mest udsvævende og frit shoppende i musikhistorien, med et panoramisk overblik og en sublim sans for den lille overlabre detalje, der sender lytteren i melankoliens syvende himmel. Men det er også denne forunderligt underspillede skotske gruppe, når de er allermest rørte over livet. Hvad var det lige, der røg forbi med så fandens høj fart? »In everything you leave a clue/A little trace, a sign of you.« Åh, at dø ved Belle & Sebastians side, sikke et endeligt.

Eller at opstå under indflydelse af Belle & Sebastian? Heller ikke ringe. Hvis man ellers sørger for, at æblet triller et sundt stykke fra stammen i stedet for at klamre sig til den mødrene og fædrene gren.

Ufærdige og blodfattige

Der bliver desværre klamret en del på London-trioen Telemans debutalbum Breakfast. Sangene er underspillet melankolsk stiff upper lip-indie. Ja, forsanger Thomas Sanders har endda samme genert anfægtede stemmeføring og tørt melodiske enkelhed som Stuart Murdoch. Hvis han altså ikke lyder som vores egen Christian Hjelm(!). Sangene er små, charmerende, men også for små. De er for blege afskygninger af forbilleder. Ja, på den led er Teleman først og fremmest en påmindelse om at høre noget mere Belle & Sebastian. Og således kan eftersnakkerne også spille en vigtig – omend utilsigtet – rolle i den musikalske fødekæde.

Uden at det på noget tidspunkt bliver dårligt, så er Teleman altså for ufærdige og for blodfattige. Så hellere forbløde til Belle & Sebastian.

Belle & Sebastian: Girls In Peacetime Want To Dance (Matador/Playground)

Teleman: Breakfast (Moshi Moshi/Cooperative Music)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu