Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Alting sker så meget!

Maksimalisme er internetgenerationens æstetiske ideal og sangeren Dawn Richard er det hidtil bedste bud på, hvordan maksimalistisk popmusik skal lyde. Albummet ’Blackheart’ er en perlerække af hits, hvor alt kan ske, gerne samtidigt
Kultur
3. februar 2015

Everything happens so much« – alting sker så meget. Det kunne være Googles nye motto, men det er et berømt tweet fra 2012 af den mystiske Twitter-bruger Horse ebooks. Tweetet er sidenhen blevet et slogan henholdsvis en samtidsdiagnose for internetgenerationen. Alt præsenteres og opleves samtidig – på godt og på ondt. Er det noget, du kan genkende eller måske føler er på tide, du får smag for? Så skal du lytte til den amerikanske popsanger og sangskriver Dawn Richard, der har givet diagnosesloganet et soundtrack. På hendes nye album Blackheart, der er anden udgivelse i en planlagt trilogi, er popmusikken en maksimalistisk platform, hvor man ikke har én følelse ad gangen, men alle samtidigt, og hvor de æstetiske udtryk står som sild i en tønde.

Hør bare albummets tre første numre. Uden afbrydelse føres man gennem rå a capella-sang, autotunet korhymne, et rent elektronisk nummer med Twin Peaks-akkorder, kalypsotrommer og trapbeats, og hen til popbangeren »Blow«, der har en produktion så tætpakket, at den næsten bekæmper vokalen, som til gengæld leverer årets harmonisk set mest kryptiske popomkvæd. Først herefter kan vi puste ud!

Kort sagt: Pauser er ikke noget, Dawn Richard gør sig i. Faktisk er der flydende overgange mellem stort set alle numre – en produktionsform som traditionelt kun har et lille følgeskab i pop (som til gengæld tæller Prince).

En gennemtænkt helhed

I modsætning til mange af tidens mere mainstream popudgivelser er Blackheart en gennemtænkt helhed fra start til slut, hvor hver sang holder den følgende i hånden. Der er ingen fillers her, som blot skal udfylde albumformatet og gøre plads til singlerne.

Ligesom musikken er sangenes tekster flettet fint sammen. De mange skæbnefortællinger trækker ikke sjældent på Richards egne erfaringer med en rodet og dramafyldt karriere i musikbranchen. Det startede med MTV-programmet »Making the Band«, et realitykoncept, hvor deltagerne konkurrerer om pladserne i et band. Ingen ringere end hiphopstjernen Diddy (a.k.a. Puff Daddy) superviserer og udvælger medlemmerne, og Dawn Richard var en af de heldige, der endte i pigebandet Danity Kane. Bandet gik dog sidenhen i opløsning, for så at genopstå sidste år. For så at gå i opløsning igen, vel at mærke efter en fysisk slåskamp i studiet. Richard forsøgte samtidig et andet samarbejde med Diddy og sangerinden Kalenna Harper. Bandet (med det tåbelige navn Diddy – Dirty Money) gik imidlertid også efter kort tid i opløsning.

De mange kuldsejlede projekter har sat deres præg på Richard, der i stigende grad har taget karrieren i egen hånd. Efter et mislykket forsøg på at finansiere produktionen af Blackheart gennem Kickstarter, hvor fans kan donere penge til ufinansierede projekter, valgte hun selv at indgå i produktionen.

Pladen udkommer desuden på hendes eget selskab. Resultatet er en fremragende afstikker fra Danity Kanes mainstream popskabeloner. Sangene på Blackheart varer gerne fem-seks minutter, den traditionelle versomkvæd-struktur tages ikke så tungt, og kompositionerne giver plads til både overraskende harmonivalg og instrumentale fraser som den jazzede fløjtesolo på »Projection«.

Albummet svømmer i hits

Genremæssigt er pladen en hoppeborg, hvor EDM, indie, kalypso og trap tumler i takt til poppens dirigentstav. Det lyder måske en anelse anarkistisk, men netop overtallet af deltagere har påkrævet en disciplineret produktion, som lykkes godt. Richards maksimalisme er i øvrigt ikke en ny disciplin, den har gæret en del de seneste år med plader fra Autre Ne Veux, M.I.A., Hudson Mohawke og Gang Gang Dance, der åbnede deres album Eye Contact med et andet forrygende samtidsmotto: »It’s everything time«.

Selv om maksimalismen holder energiniveauet højt på Blackheart, er der stadig plads til rolige perler. Hør f.eks. »Billie Jean«, der med et dybt afhængighedsskabende kor omvender fortællingen fra Michael Jacksons klassiker af samme navn og gør kvindens synspunkt primært. Eller »Free Swim«, der er en anderledes konfliktløs, næsten ubekymret strandballade, hvis xylofon-lignende akkordspil giver en paradisisk brise fra Caribien.

Det bedste ved Blackheart er dog, at den svømmer i hits, popsangene stråler med det ene hook efter det andet midt i de komplicerede produktioner.

Richard dyrker internetgenerationens æstetiske ideal: At søge og finde det let tilgængelige i en kompleks kontekst. Og selv om hendes vokal måske ikke har Beyoncés varme eller Frank Oceans sensitivitet, så besidder hun en rå og hårdtprøvet klang, som man ellers kun hører hos Rihanna.

Dawn Richard: ’Blackheart’ (Our Dawn Entertainment) Er udkommet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her