Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Calvinos svimlende fortællecentrifuge

Det vildt fabulerende, den groteske venden vrangen ud på verden og den spøgefulde fortællerdæmon overstråler langt idédramaerne i Italo Calvinos romaner. Og derfor er han så fantastisk at læse og måske endda til at blive klog af. Tre eventyrlige romaner fra 1950-1960 er nyoversat
Kultur
27. februar 2015
Italo Calvino (1923-1985) var blandt andet inspireret af italienske folkeeventyr.

Brigitte Friedrich

Gyldendal og litteraturforsker og oversætter Lene Waage Petersen har gjort et fantastisk – rosværdigt, velkomment, alt muligt godt – genopdagelses- og foryngelsesarbejde med Italo Calvinos forfatterskab, som nu afsluttes med tre eventyrlige romanfabler fra tiden 1950-1960 under fællestitlen Vore forfædre. Alle tre er nyoversat af Waage Petersen til et dansk, der balancerer sikkert mellem den jævne mundtlige fortælling og en mild arkaisk poesi. Det træffer vist Calvino i den fase af forfatterskabet på kornet. Det er desuden i den sprække mellem sprogets raske fremadmarch med jævne og faste udtryk og det højtsvungne, at Calvinos ironi spirer, og latteren blomstrer. Her er det en far og en mor, der sætter deres datter på plads: »Hov, hov, nu skal du ikke blive skidtvigtig, stik piben ind, svarede de gamle, som de gamle plejer at svare, hvis det da ikke lige er de unge, der svarer sådan.«

Vi er nok i en fjern fortid, men det er fablens og eventyrets enhvertid, der tales ind i, forstår man også på fortællerens bemærkning om unge og gamle. At fortælleren ikke kan holde sig pænt i baggrunden, men her og der må stikke hovedet frem og trække i en af historiens snore eller flytte rundt på rekvisitterne, er også typisk for stilen. Der er ikke så langt fra italienske folkeeventyr, som Calvino blandt en del andet er inspireret af i de små romaner, og til de postmoderne romaner, han skulle skrive et par årtier senere.

Det gode og det onde i samme pølse

Det fantasifulde, vildt fabulerende, den groteske venden vrangen ud på verden, forfatteren besat af en spøgefuld fortællerdæmon – det er den side af Calvino, der langt overstråler idédramaerne, som også er på spil i hans romaner. Og det er den side af Calvino, man helt uden at gøre sig umage eller stritte imod overgiver sig til i de tre romaner her.

Den første af de tre – »Den halverede vicomte« – er et grumt, men let og elegant fortalt eventyr om vicomten, der får sin ene halvdel, den gode, sprængt væk i krigen mod tyrkerne, for siden at vende tilbage til sin hjemegn med kun den onde side af sig selv intakt. Det usandsynlige spiller en vis rolle i de tre romaner, det samme gør lemlæstelser og andre kropslige uhyrligheder.

Galgen kommer under den lunefulde vicomtes regime i flittig brug og bliver under tømrerens kyndige hånd raffineret til det ondeste. Indtil vicomten efter en blodig og sønderkløvende duel genforenes med sin bedre (altså i krigen bortsprængte) halvdel. De to dele bliver ganske enkelt syet sammen på ny og rullet som en rullepølse, thi hver for sig dur hverken den skinbarlige ondskab eller den rene godhed.

Verden i en trætop

Endnu mere overskyggende ideerne og endnu mere i fablens svimlende centrifuge er den længste af de tre, »Klatrebaronen«, der blev Italo Calvinos store internationale gennembrud.

Den tolvårige Cosimo, baronens ældste, stiger som et trodsigt svar til de snegle, hans far forsøger at tvinge i ham ved middagsmåltidet, op i sten- egens øverste krone. Og her bliver han frem til og med sin død mere end et halvt århundrede senere.

Det er en vanvittig veloplagt fortælling a la Robinson Crusoe, hvor ødeøens endnu uopdyrkede muligheder og drilske spejlinger af menneskelig natur og civilisation er projiceret op i de trækroner, der udgør Cosimos vidtstrakte rige. Her gennemlever han hele 1700-tallets lange skridt ind i fremtiden, ikke på så stor afstand, som man skulle tro, men med sit eget virksomme engagement. Han raffinerer boligforholdene i trætoppen i form af næsten alle slags bekvemmeligheder, han brevveksler med oplysningstidens kendteste filosoffer og bliver selv et navn i de kredse, ligesom han bliver den ene part i en voldsom kærlighedshistorie, der i hidsighed, dybde og emancipatorisk kraft ikke står tilbage for nogen i tiden. Først ved århundredets slutning, da oplysningens idealer ligger i aske, og absolutismen og jesuitterne igen er på fremmarch, takker Cosimo af, hvorefter hans grønne rige begynder at visne.

Også bogens sidste roman holder flyvehøjde, ikke i trætoppene, men i ridderverdenens luftlag.

I »Ridderen der ikke eksisterede« er vi i en tidsalder, hvor »tingenes og verdens tilstand endnu [var] ubestemmelig«. Det er en forsmag på den moderne verden, for ikke at sige den postmoderne og betyder mere præcist, at identiteter, ligesom kroppe og sandheder, er aldeles flydende og derfor grænseløse størrelser. Vi kastes ud i slag mellem eksisterende og ikke-eksisterende riddere, står granskende over for høviske bedrifter, som både er sande og løgn fra ende til anden, ligesom en mødom er genstand for det store gådefulde virkelighedsspil: Findes eller findes ikke?

Det ville være dumt at påstå, at den rundhåndethed, der fortælles med hos Calvino, og det hysterisk morsomme, der fortælles om, forhindrer, at læseren blive klogere eller i hvert fald får noget at tænke over. For det er der selvfølgelig ingen garanti for.

Vore forfædre
Italo Calvino
Oversat af Lene Waage Petersen
Gyldendal
496 sider
299,95 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her