Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Copenhagen Phil åbnede porten til himlen

Bruckners massive ’8. Symfoni’ er en prøvelse for et orkester, men det lykkedes Copenhagen Phil at slå dørene op til en overjordisk verden
Kultur
23. februar 2015

Hvis man ikke vidste det, havde man aldrig gættet, at manden bag denne monstrøst udstrakte og messingindfattede symfoni var en evig tvivler på eget værd. Anton Bruckner (1824-1896) var en ydmyg katolik, døde sandsynligvis som jomfru og havde så lavt selvværd, at han ustandselig reviderede sine partiturer eller tillod kolleger indflydelse på dem efter at have mødt kritik. Orglet var siden barnsben hans instrument, og som voksen opnåede han anerkendelse for sit talent på netop dette, men gennembruddet som komponist kom først med premieren på 7. Symfoni i 1884, da han var en ældre herre.

Hans 8. Symfoni, som Copenhagen Phil og studerende fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium åndede liv i fredag aften, er ufattelig og stor musik. Den yngre kollega Gustav Mahler komponerede også timelange orkesterværker, men hvor der hos ham ofte ligger et budskab mellem linjerne, virker Bruckners symfonier som at være uden omsvøb, endda demonstrativt understregende sine pointer.

Mahler blev svinet for at sætte lavpandet musik ind i sine symfonier, men samtiden forstod ikke den subtile dialog, der udspillede sig imellem høj og lav; at ting ikke altid er, som de ser du på overfladen. Bruckner har slet ikke denne spidsfindighed, indeholder ikke som Mahler en ’djævelsk’ omstemt soloviolin eller en vrængende, ’jødende’ Es-klarinet, snarere er der meget få solistindslag og rigtig meget kollektiv ånd over 8. Symfoni. Begge komponister stræber efter det himmelske, hos Mahler via en mere menneskelig rejse med alle vores neuroser og benspænd, musikken kan simpelthen finde på at kollapse, hvorimod den hos Bruckner bare er langt mere lige til, på en måde enfoldig, men ikke desto mindre grandios.

Mindre katedral, mere mystik

I Copenhagen Phil og chefdirigent Lan Shuis varetægt oplevede vi mindre af den katedralske virkning, man altid taler om, når det gælder Bruckner. Han var jo alle dage organist og strukturerede tydeligvis sit orkester med inspiration fra sit hovedinstrument, med en ret firkantet dynamik, frasestruktur og måde at farve klangen på. Hans stil er enestående og blevet kopieret af visse filmkomponister i Hollywood, selv om den skiller sig markant ud fra orkestergenier som Wagner, Richard Strauss, Stravinskij og Debussy, som filmbranchen i særdeleshed har gået på strandhugst hos. Lan Shui dirigerede hele det ca. 80 minutter lange orkesterværk uden partitur og gjorde det, så hele forløbet gled derudaf. Bedst lykkedes det i adagioen med den pudsige struktur, hvor der i begyndelsen egentlig ikke er så meget forgrund og baggrund, men mest af alt en mystisk og dragende stemning, som Copenhagen Phil ramte flot med den rette orkesterbalance i harmonierne.

Finalen ramte de nagler, som 1. og 2. sats ikke helt kunne svinge sig op til, og hvor der manglede brillans i strygerne til at nuancere de mange tungt pansrede tutti-klange.

Når man som denne aften oplevede det sjællandske orkester overstige et af symfoni-litteraturens allerstørste udfordringer, kan vi roligt se frem til at høre dem spille snart sagt hvad som helst. Ånden af Bruckners vej mod himmerige fik Shui & co. manet frem med åben pande. Små detaljer kan finpudses, reaktionstid, millimetertiming og klanglig brillans, men resultatet kalder på respekt.

’Bruckners 8. Symfoni’ af Anton Bruckner. Opført af Copenhagen Phil og studerende fra DKDM. Dirigeret af Lan Shui. Værket foreligger i versioner fra 1887, 1888, 1890 og 1892. Den valgte udgave ved koncerten fredag den 20. februar i Konservatoriets Koncertsal var fra 1890 og indeholder trippelbesatte blæsere og otte horn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her