Læsetid: 5 min.

Dramadok om Store Mænd og kold krig

Michael Dobbs’ letlæste skildring af Den Kolde Krigs begyndelse i 1945 går tæt på de allieredes politiske ledere men savner tyngde
Churchill, Roosevelt og Stalin på Jaltakonferencen i februar 1945.

The Print Collector

20. februar 2015

I februar 1945 mødtes The Big Three, Roosevelt, Churchill og Stalin i Jalta på Krim for at forsøge at blive enige om de mest presserende, allierede problemer: Kampen mod Japan i Stillehavet og den fremtidige indretning af Europa. Det var et showdown mellem en dødsmærket præsident, en depressiv premierminister, som var klar over, at hans land fremover ville spille andenviolin i den globale koncert, og en sovjetisk generalsekretær, som var stærkere og mere selvsikker end nogensinde.

Polen var ikke kommet med på den berømte serviet, hvorpå Churchill under en middag med Stalin i Moskva i oktober 1944 havde skitseret fordelingen af interessesfærer i Østeuropa. Mens Churchill nu i Jalta forgæves forsøgte at vriste Polen ud af det sovjetiske jerngreb – det land Storbritannien var gået i krig for i 1939 – var Roosevelt mere interesseret i at sikre USSR’s medvirken i nedkæmpelsen af Japan, som så ud til at ville vare måneder og koste hundredtusinder amerikanske soldater livet. Det var før bomben, de vestlige lande var afhængige af USSR, og Stalin vidste det. De magtpolitiske realiteter fornægtede sig ikke, og briterne måtte opgive Polen for at få fred med Stalin, ligesom Chamberlain i 1938 havde opgivet Tjekkoslovakiet for at få fred med Hitler. Til gengæld forpligtede Stalin sig til at gå i krig med Japan – hvad der viste sig unødvendigt efter Hiroshima.

Det er dramatisk nok, skulle man mene. Men bogen byder på flere dramaer. Middagene i Jalta var f.eks. noget af en prøvelse for konferencedeltagerne: torsdag den 8. februar for eksempel, efter et par timers hårde forhandlinger om Polen-spørgsmålet blev der serveret »forskellige slags kaviar, presset og upresset, små tærter og fiskeretter, deriblandt atlanterhavslaks, belugastør, røget sild, marineret sild, multe, helt i champagne og små fisk fra Sortehavet. Derpå fulgte kold gris, vildtsuppe og flødesupper med kylling. Og så stegt filet, shaslik af lammekid, kalvemørbrad og en centralasiatisk risret, der hedder plov, som blev serveret med vagtel, babyagerhøne og gazelle. Paneret blomkål, en russisk hofret siden zartiden, afsluttede hovedretten, hvorefter alle gik videre til diverse desserter og frugter. Måltidet blev rundet af med Churchely eller ’Churchills’, som viste sig at være en kvalmende sød georgisk nødderet, som mindede om en lang cigar.«

Eksemplet viser i koncentreret form Michael Dobbs’ fortællemetode, som er enkel: vi skal så tæt på som muligt, og med så mange detaljer som der overhovedet kan presses ind på siderne. Det giver en både underholdende og fascinerende læsning, som uden de store udfordringer fører os gennem de seks afgørende måneder af 1945 mellem Jalta-topmødet i februar og sprængningen af atombomben over Hiroshima den 6. august.

Første parket

Vi er med på første parket under de afgørende møder og forhandlinger i Jalta, Potsdam, San Francisco, London og Washington – selv i Kreml kommer vi kortvarigt indenfor – og ved mødet mellem Roosevelt og den saudi-arabiske kong Ibn Saud på en amerikansk destroyer ud for Suez, hvor kongen forfærdet afviste tanken om en jødisk stat i Palæstina med ordene »hellig krig« og »endeløse problemer«. Mest veloplagt er Dobbs i bogens 1. del om topmødet i Jalta. Et hav af detaljer er kommet med, for Dobbs bygger på et væld af førstehåndslitteratur om begivenhederne: erindringer, dagbøger, korrespondance etc. udgivet af en betragtelig del af de 700 militære og civile embedsmænd, der ledsagede Churchill og Roosevelt og som godt vidste, at de var vidner til et stykke verdenshistorie. Selvfølgelig er også de kendteste citater kommet med, ikke mindst Stalins ubetalelige svar til Roosevelt under ovennævnte middag da præsidenten pegede på chefen for USSR’s hemmelige politi og spurgte Stalin, hvem den lille mand med lorgnet på den anden side af bordet var. »Åh ham? Det er vores Himmler. Det er Beria.«

Dobbs’ gennemgående forklaring på de tre stormagters politik kredser om umiddelbare geopolitiske interesser og simpel magtpolitik. Det vil være nyt for mange, at det var den 12. maj 1945, mindre end en uge efter den tyske kapitulation, at Churchill første gang omtalte det jerntæppe, der havde sænket sig over Europa. Allerede den 17. maj kom den britiske ordre om at standse destruktionen af erobrede tyske våben: Man kunne få brug for dem mod russerne. Også Den Kolde Krig, der længe havde stået på i den amerikanske flyvebase ved Poltava på sovjetisk territorium, er fængslende.

Savner forklaringer

Michael Dobbs, tidligere reporter ved Washington Post og ej at forveksle med forfatteren af House of Cards, er til gengæld ikke interesseret i at afdække økonomiske sammenhænge eller historisk kontinuitet. I stedet er han vældigt optaget af de fire ledere, og fra april 1945 Harry Truman, og deres personlige forhold til hinanden. Personlig tillid bliver et vigtigt parameter og ledernes personlighed nærmest afgørende. Konkurrerende forklaringsmodeller serveres i simplificeret form, hvor »den rå magtanvendelse og centraliserede myndighed, som russerne traditionelt satte deres lid til, stod over for den amerikanske tro på personlig frihed.«

Dobbs bruger gerne et helt kapitel på at skildre Roosevelts død i april 1945 og hvilke kvinder han på det tidspunkt var omgivet af. Det er, som sagt, underholdende og letlæst. Til gengæld savner man uddybende forklaringer på de politisk-økonomiske konflikter og kampen om ressourcerne mellem USSR og de vestallierede, ligesom ikke bare de tabende Centralmagter, men også f.eks. Frankrig, er helt fraværende.

Forfatteren er også usikker på mere eksotiske fænomener såsom de russiske selvstændige bønder, kulakkerne, som både er »storbønder« og »små, uafhængige bønder« forskellige steder i bogen. At Argentina var »fascistisk« i 1940’erne, er nok lige at stramme begreberne; november 1942 var næppe »umiddelbart efter Pearl Harbor« – det japanske overfald på den amerikanske flådebase fandt sted i december 1941. Den tyske feltmarskal Keitel var ikke »stabschef« men Værnemagtens øverstbefalende.

Dobbs’ bog viser med al skræmmende tydelighed, hvordan Den Kolde Krig var i gang, allerede inden verdenskrigen var slut. Jalta var sidste chance for at etablere et ordentligt forhold mellem sejrherrerne. Det mislykkedes. Man skal ikke forvente en diskuterende og problematiserende fremstilling af denne overgang mellem verdenskrigen og Den Kolde Krig. Er det den slags nye historiefaglige tolkninger og analyser, man er ude efter, skal man gå andre steder hen. Der er intet nyt i Dobbs’ fortælling, som bygger på andres skildringer. Og hans metode er traditionel og fast forankret i traditionel amerikansk politisk historieskrivning, som er anekdotisk og stærkt personcentreret.

Kan man leve med, at forfatteren har haft lidt for travlt til at tjekke alle sine facts, og er man til historisk drama med masser af petitstof, er dette imidlertid et glimrende bud på en indholdsmættet skildring af et af de største storpolitiske vendepunkter i det 20. århundrede.

Michael Dobbs: Fra verdenskrig til kold krig. Oversat af Morten Visby. Informations Forlag. 461 sider. 349,95 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu