Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Elefantmanden i os alle

Realityserier er vor tids freakshows, mener instruktør Therese Willstedt, der står bag opsætningen af et nyt teaterstykke om Elefantmanden. Hun har valgt at lade titelrollen besætte af en skuespiller, der også er spastiker
Kultur
11. februar 2015
Mikkel Lund, der spiller Elefantmanden, er foruden skuespiller også spastiker. Det har været en stor hjælp under processen, hvor manuskriptet er improviseret frem i samarbejde med ensemblet, fortæller instruktør Therese Willstedt. Fotos: Emilia Therese

Unge står i kø for at deltage i det næste realityshow. Paradise Hotel, De unge mødre eller For lækker til love. Og vi andre sidder klar i sofaen for at elske at hade dem. På den ene side er vi fascinerede. På den anden side ryster vi forarget på hovedet over deltagernes opførsel og deres trang til at udstille sig selv.

»De er nutidens freaks, og jeg har ondt af dem. Godt nok gør de det frivilligt, men de er ikke altid bevidste om, hvordan de fremstilles, og de skaber ofte en myte omkring sig selv.«

Sådan siger teaterinstruktør Therese Willstedt, som netop nu er ved at iscenesætte en forestilling om en af historiens mest kendte freaks, Joseph Merrick – bedre kendt som Elefantmanden.

»Man kan finde mange implicitte paralleller mellem stykket og realityverdenen. Når realitystjerner for eksempel bevidst spiller dumme, så folk kan grine ad dem. På samme måde vælger Elefantmanden at sælge sig selv som freak. Han lader sig udstille og accepterer, at der bliver talt til ham som til et barn. Og han undlader selv at tale, så folk tror, at han ikke kan. Så får han nemlig mad og tryghed.«

Fra freakshow til hospital

Joseph Carey Merrick blev født i 1862 og begyndte allerede som toårig at udvikle misdannelser i ansigtet og siden på kroppen. Moderen døde, da han var 11 år, hvorefter han forlod familien for at arbejde på en fabrik. Men da misdannelserne tog til, måtte han opgive at have et normalt arbejdsliv og lod sig i stedet hyre til et freakshow.

Senere blev han opdaget og hjulpet af den unge læge Frederick Treves, som fik ham installeret på London Hospital, hvor han dog stadig blev fremvist – nu blot for lægevidenskaben og hospitalets velhavende sponsorer.

Han fik aldrig stillet en egentlig diagnose, men man mente, at han led af tropesygdommen elefantiasis. Senere undersøgelser og knogleprøver har dog bekræftet, at der var tale om Proteus-syndrom – en meget sjælden medfødt tilstand, kendetegnet ved overvækst, især af fedtvæv, bindevæv og knoglevæv.

I 1890 blev Merrick fundet død i sengen. Umiddelbart mente man, at det drejede sig om et uheld, da hans ni kilo tunge hoved faldt bagover og medførte et brud på nakken. Andre mente, at der var tale om selvmord.

Treves udgav selv bogen The Elephant Man and Other Reminiscences, som langt senere blev forlæg for forskellige sceneversioner og for David Lynchs kendte filmatisering fra 1980 med en meget maskeret John Hurt i titelrollen. Men det er en noget andet udgave, der nu kan opleves på Odense Teater. F.eks. optræder de ansatte på hospitalet maskeret som klovne, fortæller Therese Willstedt.

»Vi har valgt at lave den mere tidløs med referencer både til 1800-tallet og til i dag og har skabt et lidt tegneserieagtigt univers, inspireret af tivoli- og freakshowsmiljøet. Jeg kan godt lide at arbejde med det groteske og med absurde situationer, der fremhæver det sociale magtspil. Derfor er det også alle de andre, der har masker på, og ikke Elefantmanden, som det er tilfældet i filmen. Men maskerne falder af undervejs. Jeg har mere lyst til at udstille samfundet rundt omkring ham og dets mangel på selverkendelse.«

Selv om Elefantmandens forsøg på at høre til og blive accepteret som menneske står centralt for stykket, er det i højere grad lægen Treves, der er i fokus.

»Vi kunne have valgt Elefantmanden som hovedperson, men han gennemgår ikke den samme bevidste udvikling som Treves. Treves og Elefantmanden er som tvillinger. De er begge nobodys, der prøver at blive somebodys. Elefantmanden vil have anerkendelse og menneskelighed, men uanset hvor han befinder sig, bliver han udstillet og udnyttet. På hospitalet er det bare i flottere omgivelser og for et finere publikum. Han stræber efter at blive til subjekt og få sin egen identitet, men er under konstant objektivisering,« forklarer Therese Willstedt.

I arbejdet med teksten har hun læst såvel Treves’ som Merricks egne tekster samt anden litteratur om Elefantmanden og den victorianske tid. Men holdet har tolket frit ud fra kilderne og forstørret enkeltstående udtalelsers betydning. Det har bl.a. resulteret i et mere kritisk syn på Treves’ rolle end det, de fleste kender fra filmatiseringen.

»Treves indgår i et magtspil. Han stemples som en ung og inkompetent læge, men er meget ambitiøs og vil gerne opnå højere status. Det er survival of the fittest, og Treves bliver styrende og manipulerende i sin kamp for at få anerkendelse. Han går over grænsen, da ønsket om personlig vinding tager overhånd. Han bliver høj på det og mister sig selv,« siger hun.

Kender det selv

I Odense Teaters version spilles Treves af skuespiller Peter Christoffersen, mens Therese Willstedt har valgt at lade Elefantmanden spille af Mikkel Lund, som foruden at være skuespiller også er spastiker. Og det har været en stor hjælp under processen, hvor manuskriptet er improviseret frem i samarbejde med ensemblet, fortæller hun.

»Mikkel har været med til at lave fortolkningen, og vi har brugt hans personlige erfaringer meget. F.eks. hvordan mennesker taler højt til ham eller taler til hans handicaphjælper og ikke til ham selv. Og som Elefantmanden har Mikkel også selv øjeblikke, hvor han ikke gider bevise, at han er klog, hvis folk taler til ham som til et barn, ligesom han kender til overdrevet venlighed eller misforstået politisk korrekthed.«

Såvel Elefantmanden som hovedrolleindehaveren har altså båret over med fordommene. Men det gør vi i og for sig alle, mener Therese Willstedt.

»Vi kan alle havne i situationer, hvor vi kan blive elefantmænd, og vi har alle noget af Treves i os. Kampen for anerkendelse er eksistentiel og gælder for os alle. Vi gør ting, som vi egentlig ikke har det godt med, for at få andres accept. Vi tilpasser os normer eller en kultur – og måske så meget, at vi til sidst mister os selv. Vi føler os fanget i et spil og er bange for at falde uden for fællesskabet. Derfor følger vi spillereglerne,« siger hun og giver eksempler:

»Det gælder unge i skolegården, indvandrere, ansatte i forhold til en arbejdskultur i et firma og så ikke mindst i de mange populære realityshows, hvor man får sine 15 minutters berømmelse. Men hvor langt er vi parate til at gå for at blive accepteret i en gruppe? Hvor mange grænser vil vi overskride – både når det gælder vores egne og andres?«

Det er sådanne spørgsmål, forestillingen stiller, ligesom den stiller spørgsmål til vores normalitetsbegreb og velgørenhed, forklarer Therese Willstedt.

»Selvfølgelig hjælper Treves Elefantmanden, men hvad driver ham? I min iscenesættelse profiterer alle af Elefantmanden. Det kan være i form af penge, berømmelse og status, men man gør det også for at vise, hvor gavmild og forstående, man er.«

Det sidste kender Therese Willstedt fra sig selv, da hun blandt andet har lavet frivilligt socialt arbejde.

»Jeg har arbejdet frivilligt på hospice og plejehjem og i Palæstina. Selvfølgelig er det på grund af ægte omsorg, og fordi jeg gerne vil gøre noget og hjælpe andre. Men det giver da også én selv en tilfredsstillelse. Jeg bliver bekræftet i, at jeg er et godt menneske, og får derved en form for anerkendelse. Problemet med Treves er, at han overskrider grænsen, da ønsket om personlig vinding tager overhånd. Han bliver høj på det og mister sig selv,« siger hun.

’Elefantmanden’, instruktion: Therese Willstedt. Odense Teater, 13. februar til 13. marts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her