Læsetid: 4 min.

Faderen, der gik bort

Peter Matthiessens klassiker ’Sneleoparden’, der nu genudgives på dansk, minder os om, at indre rejser ofte er mindst lige så givende, som vandringer i ukendte egne kan være
13. februar 2015

Første gang jeg læste Peter Matthiessens Sneleoparden, bemærkede jeg ikke sprækkerne. Det er efterhånden femogtyve år siden. Dengang var jeg ikke selv blevet far, og spekulerede jeg overhovedet over det, var jeg nok overbevist om, at jeg ville lære min egen far ordentligt at kende, inden det var for sent.

Det sidste skete aldrig, og efter at have fået børn hænder det, at jeg spørger mig selv, hvilket stof en far, der forlader sine børn for at opdage verden, er gjort af. Jeg fordømmer ikke, men prøver at forstå. Hvad søgte min evigt rejsende far ude i verden? Hvorfor var han så rastløs? Og ikke mindst, tumlede han selv med de spørgsmål?

Peter Matthiessens National Book Award-vinder fra 1978, Sneleoparden, der nu genudgives på dansk, bringer ikke nogen endegyldige svar på disse spørgsmål, men i tekstens litterære sprækker anes alligevel en form for erkendelse. Det bemærker også den britisk-indiske forfatter Pico Iyer – der i øvrigt selv har gjort sig klog på kulturel rodløshed og fraværende fædre i The Man Within My Head: Graham Greene, My Father and Me (2012) – i sit forord til den nye udgave af Sneleoparden. Her skriver han blandt andet, at de »fleste rejsende gør sig skyldige i en form for utroskab, når de forlader deres kære, deres andet liv, for at drage ud på en farefuld rejse …«

Hvad søger han?

Peter Matthiessens farefulde rejse udspillede sig i 1973, hvor han tog på en lang vandretur i Nepals bjerge i selskab med den anerkendte feltbiolog George Schaller og en flok sherpaer. Formålet var at studere blåfåret og om muligt få et glimt af den gådefulde sneleopard, der er nogenlunde lige så sjælden som egnens mytiske afskyelige yetisnemand.

Matthiessen var på det tidspunkt allerede en etableret forfatter, miljøforkæmper og naturforsker, der med litterær pen og kritisk blik beskrev den smuldrende verden omkring os. Samtidig havde han i flere år dyrket zenbuddhisme, og vandringen, som Matthiessen begiver sig ud på i Sneleoparden, er for så vidt en pilgrimsrejse, der skal rense sindet og give ham en ny forståelse af virkeligheden.

Bogens korte kapitler – baseret på dagbogsnotater – er da også alle båret af forfatterens stærke lyriske naturbeskrivelser og hans enorme viden om buddhismens terminologi og historie. Men størst er bogens narrative drivkraft dog, når de menneskelige konflikter tilspidser sig, og enkelte af bærerne forsvinder uden et varsel; når soveposerne bliver våde i monsunregnen, eller når de to hvide mænd går hinanden på nerverne, og Matthiessen godter sig over, at han har mere chokolade tilbage end Schaller.

Rejsen viser sig at være langt hårdere end forventet, og specielt i starten, inden både teksten og bjergene folder sig ud i ro og skønhed, bliver Matthiessen flere gange konfronteret med spørgsmålet om, hvad han leder efter.

»At sige at jeg interesserede mig for blåfår eller sneleoparder eller endda for fjerne lamaklostre, ville ikke besvare hans spørgsmål, selv om det alt sammen kunne være sandt nok,« skriver Matthiessen, da en ung biolog, de møder, stiller spørgsmålet. »Hvordan kunne jeg fortælle, at jeg ønskede at udforske bjergenes hemmeligheder på jagt efter noget endnu ukendt, noget der ligesom yetien kan være svært at finde, netop fordi man søger det?«

Med til historien hører, at Peter Matthiessen netop har mistet sin kone, der er død af kræft, og at han hjemme har efterladt sig tre børn. Minderne om konen sniger sig jævnligt ind i teksten, og man forstår og mærker hans sorg.

Forlader sin søn

Hvad jeg ikke helt forstår, er, hvordan han kunne forlade sin otteårige søn Alex, og – endnu vigtigere – det kunne Peter Matthiessen tilsyneladende heller ikke selv forstå. Da han fortalte Alex, at han ville drage op i Himalaya udbrød sønnen, der altså netop havde mistet sin mor, med tårer i øjnene: »Det er alt for længe!«

Matthiessen lover Alex, at han er hjemme inden thanksgiving, men det går hurtigt op for både læseren og forfatteren, at det løfte ikke kan holdes. Ikke desto mindre fortsætter faderen – også da han i Katmandu modtager et brev fra sønnen, der skriver: »Jeg håber du når tilbage før thanksgiving. Har jeg stavet det rigtig.«

Det ville være nemt at fordømme Peter Matthiessens egoisme og kynisme, men, som også Pico Iyer skriver i forordet, så har forfatteren trods alt selv valgt at berette om Alex. Jeg har på fornemmelsen, at han gør det for at minde os om, at udlængslen og nysgerrigheden også kan være en forbandelse.

Livet igennem var Peter Matthiessen (1927-2014), hvad man kalder en søgende sjæl. Forfatterskabet kan læses som ét stort litterært rejsekatalog over alverdens mest eventyrlige og mandhaftige destinationer, men specielt med sprækkerne i Sneleoparden antyder han, at det har sin pris sådan bare at tage af sted for at opleve noget og måske lære sig selv bedre at kende.

Blandt andet derfor tøver jeg ikke med at udnævne Sneleoparden til en af de mest markante titler inden for den moderne rejselitteratur. Og tak for genudgivelsen: Bogens mange detaljerede religiøse udredninger hører selvfølgelig 1970’erne til, men resten – fra portrættet af en langskægget mand, der vil teste sig selv under ekstreme forhold til håbet om at finde sig selv på en både indre og ydre rejse – taler i den grad til vor tid.

Sneleoparden
Peter Matthiessen
Oversat af Marianne Børch
C&K Forlag
440 sider
229 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu