Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

En glemt klasses daglige ydmygelser

Den kun 21-årige franske forfatter Édouard Louis viser med en sprogligt virtuos roman, hvordan den lille homoseksuelle dreng Eddy Bellegueule fra en fattigdomshærget nordfransk by, forvandles til Édouard Louis
Édouard Louis skriver om et område, man sjældent hører om, det nordlige Udkantsfrankrig. Der, hvor arbejdsløsheden hærger, folk ender på minimale overførselsindkomster, og livet fortsætter i trøstesløse parcelhuskvarterer med lidt for mange børn.

Raphael Lucas

Kultur
13. februar 2015

Jeg har ingen lykkelige minder fra min barndom. Jeg mener ikke, at jeg aldrig i løbet af disse år har følt glæde eller lykke. Men lidelsen er en nidkær magt: Den tilintetgør alt, der ikke hører til i dens univers.«

Med disse ord indleder den kun 21-årige forfatter Édouard Louis sin roman om drengen Eddy Bellegueule, der vokser op i en lille landsby i det nordlige Frankrig – Picardiet.

Man hører sjældent om især de nordlige udkantsområder i Frankrig. Bortset fra en komedie for et år par siden, hvor fattigdommen og den særlige dialekt ch’ti, fik et kærligt løft med enorm succes.

I realiteten er det områder, hvor arbejdsløsheden hærger, folk ender på minimale overførselsindkomster og livet fortsætter i trøstesløse parcelhuskvarterer med pastis, tv og lidt for mange børn. Det er ikke engang i Picardiet, man finder spektakulære forstadsarabere – til gengæld er fremmedhadet massivt. »Mine forældre sørgede for at give mig en ordentlig opdragelse. Ikke ligesom de der udskud og arabere i ghettoerne.«

Alt dette kunne man vælge at beskrive sociologitungt eller med Houellebecqsk-sarkastisk overblik. Men den debuterende Édouard Louis fik sidste år et bragende gennembrud i det litterære Frankrig ved at beskrive det på en helt anden måde i Færdig med Eddy Bellegueule.

Romanen beretter, hvordan en homoseksuel dreng drilles, pines og ydmyges gennem sin opvækst i en landsby, for at passe ind i et machosamfund, hvor ingen har overskud til at hæve næsen over den daglige kamp. Jo, der er altid lige penge nok til sprut og en apéro (da. aperitif), der ofte ender i slagsmål. Og så er der faderens stolthed – lige meget hvad. Den skal sandelig holdes oppe, og det gøres ved at moderen lægger sig fladt ned.

Ydmygelse af en klasse

Eddys mor holder op med at arbejde som hjemmehjælper, at tørre folk i røven, den dag hendes indkomst overstiger faderens bistandshjælp. Og Eddy, det er sådan et amerikansk navn franske proletarer giver deres børn, fordi en fransk popstjerne har fået samme idé. Bellegueule betyder til gengæld »smukt fjæs«. Édouard Louis er flygtet ud af det belastende navn, romanen indledes med et citat fra Duras’ Lov. V Steins Henførelse: »For første gang benævner mit navn intet.«

Sjældent er alle disse fattigdomsfrankrigs daglige ydmygelser af en stor, glemt klasse blevet beskrevet så kropsnært og sprogligt bevidst. Man formes af sproget og sådan holder man sig selv nede. Man er instrument og instrumentaliseret i de tilsyneladende så banale sætninger, der siges dag ud og dag ind. Du kan tro, jeg har nosser, ingen skal køre om hjørner med mig.

Édouard Louis: Færdig med Eddy Bellegueule.

Der er ikke dialoger i Færdig med Eddy Bellegueule, alligevel siger personerne en masse, som gengives i kursiv. For eksempel faderens promiskuitet, der i øvrigt beskrives lige efter moderens også kursiverede morsomme anekdote om en abort. Faderen ynder at promenere nøgen rundt i huset: Jeg kan godt lide at gå nøgen rundt. Det her er mit hjem, og jeg gør som det passer mig. Så vidt jeg ved, er det mig som er faren. Det er mig, der bestemmer.

Urfaderen manes frem, i faderens selvopretholdende monomane messe og i tilsyneladende helt almindelige proletarsætninger, hvor faren retfærdiggør selvsamme overmagt, han er underlagt. Han er ødelagt, han har arbejdet for hårdt, ryggen er brudt sammen, han er arbejdsløs. Det gør ham ikke socialt bevidst. Det får ham til at hade arabere og at gå nøgen rundt i hjemmet, hamre rasende i væggene, og så sige: Det er mig der bestemmer.

Romanen lægger ud med et voldeligt optrin som bliver emblematisk for den sproglige vold. To drenge spytter på Eddy i den gang på skolen, hvor han søger tilflugt med sine feminine bevægelser, vuggende hofter og lidt for løse håndled, alle de tegn på homoseksualitet, han ikke selv vil vide af.

To større drenge spytter på ham og tæver ham og det gør de hver dag fra da af, i et nærmest rituelt møde mellem bøddel og offer. Eddy Bellegueule frygter og opsøger afstraffelsen, fordi det er endnu værre offentligt at indrømme sin homoseksualitet.

Klasseforræderens sprog

Gennem kapitler med titler som »Mine forældres soveværelse«, »Pigernes, mødrenes og bedstemødrenes liv«, »Mændenes modvilje mod lægevidenskaben« og »Kroppens oprør«, gennemskriver Louis den kønsstereotype normalitet, der indskriver ham som forkert i landsbyen, derhjemme, i skolen. Og som han må æde, som han tvinges til at slikke de andres spyt af sit ærme: Han er anderledes.

Forældre og venner skubber ham ind i heteroseksuelle forventninger og aktiviteter – fodbold selvfølgelig – han forsøger selv ihærdigt at ændre sin stemme og sine bevægelser og tvinger sig ind i forhold til piger, for at ændre sit begær. Ikke som fætteren Sylvain, han var benhård, da han gennem fattigdom, forbrydelse og fængsel gik i døden, som en heltedåd med stor anekdotisk statusværdi, der aldrig bliver kaldt proletarisk. For klassebevidsthed, den er der ingen af i Nordfrankrig i slutningen af halvfemserne.

Til gengæld har fortælleren, Eddy, der bliver til Édouard, fået klasseforræderens sprog, han er taget til storbyen og er blevet fin på den, og tillader sig oven i købet at tale metasprog midt i kapitlet »Portræt af min mor gennem hendes historier«.

Moderens historier var selvmodsigende, syntes Eddy dengang. For det tog år før Édouard kunne skrive at »alle disse diskurser talte igennem hende, at hun konstant var splittet mellem skammen over ikke at have nogen uddannelse og stoltheden over trods alt, som hun sagde at have klaret sig og fået nogle skønne unger«.

Édouard Louis var engang Eddy Bellegueule. Han var den unge homoseksuelle som sproget skubbede ud af lokalsamfundet og ind i det gymnasium, hvor han nærmest på trods af sin egen lyst, brød den sociale arv. Dér dyrkede han dramatik, fik en ny rolle så bødlerne sad på første række og klappede. Nu hedder Eddy Édouard og er succesforfatter.

Skismaet har vist sig i al tydelighed, fordi journalister i kølvandet på succesen har opsøgt landsbyen, hvor moderen og familien sidder vrede og skuffede tilbage og til sladderbladene fortsat svarer i præcis samme sprog, som står i kursiv i romanen.

Så hvem den end taler til, denne roman, er den en sproglig tour de force. Det må også have været en tour de force at oversætte den, i al sin vekslen mellem to sprog i ét. Desværre er der så noget, der snubler på vejen. Er det fordi oversætteren og redaktøren ikke har været enige om tonen? Det, som glipper, er det almindelige franske sprog, som Édouard Louis bruger, når han er færdig med Eddy Bellegueule og skriver roman. Sproget der ikke er i kursiv.

Der er alt for mange faste udtryk fra fransk, som kommer til at stå for kunstfærdige på dansk. Nej faderen har ikke dage hvor han »holder på sig selv« – han har dage hvor han »tager sig sammen«. Og moderen får ikke »enderne til at mødes«, hun »får det til at køre rundt«. Andre steder virker sprogbrugen gammeldags.

I mange oversættelser kunne det måske være ligegyldigt, fordi det var indholdet, handlingen, det kom an på. Men her er det ærgerligt, fordi man går glip af en del af romanens sproglige pointe: at Louis blot skriver som man nu gør på parnasset: almindeligt.

I romanens indledende sætning, slår Louis ikke fast at »lidelsen er en nidkær magt«. Louis er ikke altmodisch på fransk, han er frygtelig præcis og knytter an til Ahrendt og modernitetens forlis. For øv, dette brag af en bog skulle have været indledt helt fri for »nidkære magter«:

Édouard Louis skriver med sit nye navn og sin nye indsigt: »Lidelsen er totalitær«.

Édouard Louis: Færdig med Eddy Bellegueule. Oversat af Agnete Stjernfelt, Rosinante, 220 sider, 199,95 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her