Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ned med Gud

Hvor går man hen, når man har opnået alt det, man gerne ville? Om det og meget mere handler tredje sæson af den underholdende politiske dramaserie ’House of Cards’, der fra i dag kan ses i sin helhed på Netflix (der spoiles mildt i denne anmeldelse)
Lars Mikkelsen er fremragende som russisk statsleder i tredje sæson af ’House of Cards’, hvor Frank Underwood (Kevin Spacey) for første gang møder en, der kan hamle op med ham.

David Giesbrecht

Kultur
27. februar 2015

»Det er ikke Dem, der er den udvalgte. Det er kun ham,« siger biskoppen til præsident Frank Underwood og peger på Jesus på korset. Vi befinder os i fjerde afsnit af tredje sæson af House of Cards. Præsidenten er gået i kirke midt om natten, fordi han ikke forstår det pludselige anfald af medfølelse, han lige har haft, og som gjorde ham svag. Frank forklarer biskoppen, at han forstår den gammeltestamentlige Gud, der regerer med frygt, ikke den barmhjertige Gud, der taler om kærlighed.

Til det svarer biskoppen: »Jeg håber sandelig ikke, dit mål er at tjene dig selv. Du tjener Herren og gennem ham, tjener du andre.«

Frank beder om at være alene i kirken, og han spytter Jesus i ansigtet, hvorefter porcelænsfiguren falder til jorden og smadres i tusind stykker for hans fødder. Først er Frank overrasket, men så samler han en af stumperne op. Det er Jesus’ øre, og mens han går ud af kirken, holder han det frem mod kameraet og siger henkastet: »Nu kan jeg da tale direkte til Gud.«

Mekanik og manipulation

Første sæson af Beau Willimons begavede og underholdende politiske dramaserie, House of Cards, handler om, hvordan det demokratiske partis chefindpisker, den umiddelbart charmerende, men fuldstændigt skruppelløse Frank Underwood (Kevin Spacey, der nyder rollen som ond), forbigås i forhold til en plads i regeringen og gennem manipulation og mord bliver vicepræsident. Anden sæson handler om, hvordan Frank, igen hjulpet af sin smukke og lige så ambitiøse, begavede kone, Claire (Robin Wright, der er køligheden selv), tilraner sig præsidentposten. Bagefter spurgte man sig selv, hvor tredje sæson mon ville bevæge sig hen, og det ved man så nu: Det er Gud og al hans medfølende væsen, der skal ned med nakken. Det understreger kun seriens pointe om, at det er magten i sig selv, ikke hvad man kan bruge den til, der er Franks forkvaklede mål. Den fattige sydstatsdreng, der med alle tænkelige – og enkelte utænkelige – midler har tilkæmpet sig magten, har ikke tænkt sig at give slip igen.

House of Cards handler nemlig ikke om politisk indhold, men om magtstrukturer, manipulation og mekanikken bag det hele. Det er en fantasi, der udi ekstremerne leger med vores lidet positive indtryk af politik og politikere.

Der er selvfølgelig andre fisk end Gud at stege for Frank og Claire i tredje sæson af House of Cards. Frank er blevet præsident med alt, hvad dertil hører af pomp, pragt og politiske slagsmål både ude og hjemme, og det demokratiske parti er på nakken af ham – han er ikke folkevalgt, men trådte til i sin egenskab af vicepræsident, da præsident Walker måtte gå af.

Frank har ambitioner om at gennemføre et monumentalt lovforslag, der skal få ALLE 10 millioner arbejdsløse amerikanere i arbejde, mens hans kone gerne vil være FN-ambassadør. Og så er der Franks russiske kollega (fremragende spillet af Lars Mikkelsen med både farlighed og glimt i øjet), en Putin-agtig machomand, der er lige så dygtig en manipulator og lige så samvittighedsløst et magtmenneske som Frank – og lige så dumt et svin, kunne man tilføje – hvilket skaber en interessant dynamik i scenerne, hvor de to står over for hinanden.

Tidligere i House of Cards har Frank Underwood ikke for alvor mødt mennesker, som kunne hamle op med ham – som var tilpas upålidelige og nederdrægtige – men det har han nu, og der er ingen tvivl om, at han både er frastødt af den russiske præsident og fascineret af dennes absolutte magt. Frank er ingen demokrat i ordets bogstavelige forstand, og nu, hvor han har nået toppen, ville det fryde ham, hvis han ligesom sin kollega fra øst kunne gøre, hvad han havde lyst til uden tanke for konsekvenserne.

Øverst på skamlen

Det er en fornøjelse at overvære dette topmøde – også mellem to markante, karismatiske skuespillere som Kevin Spacey og Lars Mikkelsen – og indimellem er man ikke helt sikker på, hvilken af skiderikkerne man skal holde med. Der findes mennesker, som har svært ved at goutere Franks grænseløse kynisme, og så er der alle os andre, der svælger i den. Jeg ved ikke helt, hvad det siger om os, om mig, men en af de fascinerende ting ved House of Cards er, at den på en vældig forførende facon konfronterer os med vores indre svinehund. Der var dem, som ikke brød sig om anden sæson af serien, og rigtigt er det, at den indimellem fortabte sig i sidehistorier, der ikke var lige så interessante som Frank og Claire. Sæsonen var dog stadig god og velskrevet og -spillet. Tredje sæson har tillige en sidehistorie, men jeg tror, at den fletter sig sammen med hovedhistorien, og efter at have set seks afsnit er jeg glad. Det er fedt, at Claire får mulighed for at begå sig på egen hånd – selv om hun også må slås for sin uafhængighed; det er ikke nemt at være præsidentfrue – og at Frank får så meget modspil af den russiske præsident og sit politiske bagland.

Det bliver sikkert kun endnu mere vanskeligt for ham i løbet af sæsonen, men vi ved jo godt, at Frank ikke sådan lader sig kue, heller ikke af Gud – det er Frank, der er endt øverst på skamlen hver gang.

Se hele tredje sæson ’House of Cards’ på Netflix fra i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her