Læsetid: 4 min.

Krig som æstetiseret allegori

Videoinstallationen ’The Enclave’ af Richard Mosse på Louisiana tvinger os til at tænke over, hvad billeder af krig i grunden er: Hvad de viser, og hvad de skjuler
Det centrale greb i Richard Mosses værker er brugen af en særlig militær overvågningsfilm (Kodak Aerochrome), der registrerer det usynlige spektrum af infrarødt lys, som reflekteres af grønne planters klorofyl – filmen får planters naturlige løv til at fremstå lysende pink.

Det centrale greb i Richard Mosses værker er brugen af en særlig militær overvågningsfilm (Kodak Aerochrome), der registrerer det usynlige spektrum af infrarødt lys, som reflekteres af grønne planters klorofyl – filmen får planters naturlige løv til at fremstå lysende pink.

Louisiana Museum

13. februar 2015

Man bliver kastet lige ind i det og har vanskeligt ved at trække sig ud af det. De seks lærreder bærer hver deres projicering, ofte samme motiv filmet fra forskellige vinkler. Soldater bevæger sig langsomt rundt i frodigt jungleterræn i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo), sammentrængte mennesker i flygtningelejre stirrer undrende ind i kameraet. Den latente vold anes alle vegne, nogle gange eksploderer den i fuldt flor: Vi observerer en krigszone i alle dens facetter.

Billederne kan ses fra begge sider af skærmen, og man kan bevæge sig rundt mellem de seks skærme. De fleste mennesker står dog helt stille, som var de blevet naglet til gulvet. Noget i billederne og i den voldsomme lydside, de bliver ledsaget af (lavet af komponisten Ben Frost), suger publikum til sig, gør dem ubevægelige og andægtigt tavse.

The Enclave fra 2013 af den irske kunstner Richard Mosse (f. 1980) skærer ind til benet. Som en avanceret videoinstallation benytter den med maksimal effekt de æstetiske virkemidler, der er udviklet inden for mediet: flerskærmsprojicering, der forhindrer et bemestrende overblik, kombineret med en diskret, men affektivt penetrerende lydside, der går i kødet, uanset hvor man befinder sig.

Billederne svæver foran ens øjne, overlapper og afløser hinanden, toner ud i sort, uden nogen fortløbende fortælling. Små steady cam-opererede kameraer glider ubesværet, udvendigt, kropsløst og drømmeagtigt gennem de kaotiske og voldsomme scenerier, der udspiller sig for ens øjne, mens lydsiden veksler mellem reallyde og abstrakte krigsdrøn.

Infrarødt lys brugt i krig

Selve billederne er en sælsom kombination af kinematografisk realisme og absurd fortegnet farvesætning. Det er optagelser lavet på en specialfremstillet 16 mm-film, Kodak Aerochrome, der er udgået af produktion, men som i 1940’erne blev udviklet til det amerikanske militær med henblik på at kunne afsløre camouflage.

Filmen registrerer det usynlige spektrum af infrarødt lys, hvorved naturlige planter fremstår lyserøde, mens alt andet fremtræder realistisk med nogle få modifikationer i visse farver. De dominerende lyserøde farver skaber et stærkt fremmedgørende moment i værket – en afrealiserende og poetisk afstand, som på trods af at ens øjne forbløffende hurtigt accepterer det fortegnede farvespektrum, holder motivernes absurde rædsler et stykke fra livet.

The Enclave overrasker ved at sammenføje en velkendt dokumentarisk stil med et fuldt udtræk af videokunstens æstetiske effektrepertoire. Eller med andre ord: rå reportage kombineres med skønhedsdyrkende æstetik.

Æstetiseret ægte krig

Så kan man stå og kigge henført ind i de bedøvende smukke optagelser af krigs- og voldshandlinger, der udspiller sig for øjnene af én, som var der tale om en spillefilm, mens man samtidig er rystende klar over, at der netop ikke er tale om fiktion. I hvert fald ikke kun fiktion, for selv om visse dele af The Enclave tydeligt nok er iscenesat, viser andre indiskutabelt virkelige og brutale krigshandlinger – ikke spektakulært og heroiserende som i en spillefilm, men kaotisk, tilfældigt, angstpræget og voyeuristisk lystfuldt.

Hele værket tvinger én ind i en refleksion over, hvad man ser på. Og hvorfra, det man bliver budt at se på, er set.

Helt konkret er der tale om optagelser fra Kivu-provinsen i det østlige DR Congo, optagelser fra en borgerkrig, som angiveligt har mere end 20 separate oprørshære, der både bekriger regeringshæren og hinanden indbyrdes, men som først og fremmest terroriserer en forsvarsløs civilbefolkning. Men hvor forfærdelig, ulykkelig og ’glemt’ denne borgerkrig – en blodig, europæisk arv fra kolonitiden og fra de etniske stridigheder i det tilgrænsende naboland, Rwanda – end er, så er den ikke værkets egentlige hovedmotiv, og intet i selve værket henviser direkte til den specifikke konflikt.

Allegori

Her er ikke tale om en dokumentarfilm, der foregiver at rapportere neutralt eller for den sags skyld indlevet, medlevet eller indigneret. Tværtimod problematiserer alt i værket ideen om en renfærdig reportage, lige fra filmmaterialets tilpasning til et andet parameter end den menneskelige perception til kameraernes aktive medageren i de skildrede situationer.

Det er så langt fra idealet om ’fluen-på-væggen’, man kan komme, men samtidig er det heller ikke subjektiv dokumentarisme. Hovedmotivet for The Enclave er derimod selve synsakten – det at se. Ikke mindst det at blive vidne til traumatiske hændelser, som man både er udenforstående over for og impliceret i på samme tid.

Hovedmotivet er i sidste ende denne apersonlige, affektive bearbejdelse af betragteren, som ikke forlader værket upåvirket.

På den måde forstærker værket nogle elementer, som er tilstede i meget krigsreportage, nemlig følelsen af at blive rystet over det, man bevidner, mens man samtidig er ude af stand til at påvirke det, ændre det.

Men netop gennem at forstærke elementet af fremmedgørelse ved hjælp af æstetiske virkemidler, mens konfliktens faktuelle og kontekstuelle omstændigheder samtidig nedtones, skaber Mosse et abstrakt og ekspressivt – ja, næsten allegorisk – udsagn om krig og om krigsdokumentation, som demonstrerer kunstens potentiale for at insistere på kompleksitet, frem for de moraliserende, sort-hvide udlægninger, der er den dokumentariske genres foretrukne form.

Man kan klandre denne æstetiske abstraktion, der skildrer virkelige menneskers virkelige liv, at den forbliver abstrakt, og at den ikke giver sine hovedpersoner nogen stemme. Fakta fortæller, at borgerkrigen i DR Congo har kostet over 5,4 millioner livet, og at 250.000 er overlevende voldtægtsofre.

Men som nævnt er disse faktuelle forhold ikke værkets ærinde. Måske fordi de abstrakte tal nok rummer deres egen gru, men ikke indeholder potentialet for at klæbe sig så uafrysteligt til ens bevidsthed som billederne af børn, der legende springer rundt mellem ligene af dræbte soldater i Mosses værk.

Og tallene rummer i hvert fald slet ikke det samme håb, som Mosses værk med dets sælsomme détournement af militært udviklet synsteknologi sætter alt ind på at demonstrere igennem fremvisningen af legen og skønheden, der triumferende griner døden op i ansigtet.

’The Enclave’ af Richard Mosse. Louisiana. Humlebæk. Indtil den 25. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu