Læsetid: 4 min.

Er der liv efter et homobryllup?

En trættende tendens til, at homofortællinger ender med lykkelige vielser, er et minus i en ellers vellykket historisk dokumentar- og kærlighedsfilm
Den sande historie om Ernst og Röbis forhold og om det schweiziske homotidsskrift Der Kreis er en vellykket fortælling om kærlighed og samtidig et stykke ufortalt Europahistorie.

Den sande historie om Ernst og Röbis forhold og om det schweiziske homotidsskrift Der Kreis er en vellykket fortælling om kærlighed og samtidig et stykke ufortalt Europahistorie.

Aliocha Merker

12. februar 2015

Alle elsker en god kærlighedshistorie, og i den schweiziske dramadokumentar Der Kreis (Kredsen) kæmper to elskende mod statslig forfølgelse, skam, jalousi, vold og mord. Det er næsten ligesom Titanic eller Romeo og Julie. Men i Der Kreis er de begge mænd. Og så får de hinanden til sidst.

Der Kreis fortæller den sande historie om det schweiziske homo-tidsskrift Der Kreis, som dannede rammen om en af efterkrigstidens vigtigste homoorganisationer af samme navn. Instruktør Stefan Haupt har haft godt materiale at arbejde med og har syet interviews og arkivmateriale sammen med en særligt vellykket dramatisering af begivenhederne, og fordi sidstnævnte fylder mest, virker filmen mere som et romantisk drama end som den dokumentarfilm, den egentlig er. Det kommer der en god filmoplevelse ud af.

Vi følger den indadvendte Ernst ind i det homoseksuelle miljø omkring bladet Der Kreis, hvor han forelsker sig i den farvestrålende og frigjorte sangfugl Röbi.

Ernst er fra overklassen og håber på en fastansættelse som lærer, så det vil være sværere at fyre ham, hvis hans homoseksualitet bliver opdaget, og Röbi er tysk travestiperformer fra underklassen, der håber på schweizisk statsborgerskab, så han ikke bliver sendt tilbage til Tysklands berygtede antihomolov, paragraf 175.

Drømmen om kærlighed

Deres kærlighedshistorie udspiller sig i en verden, hvor en uventet banken på døren udløser frygt, hvor kyniske trækkerdrenge bliver afpressere og mordere, når kunderne kommer under pres, og hvor de, der har kone, børn og jobs at miste, er lette at presse.

Nazismen er frisk i hukommelsen, og McCarthy er på krigsstien i USA, men franske eksistentialister lægger i ovnen til en kulturel revolution, og Der Kreis har en drøm, der sætter spirer overalt i Europa og sågar i USA. Der er meget på færde, og bladet, de store fester, hed sex, sang og dans giver frygten og skammen værdig konkurrence.

For minoriteter er det vigtigt at kende deres historie, og Der Kreis er ikke kun en vellykket kærlighedshistorie, men afdækker samtidig et stykke ufortalt Europahistorie.

Den er en lille, homohistorisk filmperle, der hverken går på kompromis med den forpligtende bearbejdning af det historiske materiale eller med den dramaturgi, der er nødvendig for en god kærlighedshistorie. Og det er godt gået. Men filmens sidste scene gav skår i glæden for mig, og det bliver jeg nødt til at nævne. Det er tydeligt fra filmens start, at både hovedpersonerne og deres forhold overlever, så jeg røber ikke for meget ved at fortælle, at den sidste scene viser Röbi og Ernst blive gift i Schweiz’ første homovielse.

’Vi er ikke forbrydere!’

Og det irriterer mig, fordi der de seneste ti år har været en tendens i homotematiske kulturprodukter til at tegne lineære kærligheds-, livs- og homohistorier, der alle starter i et ukendt, ubehageligt mørke og slutter – endegyldigt og lykkeligt – til homobryllup med kage og latter. I romaner, film og kampagnevideoer får brylluppet lov at fylde manuskripternes sidste tre sider, som om ligestilling i ægteskabslovgivningen er enhver kærlighedshistories og hele homohistoriens endelige slutmål, og som om et bryllup er den eneste ordentlige måde at binde en ende på en homofortælling.

I midten af filmen mødes de to elskende for første gang efter en voldsom anholdelse med tilhørende registrering og afgivelse af fingeraftryk hos politiet og sværger hinanden evig kærlighed med blæksorte fingerspidser og en besværgelse om, at »vi er ikke forbrydere!« Efter den scene forstår jeg godt, hvorfor det er vigtigt for nogle på egen ringfinger at mærke, at staten og samfundet har ændret syn på homoseksualitet, og hovedpersonernes bryllup passer perfekt ind i historien.

Men det, der irriterer mig, er den dramaturgiske placering af bryllupsscenen allersidst i filmen. Det irriterer mig, fordi det lader filmen synge med i det ægteskabspropagandistiske kor, homobevægelsen i disse år lægger stemme til, og fordi jeg tror på et liv efter brylluppet.

Scenen lige før bryllupsscenen er faktisk optaget ti år efter brylluppet, og her ser vi den krumryggede Röbi bede sin Ernst om at dække bord i deres lejlighed i Zürich. Og findes der noget dejligere end to hvidhårede mennesker, der drikker te og spiser æblebåde sammen, mens deres bevægelser foregår i en nøje koreograferet dans, der afslører, at de næsten er vokset sammen, fordi de har elsket hinanden så længe og stadig gør det? Det er sødt og smukt, og intet i verden skal fortælle mig, at de er ’følelsesmæssige krøblinge’ i en ’kloak af homoseksualitet’, sådan som de fik at vide i deres ungdom.

Der Kreis formidler både europæisk homohistorie og historien om to elskende, der holdt sammen gennem livet, men selve filmen er også del af en homohistorie, der er i gang med at blive skrevet, og manuskriptet skriver sig ind i den trend, der lader vielsesresultatets ord være de sidste. Det synes jeg er ærgerligt, og jeg håber, at vi i fremtiden vil se – både politisk og kulturelt – at homoseksuelle ikke bliver forfulgt af staten, men heller ikke ukritisk higer efter dens anerkendelse. Og når den tid kommer, vil den vidunderlige scene med de tedrikkende, æblebådsspisende gamlinge måske komme efter og ikke før bryllupsscenen, fordi det er relationen og ikke statens, kirkens eller samfundets officielle ramme for den, der er vigtig at huske og tage med ud af biografen.

’Der Kreis’ Instruktion og manuskript: Stefan Haupt. Tysk (København: Empire, Århus: Øst For Paradis, Ålborg: Biffen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu