Læsetid: 4 min.

Et livsbekræftende sprogoprør

Adda Djørups 16 overmåde forskellige stykker bæres af den sproglige kraft og samles i triumferende trods
27. februar 2015

Nej og ja og måske. Nogle gange skal det måske blive skidt, før det kan blive rigtig godt! Sådan tænker jeg uvilkårligt ved læsning af Adda Djørups nye, hendes i alt femte bog, som i stemning spænder fra smerten og sorgen og til munter triumferende trods. Hun har et formidabelt blik for alt det, som, med hendes eget præcise udtryk, er »fortvivlende sjovt eller mærkeligt eller oprørende – og helt igennem rædselsfuldt«, men hvad mere er, hun formår at forme sit sprællevende, dynamiske sprog, så at skriften ligefrem smyger sig op ad hver tilstand, hver stemning. Det i sig selv får hun gjort til triumf, et livsbekræftende sprogoprør.

Ikke mange forfattere kunne være sluppet så heldigt som hun fra at anbringe så mange og så uensartede enkeltstykker inden for den samme ramme. Trods genrebetegnelsen ’noveller’ slutter Adda Djørup af i den lyriske genre, med et digt om søvnløshed, og før dette har hun afprøvet dialoger, der mest minder om drama, korte lidt skitseagtige rids og tilsyneladende selvbiografiske beretninger om bl.a. lig og begravelse af dem. Når bogen midt i al heterogeniteten alligevel ikke fremstår som en rodebutik, skyldes det hendes skiftevis smertelige og muntert fandenivoldske tone.

En anden dag, måske

Denne tone kan fange og favne dem alle: Lægen, der i sin fritid står og bare græder ved togets ankomst til (helst ældre) stationer. Moren, som overhaler et sted, hvor hun burde have ladet være, og til sit ene barns henrykte udbrud (Wow! Det var fedt! Igen, mor! Gør det igen!) blot kan sige: »En anden dag, skat (...) En anden dag, måske.« Eller den langturschauffør, som vover et overblik på sit kejtede liv. Og kvinden, som i et skovbryn møder tre gratier fra helvede, i kostumer fra en varieté – og trippende, hoppende slutter sig til dem, fordi hun har hørt selveste »tonen fra jorden«!

Skulle man sammenligne med en lidt ældre, men vel lige så smerteåben, lige så grum og viltert grotesk forfatter, måtte det blive Pia Juul, der både på prosa og i poesien har lært os andre noget om følelseslivets sammensathed. Dog, Adda Djørup har også sin egen metode, manifesteret i måden, hvorpå det splintrede og usammenhængende tvinges sammen i teksten, så en helhedsstemning står lysende klart.

’Helst ikke’

Se f.eks. her, hvordan hun kan beskrive tilstandene efter to dødsfald og en kraftig fødselsdepression:

»Hun gør hvad de fleste nu gør. Hun inviterer til middag, taler i telefon, siger morsomme ting. Hun arbejder, gør rent og laver mad. Hun elsker og ærgres. Hun går i biografen, tager tog, holder møder og ønsker sig nogle gange noget hun ikke har. En lang ferie, en anden skostørrelse, nye politikere. Hun tager hvad hun kan få, og siger aldrig mere farvel til noget lig, ingen kan overtale hende, ikke med deres afventende miner, ikke med deres venlige hænder.

Helst ikke. Siger hun bare. Hun mærker døden i sig mindst én gang dagligt, et øjeblik blæser den hende ren for alt andet. Hun kamuflerer sin smerte med en nynnen og ringer med sin klokke.«

Stilistisk slår beskrivelsen om lige netop ved glosen »lig«! Men forud for den skildrede tilstand er i samme tekst (»Nej«) gået en fæl ankomst til selve rædselens moment:

»Da hun kom hjem, satte hun nøglen i låsen, den passede perfekt. Dét var rædslens øjeblik. Denne dør. Denne nøgle. Denne lås. Denne entré. Dette nu. Denne trygge lugt af hjem. Denne solstribe der falder på denne uredte seng. Denne unge krop i denne sommerkjole, ingen andens krop end hendes.«

Lige netop sådan er det at ankomme og vide, at du fra nu af kun har dig selv. Eller sådan kan det føles med ét at være blevet voksen. Endelig lyder alle de ord rigtigt, du hidtil kun har anvendt om andre og andre benyttet på dine vegne. Det er bare sket, og du kan ikke vende tilbage.

Er man så grov og fræk, at man for et øjeblik blæser på de litteraturkritiske spilleregler og i tanken pusler de heterogene brikker i Adda Djørups bog sammen i en slags smadret biografi, kan Poesi og andre former for trods bringes til at fremstå som en beretning om tab, der efterhånden vendes til trods: Først forældres skilsmisse, så eget ægteskab og siden en tilværelse som mor alene med to, og endelig afskeder med bl.a. en tante og med en far i et hus i en by med en havn på en ø.

Imidlertid gør man bogen uret ved at konstruere de spredte dele sammen. For styrken ligger i punktets præcision og i dette velgørende overskud, hvormed forfatteren formår at gøre det forfærdelige smukt og dermed blot så nogenlunde til at holde ud. Holde ud i strakt arm på kunstens distance, og holde ud frem gennem tiden, sådan som vi efterhånden lærer, selv når det har gjort allerværst ondt.

Poesi og andre former for trods
Adda Djørup
Samleren
151 sider
249,95 kroner
Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu