Læsetid: 4 min.

’Men måske er det bare mig, der vil skrige’

Peter Asmussens monolog ’Det Der eR’ er den mest kyniske og dog allersmukkeste hilsen til den umulige kærlighed. Spillet af Karen-Lise Mynster, der måske aldrig har været bedre end bag ’Berlinmuren’ på Halmtorvet
20. februar 2015

Sorgen ligger som en støvsky over denne forestilling. Alligevel er Det Der eR en af de mest livsbekræftende og smukke forestillinger, jeg kan mindes. Det er en af de reneste og mest fortvivlede, men det er også en af de vigtigste. Med fremragende, ordpræcis tekst af Peter Asmussen. Med nøgen ansigtsinstruktion af filminstruktøren Simon Staho. Og med blikintenst skuespil af Karen-Lise Mynster.

Jo. Som anmelder befinder jeg mig i en sort lykkerus, når jeg skriver denne tekst. Jeg har følelsen af, at dette teater ser min verden – og forstår den. Samhørighedsfølelsen forstærkes sikkert af, at jeg ligesom forfatteren har oplevet rusen over Berlinmurens fald i 1989, men også den forstemmende følelse af uovervindelig ulighed i årene derefter. Og dog kunne denne eksistentielle forestilling egentlig foregå til alle tider og alle steder, hvor mennesker bliver splittet af politik og krig. Fordi den er den mest renfærdige historie om kærlighed.

At denne teaterforestilling er sublimt teater, er derimod højt hævet over generationssynsvinkler. Dette teater er så rent og overrumplende som den sorteste diamant.

Alene på stol

Skuespilleren Karen-Lise Mynster har måske aldrig været stærkere end her. Hun sidder på en stol i sort rullekravebluse og sort nederdel – og der bliver hun siddende. Efter 75 minutter har vi været gennem hele hendes liv som barn og kvinde i Østtyskland. Vi har fulgt hendes ægteskab og hendes barokke liv i Østberlin på alt for få kvadratmeter og med helt tilfældige nedbrud af både strøm og vand. Og vi har frem for alt læst med i hendes breve til den dansker, som hun har mødt på en arbejdsrejse til København – og som hun har forelsket sig i.

Karen-Lise Mynster skuer bare ud på os og fortæller. Den ene charmerende og underlige historie efter den anden. Karen-Lise Mynsters timing er fænomenal. Ikke én pointe misser hun. Ikke én latter fra publikum. Det er helt overnaturligt.

Asmussens længsel

Peter Asmussen har dramatiseret sin roman med sin særlige sans for fremdrift. På intet tidspunkt standser ulykkeshistorien. Videre, videre går det – over brosten og sporvognsskinner, nu bare uden romanens rammehistorie.

Derfor møder vi kun kvinden gennem de breve, hun skriver til sin hemmelige elskede. Som ’medlæsere’ kan vi i høj grad føle os ramt, ikke bare af kærlighedskræfterne. For kvinden undrer sig højlydt over Danmark.

»Hvordan kan I finde jer i, at noget så fundamentalt som bøger er så dyre?« spørger hun, så vi bliver flove. Men vi ler også sammen med hende. Og vi mærker smerten.

Længslen i teksten er dog ikke til at tage fejl af. Den er altid til stede i Peter Asmussens tekster, men i Det Der eR har selve længslen hovedrollen, fordi længslen er kvindens livsdrift. Hun lever videre, fordi hun længes efter denne anden kærlighed. Og efter dette andet blik på det liv, hun er bundet til bag Muren. Det er stærkt.

Samtidig er teksten ordknap, som Asmussens tekster altid er det. Det eneste sproglige billede, der lyser op, er selvfølgelig lige så overraskende som dets udsagn: »Himlen var vidunderlig,« siger hun. Og så tilføjer hun. »Blå som en knaldende lussing.« Blå!

Stahos kamera

Sådan som Simon Staho har instrueret Karen-Lise Mynster, bliver alle kvindens breve til betroelser. Mynster sidder helt stille – og sidder endda ofte på stolen med hænderne under lårene. Men hendes ansigt fortæller i bittesmå nuancer, som om publikum i virkeligheden var et filmkamera, der kan zoome ind på den mindste øjenblinken. Her viser filminstruktørens sans for detaljen sig virkelig. Endda med de mest musikalske overgange mellem brevfortællingerne. Det er inderligt bevægende.

Barberet land

Med Det Der eR viser Husets Teater igen, at det er Københavns førende teater for dramatik med international gennemslagskraft. Og igen bliver vi tilskuere skubbet ’ud af komfortzonen’.

I denne forestilling er det endda svært at komme ind i teatret. For den kongeniale, svenske scenograf Jenny André har sat et stykke mur op foran Husets Teater – med trådhegn og pigtråd yderst, et barberet stykke land inde bagved og så den massive, forhadte betonmur inderst. Akkurat som i Berlin. Og selve bygningen er barrikaderet med træplader for vinduerne.

Indenfor er der murbrokker overalt. Luften er tæt og våd af støv og neddryppende vand. Ildevarslende lyde følger et lys, der bølger og forsvinder. Her er ubehageligt, klaustrofobisk og alt for tæt. Folk søger mod døren. Som et fysisk symbol på livet bag Berlinmuren.

Netop derfor oplever vi også intetheden så stærkt, når vi møder kvinden alene på den mørke scene. Og bagefter forlader vi pigtråden med den mest påtrængende følelse af jubel og sorg. Eller som kvinden siger det undervejs:

»Måske er det bare mig, der vil skrige?«

Det Der eR. Tekst: Peter Asmussen – baseret på hans egen roman fra 2012. Iscenesættelse: Simon Staho. Scenografi og lys: Jenny André. Lyd: Jonas Jørgensen. Husets Teater til 14. marts. www.husetsteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu