Læsetid: 4 min.

’Mænd og høns’ er ’Elefantmanden’ parret med ’Olsen-Banden’

I en grotesk forvrængning af folkekomedien forsøger Anders Thomas Jensen vistnok at sige noget storsindet humanistisk. Men det meste af tiden peger han bare fingre ad freaks
’Mænd og høns’ er en komedie, men ender i et lavpunkt for menneskeheden og genetikken, hvor alvoren i nogle sekunder får lov at stå og dirre – inden komikken igen får lov at drive gæk med karaktererne.

Rolf Konow

5. februar 2015

Normalitet har aldrig været noget, der optog manuskriptforfatter og instruktør Anders Thomas Jensen – i hvert fald ikke i de film, han selv har instrueret. I stedet har han dyrket mandlige outsidere, ofte personer, der var helt hinsides socialt acceptabel adfærd, som vi tilskuere – trygt placeret i biografsæderne – har kunnet le ad. Ikke med.

Historierne i hans indtil videre fire film – Blinkende lygter (2000), De grønne slagtere (2003), Adams Æbler (2005) og først her ti år senere Mænd og høns – foregår altid uden for lands lov og ret, på landet, inde i skoven eller som i Mænd og høns på en ø med et tocifret antal beboere. I små samfund eller i udørkner, hvor socialiteten åbenbart ikke kan holde individerne inden for normerne. Og det er i ekstrem grad tilfældet i Mænd og høns.

Hovedpersonerne er tit afstumpede og/eller indavlede og/eller idiotiske onanister, sodomister, voldsmænd, mordere. De er beskrevet med en knivskarp sans for fysisk komik og ofte gennem absurd følelsesknudrede og socialt handicappede dialoger.

»Altså det er grillsæson. Det er jo ikke tidspunktet, hvor man går fra hinanden på, vel« som Mads Mikkelsen – fast inventar i Jensens film – siger i De grønne slagtere til sin kone.

I disse universer er kvinder bipersoner og typisk irritationsmomenter, forhindringer eller bollemaskiner. Hvem husker ikke Sofie Gråbøls rolle i Blinkende lygter, hvor hun åbenbart gør sig fortjent til en knytnæve i synet, fordi hun ler ad en mand og hans kundskaber med et æg? Ja, så er der da virkelig heller ikke andet tilbage end at gribe til vold.

Tørre tæsk med stolper

Ligeledes i Mænd og høns, hvor kvinder er noget, som de mandlige hovedpersoner mere eller mindre må fuske sig i bukserne på. Hvilket vist ikke skal forstås som en anklage mod kvinder, men tværtimod som et udtryk for mændenes ynkelige forfatning. For det er et veritabelt freakshow af mænd – gerne med overdimensionerede eller decideret deforme næser – som hr. Jensen har stablet på benene her i sin fjerde film. En slags Elefantmanden og Frankenstein krydset med Olsen-Banden.

Det er ellers en flok flotte fyre fra dansk skuespils øverste hylde, der denne gang leger fastelavn for fuld musik: Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, David Dencik, Nicolas Bro og Søren Malling har alle i mere eller mindre offensiv grad været på halløj i sminken. Og ud er kommet fem mænd, der med læbeganespalte som fællestræk skal forestille at være brødre (eller dét, der ligner).

Broderskabet bliver opdaget, da Elias (Mikkelsen) og Gabriel (Dencik) går på jagt efter deres fædrene ophav. Manden, de troede var deres far, er netop død og har på video afsløret, at de er adopterede. Jagten fører brødrene til en lille ø, hvor de tre øvrige brødre har forskanset sig med deres far i en vildt forfalden kæmpevilla. Velkomsten består i tørre tæsk med stolper, gryder og udstoppede dyr. Men snart accepteres de nyopdagede brødre i det uhumske hus, hvor husdyrene færdes frit, og beboerne plejer en ualmindelig udtalt fetich for snavs, vold, dyr – og sex med sidstnævnte. Huset ligner noget fra en gotisk skrækfilm og viser sig snart at gemme på flere ubehagelige hemmeligheder. Det antydes tidligt, da der begynder at dukke høns med træk fra både gris og ko op.

Lavpunkt

Gabriel er den eneste nogenlunde normale person i menageriet, og han forsøger at bringe god opførsel, manerer og ikke mindst moral i spil i galehuset. Ud af det kommer der en enkelt kostelig scene, hvor der peges fingre ad videnskabelig positivisme og af bogstavelighedens idioti. De læser Bibelen sammen, og Gabriel vil vide, hvad historien om Abraham, der skal ofre sin søn Isak til Gud, handler om. Hvad den prøver at sige inde bag handlingen, altså, når der fortolkes. Den slags humanistisk pjat bruger den knastørre Josef (Bro) ikke tid på og mener i stedet, at Abraham må være en undermedicineret skizofren, siden han hører stemmer (Gud) i sit hoved. Og at hans serotonin- og dopaminniveauer må være katastrofalt lave.

Ingen af de fire andre er i øvrigt duperede over patriarkens prøvelser på bjerget. Ja, i det hele taget er de mest optaget af vædderen, der ender med at blive ofret i stedet for Isak. »Ja, jeg elsker den ged.« »Geden er fantastisk.« Så Gabriels forsøg på at tale for mere luftige størrelser såsom moral og åndelige værdier preller af på hans fire brødre. Også Elias, der hurtigt føler sig hjemme på den fædrene gård.

Mænd og høns er en komedie, men ender i et lavpunkt for menneskeheden og genetikken, hvor alvoren i nogle sekunder får lov at stå og dirre – inden komikken igen får lov at drive gæk med karaktererne.

Usunde feberbilleder

Det er vist Anders Thomas Jensens ambition at sige noget storsindet humanistisk i de sidste minutter af filmen, men det sker, efter at han har peget fingre ad fem freaks i små to timer. Og hvad er det egentlig, han prøver at sige? At indavl er usundt? At genetiske eksperimenter er amoralske?

»At liv er liv, og alternativet ikke er at foretrække,« som det lyder?

Ja, utvivlsomt. Man vakler i hvert fald fra filmen underligt drænet. Som om man netop er blevet fyldt af en løbsk fantasis mest usunde feberbilleder – realiseret som en fermt sammenskruet overtalelse. Leet har man da lejlighedsvis, men mest af alt har man haft en dårlig smag i munden og kløet sig i nakken over denne mærkværdigt groteske fortælling, der hylder alle individers uantastelige ret til et liv. Men samtidig hævder alle normale menneskers ret til at pege fingre ad og skrupgrine over artens mest vanartede skabninger.

’Mænd og høns’. Instruktion og manuskript: Anders Thomas Jensen. Dansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg tror ikke, vi kunne være mere uenige, RC. ATJ har i mine øjne skabt en af dansk films allerstørste og mest underholdende værker med et anti-Darwinistisk og naturevangelisk tema. Det er rigtigt, at seerens tolerance bliver sat på prøve, men det bliver jo netop belønnet tifold - og jeg kan ærligt talt ikke erindre et eneste sted, ATJ peger fingre af sine groteske figurer; tværtimod forstår han dem jo helt ind i genetikken. Så må man i hvert fald også mene, at Hugo peger fingre af Klokkeren, eller Steinbeck gør det af Lennie i navnebroderen Mus og Mænd (er der ikke andre, der kan se parallellen her?). Det er i mine øjne i Steinbeck-klassen, ATJ melder sig denne gang. Jeg kan heller ikke se, hvorfor ATJ pludselig skal anklages for anti-feminisme? Skal læsningen absolut kønnes er det vel snarere maskulint amokløb man får øje på, og den pris den slags har for kvindekønnet, men det vej tror jeg ikke åbner filmen. Jeg kan så forstå at en interesseorganisation for personer med læbe- ganespalte har protesteret mod filmen. Det er en fejllæsning af dimensioner, og en fordomsfuld sådan - filmen er en gotisk og vitalistisk hyldest til genetisk og artslig mangfoldighed imod senmodernitetens krops-, kost- og seksualitetsregimer. En skam at de fleste anmeldere insisterer på kun at se ’den sorte folkekomedie’, der i mine øjne bare er en tilfældig men velfungerende form for et langt mere eksistentielt og uafrysteligt ærinde. RC har lov til at være forarget, men jeg er ikke sikker på, at det er befordrende for en værdifuld anmeldelse, i hvert fald ikke hvis en sådan i hovedsagen skal være på værkets præmisser, og som sådan gerne må åbne læserens sanser. Se den igen, Ralf, og giv slip på trangen til at patronisere. Kunsteneren vælger ofte at give os mulighed for at spejle os i liminale figurer – men det er ikke ensbetydende med at kunstneren foragter disse. Og hvis vi som kunstbrugere mærker ubehaget er det jo undertiden fordi vi bliver mindet om sider ved os selv, vi helst vil glemme.