Læsetid: 6 min.

Mørkemændenes teater

Jo. Vi skal blive ved med at skabe teater om det, der sker i verden. Om Breivik og Charlie – og om skyderierne ved Krudttønden og Synagogen. En ny dramaantologi bringer et overblik over den nyeste dramatik
Den nye, danske dramatik forandrede sig for altid med Christian Lollikkes ’Manifest 2083’. Her er det skuespilleren Olaf Højgaard med en uniform, der er magen til den, som Anders Breivik tog på, inden han begik massedrabet på Utøya.

Søren Solkær

24. februar 2015

Kan man forestille sig en teaterforestilling, der handler om skyderierne ved Krudttønden og ved synagogen i Krystalgade? Eller en roman eller et maleri eller en sang, der beskriver de meningsløse drab?

Ja, selvfølgelig kan man det. Både i Danmark og i udlandet. Akkurat ligesom der vil blive skabt film om angrebet på Charlie Hebdo i Paris. Netop fordi vi har brug for at lade kunsten reflektere over, hvad det egentlig er, der sker, når et menneske beslutter sig for at dræbe ukendte i en sags tjeneste.

I dansk dramatik vil der altid være et ’før-og-efter-Manifest 2083’. Da Christian Lollike allerede i januar 2012 udtalte sig om, at han ønskede at skabe en teaterforestilling om Anders Breiviks manifest, var reaktionerne voldsomme.

Det var kun et halvt år efter Breiviks massedrab i Oslo og på Utøya, og især nordmænd kritiserede Lollike for at være uforstående over for de efterladtes behov for at sørge og være i fred.

Alligevel iscenesatte Christian Lollike sin monologforestilling Manifest 2083. Her var det skuespilleren Olaf Højgaard, der var i rollen – ikke som Breivik, men som skuespilleren Højgaard, der forsøgte at forestille sig, hvordan det var at være massemorderen Breivik.

Forestillingen blev gennemført i det nu nedbrændte Café Teatret i Skindergade – og det blev senere også opført både i Oslo og i Bergen og Trondheim, trods protester. Oplevelsen var stærk. Allermest fordi den viste skuespillerens opofrelse i forsøget på at forstå morderens hævnvrede. Han satte sin krop på spil ved at tage de samme steroider som Breivik. Og han satte sit liv på spil, fordi Brevik-tilhængere forsøgte at true ham og hans familie til tavshed. Men teaterforestillingen satte sig også dybt i tilskueren, fordi man selv personligt følte sig så udsat. Ikke kun udsat for skuespillerens ord, men også for mulige medtilskuere med håndvåben …

Med fede bogstaver

I en nyudgiven bog genoptrykkes otte dramaer fra de seneste år. Antologi 2008-2013 er den neutrale titel på bogen, der er redigeret af Helle Eeg og Tanja Diers med et forord med saft og kraft – og med herligt avissort layout med fede manualbogstaver af Emil Willumsen. Selvfølgelig er Christian Lollike selvskreven som en af de otte udvalgte dramatikere. Her repræsenteres han dog ikke med Manifest 2083, men med Det Normale Liv, der fik urpremiere på Aarhus Teater i 2011. De første replikker lyder sådan her:

Jeg føler mig forfulgt.

Hvad?

Jeg føler mig FORFULGT.

Af hvem?

Det-ved-jeg-ikke.

At personerne herefter skaber en frygt over begrebet ’INNER-STASI’, kræver det måske en gennemlæsning at forstå. Men angsten for at bruge ytringsfriheden – og for selvcensurens mekanisme – er ikke til at tage fejl af.

Netop den nye tids forurolighedsfølelse er kernen i de fleste af teksterne i antologien. Når teksten De Europæiske Medier af Nielsen / The Nielsen Movement fra 2011 eksplicit introduceres med en opfordring til instruktøren om så vidt muligt at tilpasse forestillingsteksten til skuespillernes private navne, så viser det også, hvordan dramaet forsøger at krybe ind på tilskueren så fysisk som muligt.

Her er fiktionen ikke bare fiktion. Dramaet sætter tilskueren på rollelisten. Vel at mærke som dig selv.

Fisk og onsdagssex

Naturligvis er ikke alle antologiens tekster optaget af politisk radikalisering eller mediesamfundet. Et par af stykkerne handler ’bare’ om hverdagen og kærligheden. En af de mest elskede tekster er Lærke Sanderhoffs Klumpfisken, som fik premiere på Får 302 i 2008, og som siden er blevet filmatiseret. Stykket handler om en fisker i Hirtshals, der forelsker sig i en københavnerpige, der arbejder som biolog med klumpfiskene …

En mere pågående tekst er Kvinde Kend din Krop, som medførte storm på billetsalget hos Mungo Park i Allerød i 2010, hver gang Maria Rich og Kasper Leisner dramatiserede den legendariske håndbog med trimmede kroppe og høje hæle i onsdagssex. Det var instruktøren Kamilla Wargo Brekling, der sammen med skuespillerne skabte teksten som et vellykket eksempel på den tiltagende devising-dramatik.

I et forord til antologien har dramaturgen Solveig Gade kløgtigt beskrevet den danske dramatik i 00’erne og 10’erne. Det er guf for teaterkendere, men en kende langhåret. Hendes inddeling af årtiernes dramatik er dog klar og brugbar: Krigsteater (Andreas Garfields Hjem, kære hjem), asylpolitikteater (Anna Bros Sandholm), udkantsdanmarksteater (Frede Gulbrandsens Vi hader København), kønsteater (Fix & Foxys Pretty Woman) og virkelighedsteater (fra Ditte Maria Bjergs rugemødreforestilling Made in India til Betty Nansen Teatrets Contact-forestillinger).

Og så er er snesevis af titler, der selvfølgelig falder mellem kategorierne – med Line Mørkeby (Das Unheimliche) og Peter Asmussen (Ingen møder Nogen) som frontfigurer.

Rødt og Big Band

For sådan er det jo med kunsten. Den er ikke sådan bare at dele op, definere og rubricere. Særligt ikke, når der er tale om samtidskunst. Det kniber med at få værkerne så meget på afstand, at man kan se deres egentlige betydning. Dramatiske tekster er desuden ekstremt afhængige af teaterdirektørers og instruktørers prioriteringer. Kun få tekster er så heldige at opnå flere forskellige fortolkninger inden for kort tid. Opsætningerne af Astrid Saalbachs danmarkskritiske Rødt og Grønt først på Det Kongelige Teater og senere på Aarhus Teater hører altså til sjældenhederne.

Samtidig er det også vigtigt at hæfte sig ved, at den nye dramatik også byder på vild cross-over kunst. Senest hos Kirsten Dehlholm og Hotel Pro Forma, hvis big bang-forestilling Cosmos+ i Den Grå Hal var en susende smuk familieforestilling om forståelsen af altings oprindelse. For samtidig var den også en eksistentiel problematisering af det moderne menneskes eksplosive viden om vores egen lidenhed.

Nu som læsesport

Antologien har et tankevækkende efterskrift af litteraten Mikkel Krause Frantzen. Han mener, at et af kodeordene for den nye dramatik er ’normalitet’ – netop fordi det normale er blevet forstyrret af en ny selvcensur, som også pålægges kroppen. Mange af personerne i antologiens dramaer taler om, hvordan de ser ud, og hvor meget de træner. Faktisk sammenligner Frantzen dramatikerne med digtere som Lars Skinnebach, Ursula Andkjær Olsen og Julie Sten-Knudsen. Netop i deres fokus på det dagligdags normale – og så på det lurende udefinerlige, som truer hyggen nedenunder.

Lyrikken kan man læse, når man vil. Dramatikken skal man opsøge i de få uger, den bliver spillet – eller læse, hvis stykkerne er så heldige at blive trykt. Som Forlaget Drama og Forlaget Kronstork nu udtrykker det: ’Vi har simpelthen ønsket at slå et slag for dramaet som en læsesport.’

Syng med Michael Falch

Selv den hurtigste dramatiker kan næppe skrive et drama på én nat. Men en sang kan godt digtes på få timer. Disse linjer er omkvædet på en sangtekst, som Michael Falch lagde ud på sin Facebookside i søndags, lige efter drabene i Krudttønden og ved Synagogen:

’Historien gentager sig

Alt går i ring

Vores sandheder farer

forvildet omkring’

Sådan må Michael Falch gerne skrive og synge i Danmark. Heldigvis. Han måtte også gerne bruge endnu mere konkrete ord om terroren. Han må sige det, han har trang til.

Om noget tid vil en dramatiker måske også skrive om skyderierne ved Krudttønden og synagogen – og om ’Mørkemanden’, som et af de sørgeligste tilnavne om den bare 22-årige vredesmorder.

Lollikes Manifest 2083 viste i hvert fald, at vi som ytringsfrihedselskende land må lade vores kunstnere udtrykke sig frit. Fordi kunsten har en evne til at løfte os op over grufuldhederne og gøre os klogere.

Og måske mere følsomme.

Antologi 2008-2013. Tekster af Christian Lollike, Caroline Cecilie Malling, Lærke Sanderhoff, Fix & Foxy, Kamilla Wargo Brekling, Joan Rang Christensen, Nielsen og Line Mørkeby. Redaktion: Tanja Diers og Helle Eeg. Layout: Emil Willumsen. Forlaget Drama & Forlaget Kronstork. 384 sider. Kr. 299. Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu