Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Mørket i Toronto

Drake balancerer sin selverkendelse på mini-malistiske beats og selvmodsigelser på sin hidtil mest mørke og konsekvente hiphopplade
Drake balancerer sin selverkendelse på mini-malistiske beats og selvmodsigelser på sin hidtil mest mørke og konsekvente hiphopplade

Steve Marcus

Kultur
18. februar 2015

Natten til Valentinsdag udgav Drake uden varsel surprise-pladen If You’re Reading This It’s Too Late. I internettets tidsalder har musikudgivelser altid allerede været hørt, forstået og diskuteret, før du gør det. Forståelse er principielt late, men nu er den endda too late. Lad os se hvad den kommer for sent til.

For det første er det Drakes rivaler, som kommer for sent, det er klart. Drake er lige så patologisk optaget af hiphoppens indre hierarki som resten af sine kolleger. If You’re Reading This It’s Too Late betyder i høj grad: Jeg er altid to skridt foran. Den påstand skal selvsagt bevises, og Too Late er præget af en sær blanding af mathed over bevisbyrden, begejstring ved succesen, sentimental længsel efter hjembyen, Toronto, og en klar erkendelse af, at succesen i sig selv er en ringe bærer af mening.

»If I die, all I know is: I’m a mother fucking legend«, forsikrer Drake på åbningsnummeret »Legend«, en performativ, ironisk sætning grundet dens simultane beklagelse og selvhævdelse: »Ak, det eneste, jeg ved med sikkerhed i lyset af døden, er, at jeg er en legende«. Angsten for at have overset noget endnu vigtigere, f.eks. meningen med livet, siver ned gennem albummets linjer som en strid mellem romersk og eksistentiel livsanskuelse. »Oh my God, Oh my God, If I die, I’m a legend«, rapper han igen og igen, mens gentagelsen langsomt planter et tvivlens frø i teksten.

Den første spire viser sig allerede på andet track, »Energy«, der åbner med linjen: »I got enemies, I got a lotta enemies.« Man ser legendens slagmark for sig, men som versene skrider frem, tegner sig et fjendebillede, som hverken består af hævntørstige gangstere eller vrede rivaler, men af kolleger, som Drake mener »gotta act like I like« eller folk, som hader ham online. Indimellem spytter han bemærkninger ud om egen rigdom, »I got 2 mortgages, thirty million in total«, en linje af blær, der har sin egen ironiske tvivl: »Jeg har to boliger, taber, hvad har du? Vent, lad mig lige fortælle dig den samlede pris på dem.« Med andre ord: Legenden skrumper ind til simpel popularitet, fjenderne til besværlige gæster i eget hus, og succesen til penge. Til sidst hedder det på nummeret »Know Yourself«: »I’m turnin’ into a nigga who thinks about money and women / Like twenty four seven, thats where my life took me.«

Cementerer sin lyd

Når Drakes ironier ikke står eksplicit frem, så gør de det implicit med hans mange selvmodsigelserne, som når han i »Know Yourself« mener, at han ikke bærer sin rigdom uden på tøjet og i øvrigt siger selvtilfreds, at rivalerne tager sig selv for seriøst, mens han altid bare har været sig selv og tilføjer »I guess I know myself«. Selverkendelsen balancerer på en knivsæg her. Hvis du vil være en legende, er det for sent, legender har verden lagt bag sig.

Meningskrisen banker på døren, og Too Late er også Drakes hidtil mest mørke plade. Manden, der ellers er kendt for at blande hiphop og R’n’B, synger stort set ikke på denne udgivelse. Beatsne er minimalistiske, industrielle og klaprer nervøst derudaf, ofte skifter de halvvejs i et nummer som på »Star67«.

Der er ingen egentlige radiohit, selv om »Know Yourself« kommer tæt på. Det kan måske skyldes, at Too Late er lanceret som et mixtape. Hvorfor Drake udgiver et betalingskrævende mixtape har muligvis at gøre med fnidder i hans pladeselskab. Det er i hvert fald rygtet på nettet. Og apropos fnidder, så er Too Late selvfølgelig spækket med bidske bemærkninger, ikke bare til pladeselskabet, men til Drakes hiphop-rivaler. Kendrick Lamar, Kanye West, Tyga, Diddy og Jay-Z står for skud, nørderne kan selv dykke ned i teksten og afkode hvor (andre kan slå det op nettet).

På den måde er Too Late en enormt klichéfyldt hiphopplade: Selvhævdelse, meningsløshed, masser af macho-sladderspalte, og så finder Drake (næsten) meningen med livet i sin kærlighed til hjemstavnen Toronto (som han kalder »The 6«) og til sin mor.

Det er alt sammen velkendte fortolkningsmodeller, der altså eksplicit er too late både for lytteren og Drake selv. Han har dog sin egen skiftevist ironiske og rørte måde at levere klicheerne på. På »You and The 6« synger han direkte til moren med imponerende flowmæssige hiv, hvor han stopper sig selv midt i sætninger for at lufte frustration eller bevægethed. Den fine flowvariation finder man flere steder på pladen. På »Madonna« åbner han f.eks. med flad staccato og elegant synkoperet syntaks, og på »6 God« trækker han sætningerne dovent og atonalt. Drake synes at cementere sin lyd på denne plade, hvilket klæder ham. Men man kan alligevel ikke lade være med at håbe på, at der rent tematisk kommer mere kød på den kommende View From the 6.

Drake: ’If You’re Reading This It’s Too Late’ (Cash Money Records)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her