Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Morbid nok til Molière?

Aalborg Teater skærer sig på klassikerspejlingerne i Molières ’Misantropen’. Selv om Martin Ringsmose er en heftig Alceste, så er det kun Marianne Høgsbro, der kan levere dolkereplikkerne med grusomhedssmil
Sådan som Marianne Høgsbro ranker ryggen og dirrer med stemmen, kan hun tryne en hvilken som helst ung dejlighed. Her er det Christine Gjerulffs Célimène, der ryger ind i spejlglasset under en ordduel i Misantropen.

Allan Toft

Kultur
3. februar 2015

Det bliver grusomt morsomt,« står der i annoncen for Misantropen på Aalborg Teater. Men nej. Det blev det så ikke. Molières kynikerstykke er endt som en ret tam affære på Aalborg Teaters store scene.

Grusomt flot, men ikke grusomt sjovt. Latter er der ikke meget af i teatersalen. Snarere blot en anerkendende nikken, når ordduellerne udføres særligt raffineret – eller når handlingen tager endnu en overraskende drejning i klassikeren fra 1666. Scenografien er ellers spektakulær med overdådige guldspejle rundt om en slynget rundscene med en enorm sofapuf i midten. Lige et sted for 1600-tallets dekadente overklasse og dets smiger – og såmænd også for 2010’ernes selvfede trendsættere.

Her kan Molières listige vers boltre sig, tænker man. Ikke mindst når det er Jesper Kjærs frække oversættelse, som bruges. I denne overfladighedsverden rimer ’kram’ på ’klam’.

Men når scenografien så også byder på trampoliner og vandbassiner, der næsten ikke bruges i forestillingen, så bliver det dog rigeligt med lir. Det visuelle budskab er imidlertid ikke til at tage fejl af: Her får mænd syet bladguld på skoene, og her knipser kvinder gaver væk af lutter kedsomhed.

En buk er en buk

Men Alexa Thers iscenesættelse stritter i for mange retninger. Den vil tilsyneladende lade scenerne springe ud gennem de elegante, gennemlyselige spejldøre som fyrværkerignister, der antændes af Molières uforskammede overskudspoesi. Men opsætningen vil også psykologisere og erkende og alt det andet dyre, som det moderne menneske har bildt sig selv ind er væsentligt. Også selv om Molière egentlig bare kaldte en buk for en buk – og en hore for en hore.

Dermed ryger forestillingens barskhed, men faktisk også dens vanvid og humor. Spændingen ryger, og scenen virker komplet statisk, uanset hvem der vælter ind og ud gennem spejldørene.

Ringsmoses ærlighed

Men ingen Misantropen uden Alceste. På Aalborg Teater spilles machodyret Alceste af Martin Ringsmose, der senest har brilleret som ærlig arbejder i Beton og inden da som ulastelig jakkesætsskurk i En Folkefjende – og forrige år som en velorienteret misbruger-Jeppe i Jeppe på Bjerget. Martin Ringsmose kan det meste.

Spørgsmålet er så: Er Martin Ringsmose en misantrop? Egentlig ikke. Sådan som Alexa Ther har instrueret ham i rollen som Alceste, virker han ikke som en menneskehader, men snarere som en sandhedsforkæmper.

En slags Gregers Werle fra Ibsens Vildanden, der insisterer på, at al sandhed skal frem – også selv om sandheden kun bringer ofre med sig.

Martin Ringsmoses Alceste er flot og charmerende, og han er noget af en scorekarl. Men han har ikke den arrogance og selvforelskelse, som også er Alcestes drivkraft. Han er ikke selvoptaget nok.

Måske er hans Alceste alt for forblændet af Christine Gjerulffs frejdige og skruppelløse reality-bud på Célimène.

Alceste er ikke kynisk nok

Måske er det her, at magtbalancen ryger. Bare hun vrikker lidt med understellet i sin komisk stramme kom-og-tag-mig-kjole, så ligner han en hundehvalp i blikket.

Og så kan man altså ikke samtidig tro på, at hans kynikerord får granvoksne mænd til at krympe, når han kækt reducerer deres møjsommelige digtekunst til amatørrim.

Hans autoritet som menneskeforagter kommer til at vakle, fordi han ikke er usympatisk nok.

Forestillingen har i det hele taget et formildende moderne skær af mægling over sig. Som om det er vigtigere, at vi skal synes om alle disse groteske figurer, end at vi skal grine ad dem.

Men psykologiseringen gør ikke noget godt for komikken. Personerne er hver især fanget af deres samtids prestigebureaukrati, og det er selvfølgelig synd for dem. Men det er da først og fremmest komisk, sådan som Molière udstiller deres svagheder på den mest ydmygende måde.Når Jakob Højlev Jørgensen træder ind på scenen med sin skønne musikalske timing i rollen Oronte med hjemmedigterierne, er han en glad og naiv mand, der bliver hængt ud, næsten uden at han selv forstår ydmygelsen.

Men det bliver aldrig tilnærmelsesmæssigt så groft som i et standup-nummer. Det bliver mere bare synd for Oronte. Steffen Eriksen giver ellers godt modspil som misantropens fortrolige. Han udviser en ligefremhed og en frygtløshed over for den garvede mester, så han faktisk skaber interessant ping-pong. Allan Helge Jensen gør også en skæg figur som blåøjet bejler til selvsamme kvinde, som Alceste dyrker. Og skuespillereleven Anna Nøhr Tolstrup er fin i Molières lillebitte rolle som gennemsigtig uskyldskvinde, mens skuespillereleven Mathias Flint imponerer som bejler ved sin flotte diktion.

For Molières ord er svære. Versene skal flyde, som om man finder på rimene i det øjeblik, man siger dem. Og det er kun de færreste forundt.

Høgsbros stemme

Men den kunst kan Marianne Høgsbro altså. Lige så snart hun træder ind på scenen med højt hår og scoretricks som kvinden, der ellers er ulykkeligt forelsket i Alceste, så falder alt på scenen til ro.

Marianne Høgsbro suger publikums opmærksomhed til sig – og hun får sine medspilleres fulde nærvær. Og så begynder løjerne.

Marianne Høgsbro bruger sin berømte stemmesitren, som var den et flammesværd mod modstanderne. Hun lokker og elsker og nedgør med sin forunderlige stemme – og hun dræber med den. Hun har netop ingen problemer med det morbide. Jo flere lig, der ligger efter hende i gemakkerne, desto bedre.

Alt imens hun stateligt vandrer omkring i sin indstrammede kjoleparodi, så ryggens snørreliv er ved at sprænges af ungdomsforhippelse. Det er kosteligt. Og det er en del sjovere at se på end at overvære Célimène sælge ud og smide skørtet til sidst. Christine Gjerulffs nydelige netstrømpeben til trods.

Aalborg Teater har svævet på en bølge af succes de seneste år – fra Kirsebærhaven og Den Spanske Flue til Indenfor Murene, Vinterrejse, En Folkefjende og Beton. Men i Misantropen har landsdelsscenen skåret sig på klassikerens nådeløshed.

Hos Molière er der masser af komplicerede følelsesrelationer. Men den morbide mester afslører ingen egentlig medfølelse. Kun hån og grusom sandhed.

’Misantropen’. Tekst: Molière (1666). Oversættelse: Jesper Kjær. Iscenesættelse: Alexa Ther. Scenografi: Eiliv Skinnarmo. Aalborg Teater til 21. marts. www.aalborgteater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her