Læsetid: 3 min.

En nordisk vølves temperament og livssmerte

Edith Södergrans ensomme stemme i efterklang
27. februar 2015

Edith Södergran (1892-1923), den lysende nordiske digterstjerne, nåede i sit liv at få udgivet fire samlinger mindeværdige vers 1916-20, hvortil kom efterladte digte, Landet som icke är, to år efter hendes død i 1923, en poetisk, personlig utopi affattet gennem årene i landsbyen Raivola på det karelske næs. Dér levede hun ensomt med sin mor, ramt af tuberkulose, tidligt diagnosticeret med sanatorieophold i Davos, Schweiz.

Hun skrev på sit svenske modersmål, var særdeles sprogkyndig og internationalt orienteret og udtrykte grandiost den jegudvidelse i sproget, som kendetegnede store dele af den modernistiske digtning og kunst i Centraleuropa. Hun blev derved indgangsfiguren for den revolutionerende poesi i Norden. I et eksplosivt udviklingsforløb gennem ekspressiv patos og nærmest surrealistiske drømme nåede hun frem til et naturens rene tegnsprog: »Nu ville vi säga dig ditt livs hemlighet: nycklen till alla hemligheter ligger i gräset i hallonbacken« (hindbærbakken). En slående parallel kurve ses hos den yngre svensk-danske lyriker Gustaf Munch-Petersen, som var dybt influeret af hende ligesom senere bl.a. Michael Strunge og flere af de ti kvindelige lyrikere, som for ti år siden fandt sammen om at oversætte et udvalg af Södergrans digte, Triumf at være til.

Nu har oversætteren Karsten Sand Iversen i en fin serie af eksklusive tekster af europæiske forfattere præsenteret Edith Södergrans breve til hendes unge digterkollega Elmer Diktonius på dansk, to sammensvorne om en ny poesi, som skulle gennembryde muren af traditionalisme. Et af projekterne ved siden af redaktionen af avantgardetidsskriftet Ultra var at få udgivet et udvalg af ung finlandssvensk lyrik i Tyskland i hendes egen tyske oversættelse. Det er hovedindholdet i disse breve ved siden af hendes begejstring over at have fået besøg af den fem år yngre, 25-årige poet. Diktonius’ egen stemme høres ikke her i den ensidige korrespondance, men kan opsøges på dansk i en fortræffelig version i Christian Graugaards udvalg, På toppen af et øjeblik. Digte 1921-54. Sammen med Gunnar Björling, Henry Parland og Rabbe Enckell skabte de i løbet af få år en ny, tidssvarende poesi i Finland på baggrund af verdenskrig, oktoberrevolution og borgerkrig.

Ildebrand

Nogen elegant brevskriver var Södergran ikke i denne sammenhæng. Stilen er impulsiv, eruptiv, associativ. Hendes brændende utålmodighed over for det påholdende Rowohlt Verlag resulterede i, at hun i desperation kastede hele manuskriptet i ovnen. I brevene går hun umiddelbart og med lignende beslutsomhed til det væsentlige uden nogen form for konversation. »Vi der tror vi skaber, forgifter jordens almindelige åndelige atmosfære mere end Londons skorstene den fysiske. Vi ved ikke af det, men vi skaber emner som forlænger skabelsens lidelse.« En tung ansvarsfølelse hviler over udtryksviljen, hvis ordet hvile overhovedet kan tænkes i den uro, der til sidst førte hende ind til enkel, tillidsfuld gudstro. »Går nu den vej jeg må gå – forsagelsens vej i alle henseender. Bliver derfor ikke nogen stor brevskriver.« Uden omsvøb karakteriserer og kritiserer hun visse digte af ham ved siden af sin glæde over hans ’hårde sange’, bl.a. hans nu velkendte, aggressive jaguardigt,

Den lille brevudgave er velmotiveret ved de glimt af denne nordiske vølves temperament og livssmerte – som også indlemmer hendes elskede hund Martti, hvis skrantende helbred hun jævnligt holder sin korrespondent ajour med. Oversætteren har skrevet en omhyggelig indledning med passende noter og udstyret den lille, elegante bog med et appendiks af tekster. Interessant er en kronik, den danske digter Bodil Bech skrev efter et besøg 1938 i sit store forbilledes hjem i Raivola hos den efterlevende fru Södergran. Inspireret af Gunnar Ekelöf, der samme år besøgte hjemmet og skrev et betaget og berømmende essay om digteren. Den danske pilgrims livfulde rapport er et velformet stemningsbillede af det beskedne hus med den parklignende have, et miljø, som for længst er forsvundet, udslettet og overtaget af russiske krigergrave efter indlemmelsen af Karelen. Edith Södergrans poesi består i egensindig magtfuldkommenhed og romantisk magi, som disse breve inviterer til at gæste.

Breve til Elmer Diktonius
Edith Södergran
Oversat af Karsten Sand Iversen
Forlaget Virkelig
51 sider
135 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu