Læsetid: 5 min.

Fra oprør til nye former for bullshit

’Steppeulven’ fortæller nådesløst og i et gnistrende poetisk sprog om den skelsættende rockpoet Eik Skaløes modning, storhedstid og afblomstring. Men det sker ikke uden filmiske mislyde
’Steppeulven’ former sig som en  både kærlig og harsk kritik af 68’erne. Bevares, der var god grund til at gøre oprør, det er tydeligt i filmen, men det endte – også – i en selvoptaget sump af sex og stoffer, hvor frihed bare var et andet ord for afgrundsdyb uansvarlighed.

SF Film

19. februar 2015

Bliv ved med det,« lød beskeden fra Halfdan Rasmussen til Eik Skaløe efter Steppeulvenes første og eneste album Hip sommeren 1967.

Og der var virkelig heller ingen grund til at stoppe for forsangeren og tekstforfatteren i bandet, der fordanskede og sparkede den danske pigtrådsmusik så flabet i røven, at den ramlede lige lukt ind i psykedelisk rocks nutid.

Ole Christian Madsens film Steppeulven fortæller historien om virkelighedens Eik Skaløe. Eller rettere: Den fortæller en historie, der er viklet rundt om de faktuelle begivenheder. Så åbningsteksten til Steppeulven er både sympatisk og nødvendig: »Frit baseret på virkelige hændelser.« Madsen har sammen med Bo hr. Hansen taget sig friheder i deres fælles manuskriptskrivning, og det har resulteret i en meget subjektiv fortælling, der ikke så meget er en lynvisit i en ungdomskultur og i en opbrudstid, men snarere en rejse ind i Skaløes hoved – om muligt endnu mere i opbrud end tiden omkring ham.

Alt det følgende skrevne er således baseret på filmens fortælling – og altså kun delvist på virkelige hændelser.

Fristelsernes Lalandia

Vi begynder i 1962. Skaløe får tæv af politiet – det var sådan man behandlede de langhårede ynglinge dengang – og i spjældet møder han Iben Nagel Rasmussen. Kærlighed ved første blik. »Alt er naivt,« står der på træskiltet over havehuset i Nagels bedstemors baghave, hvor de slår sig ned som nyslået, kaninkneppende toenighed – snart dog udfordret af politiske diskussioner og af de nye frihedsidealer, der jo også inkluderede kønsdelene på løsgængertogt i fristelsernes Lalandia.

Sanserne er pivåbne, de seksuelle eksperimenter slider på kærligheden, og i Skaløes verden fortoner den ydre politik sig til fordel for den indre. Hvordan kæmpe for frihed uden selv at være fri, spørger han med øjnene på stilke i gang med at se ud over de fede tider.

Desværre er der allerede kræmmersjæle i hippie-kolonierne, krejlere, der falbyder friheden i pille-, chillum- og kanyleform. De trip, der først ligner en bevidsthedsudvidelse, viser sig siden at være en devaluering af frihedsidealerne. Det er et frit syndefald, som Madsen og Hansen påpeger kan føre lige lukt til narkomani. Hvilket både Skaløe og Nagel Rasmussen må sande.

Der er visse paralleller til de samtidige amerikanere i The Doors og til Oliver Stones film af samme navn. Skaløe og Jim Morrisons syndefald er parallelle, i hvert fald i den forstand at de grænseoverskridende eksperimenter mister deres betydning og ender i ren gestik og blot og bart misbrug. Ja, Steppeulven vinker sandsynligvis til Morrison, når vi ser Skaløe i badekarret i slutningen af sit liv. Det var i et badekar, at Morrison døde i Paris 1971.

Stones film dvælede så også betragtelig mere ekstatisk og lystent ved 60’ernes store flip, end Steppeulven gør. Den er i stedet mere nådesløs. Ja, da vi endelig når frem til 1967 og dannelsen af Steppeulvene, så er denne anmelder i hvert fald helt udmattet på Eik Skaløes og Iben Nagel Rasmussens vegne.

Harsk og kærlig kritik

Og fordi Steppeulven handler om Skaløes modning, storhedstid og afblomstring, så får bandets ni måneders levetid heller ikke overdreven plads i filmen. Samtidig med at deres korte karriere også kommer til at danne baggrund for historien om et konservativt samfunds voldelige reaktion på nogle lømlers behov for at inhalere og udtrykke sig på nye måder.

Steppeulven former sig som efterkommergenerationens både kærlige og harske kritik af 68’erne. Bevares, der var god grund til at gøre oprør, det er tydeligt i filmen, men det endte – også – i en selvoptaget sump af sex og stoffer, hvor frihed bare var et andet ord for afgrundsdyb uansvarlighed. Snart er den oprørske ungdomsgeneration fanget i nye normer og nye former for magthierarkisk bullshit. Junk – altså heroin – er en hævn mod skabelsen og altså det ultimative oprør, hævder den dæmoniske, selvudnævnte narko-shaman Christian. Helt sikkert.

Hovedrollerne fremmanes fremragende af Joachim Fjelstrup og Marie Tourell Søderberg. Dialogerne er når de bedst – og som så ofte med Hr. Hansen ved tastaturet – præcist skruet uden om banaliteterne uden at virke opstyltede. Og Skaløes indre monologer gnistrer med originalens splintrede stjernestøv. »En plade er ånd kastet i riller,« siger han til Metronomes pladeselskabsboss, som han har lokket på piller.

Klicheer tager overhånd

Men Steppeulven løber ikke af stablen uden mislyde. Jeg har lidt svært ved at finde ud af, om der tages pis på tiden, eller om klicheerne alligevel tager overhånd, da parret for eksempel møder den ’mystiske’ Vincent i et spansk fængsel. Nogle eksotiske arabesker summer på lydsporet helt ude på klicheernes overdrev, da han og Skaløe får øjenkontakt. Og da de senere genfinder ham på stranden, siger Nagel Rasmussen »You sound like a poem«. Hvortil Vincent svarer: »It’s all I am, and all I ever want to be.« Seriøst!?

Visuelt er det lidt op og ned. Dele af fotograferingen fungerer fint, for eksempel i de mere intime scener, men der er også dele, hvor en alt for klar moderne farvefornemmelse nægter fortiden at komme til live. Som om dét, vi så, bare var en filmatisering, der skulle forestille noget fra en anden tid (værst i koncertoptagelser med Steppeulvene). Og det er vel ikke meningen, at det skal føles sådan?

Jeg forstår heller ikke helt hvorfor den såkaldte mandskamp, hvor Skaløe og en anden bejler – i en seksuel og romantisk trekant – kæmper om Ibens gunst, skal fylde så meget. Det virker som en sidehistorie blæst ud af proportioner, og det på trods af at den er fuld af visuel morskab og frivol lir.

Musikalsk fungerer filmen fint. Den nykomponerede soundtrack-musik er ikke videre ophidsende, men de valgte sange – fra danske samtidige ligesindede kunstnere som Savage Rose, Cy, Maia & Robert, Beefeaters, Alrune Rod, men også Skaløes store idol Dylan – er ikke overrumplende, men godt motiverede. Og den nutidige, fiktive version af Steppeulvene fungerer strålende, fordi de swinger uden at være teknisk overdygtige.

Men den store historie om tidens meningstab og Skaløes jeg-opløsning er den centrale og kommer da også til sin ret. Til sidst genoptager Skaløe sin pilgrimsfærd, nu mod det eksistentielle nulpunkt. Han var en enspænder med en konfrontativ natur, udstyret med en forfinet bullshit-detektor og en frygtløs hang til afslutninger. Bortset fra når det kom til Iben Nagel Rasmussen, som han var styrtforelsket i. Hende kunne han ikke slippe, selv ikke på selvmordets rand. Det var hende, der overbragte sin fars besked til Skaløe om at »blive ved med det«. Og Skaløe blev ved – med at skrive og søge. Ja, noget af det sidste, han gjorde, var at skrive et afskedsbrev til Nagel Rasmussen og endelig et selvmordsbrev til myndighederne, så der ikke herskede tvivl om, at han døde ved egen hånd den 15. oktober 1968. Og så holdt han op med alting.

’Steppeulven’ Instruktion: Ole Christian Madsen. Manuskript: Bo hr. Hansen og Ole Christian Madsen. Dansk (Biografer landet over)

'Steppeulven'-instruktør Ole Christian Madsen mødtes efter premieren i Grand Teatret filmredaktør Christian Monggaard til en #filmsludder om spillefilmen – og om en rockpoet, der begik selvmord som 25-årig. Lyt med her.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malan Helge
Malan Helge anbefalede denne artikel

Kommentarer

Selv som gammel mand bliver jeg overrumplet over stereotyper og generaliseringer om ungdomsoprøret som denne: ”Bevares, der var god grund til at gøre oprør, det er tydeligt i filmen, men det endte – også – i en selvoptaget sump af sex og stoffer, hvor frihed bare var et andet ord for afgrundsdyb uansvarlighed.”
For nogle dengang endte det i ”en selvoptaget sump af sex og stoffer” for flertallet endte det ikke der og så var der alle dem ind imellem. Ligesom det begyndte allevegne og ingen steder, endte det for mange alle vegne og ingen steder. Afgrundsløs uansvarlighed og jeg som naivt troede at: ” Freedom's just another word, for, nothin’ left to lose. Nothin', don't mean nothin' honey if it ain't free,”

Detalje -
Udover afskedsbrevet til Iben Nagel Rasmussen skrev Eik naturligvis også et afskedsbrev til sin familie (ikke offentliggjort) samt til Christian Arnø.