Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Opsang og nedtur

Danmarks kedeligste orkester mestrer stadig den klassiske poprocksang til perfektion. Men når TV-2 higer sig fast i rollen som alvidende samfundskommentatorer, ender de med at blive uvedkommende
Den klassiske TV-2-sang er f.eks. sådan en, der hvor Steffen Brandt i løbet af de første sekunder spidser munden og fløjter sangen i gang. Aarhus-bandet er på gaden med sit 18. album på fredag.

Torben Christensent

Kultur
25. februar 2015

 

»Danmarks kedeligste orkester« kalder de sig med et skjold af selvironi. For andre er de måske snarere en bagbrandert fra Grøn Koncert i 1994. Eller et rockband, der aldrig har spillet andet end pop. Eller et band, der som ingen andre har fundet det perfekte målestoksforhold mellem folkelighed og en svag eftersmag af artrock.

Eller bare et band, som beskedent og fordomsfrit på 34. år formår at tage temperaturen på den danske folkesjæl.

Under alle omstændigheder er de i hvert fald tilbage: TV-2 under velkendt ledelse af Steffen Brandt. Modersmål-prisvinderen med den nasale forkølelsesstemme, det ironiske drag om munden og den grå, midterskilte manke, som tilsyneladende er det obligatoriske frisurevalg for alle mildt venstresnoede mænd i hans generation, lige fra Uffe Elbæk til Jørgen de Mylius.

Det gode liv er deres 18. udgivelse. I princippet er der ikke en finger at sætte på den plade. TV-2 er et stilsikkert og selvbevidst orkester, der på den ene side rendyrker det, de altid har gjort, men på den anden side sidder og sitrer med knæene så tilstrækkeligt uroligt ude på kanten af deres bekvemmelighedszone, at eventuelle beskyldninger om at ligge på den lade side bliver taget i opløbet. Selvironien, du ved. Det er det hemmelige våben.

Hvordan føles Det gode liv så? Egentlig ikke så meget som et album, men mere som en stribe veleksekverede stiløvelser over den skabelon, der hedder den klassiske TV-2-sang.

Den klassiske TV-2-sang er for eksempel sådan en, hvor Steffen Brandt i løbet af de første sekunder spidser munden og fløjter sangen i gang. Eller det kan være en sang, hvor de nasale linjer »du og jeg for altid/du og jeg alene hver for sig« efter et afdæmpet vers gjalder en oktav højere i omkvædet. Eller det kan være en heroisk bjergtinde-guitarsolo, der vrider sig skabagtigt ligesom i slutningen af nummeret »Berlin«, som i en lidt bedaget tone hylder 1980’ernes modkulturelle mekka.

Alvidende og intetvidende

Men der er naturligvis også den særlige bittersødme, hvormed Brandt altid behandler kærlighedens beskaffenhed. For bag den velkendte århusianske beskedenhed skjuler der sig stadig en uindrømmet ambition om at skrive musik, der er universelt relatérbar.

De fleste af os har jo prøvet at være forelskede eller fortvivlede, at forlade eller at blive forladt. Og vi skal alle kunne genkende os selv i sangene, fornemmer man.

Problemet er bare, at sangenes alvidende fortællersynsvinkel ikke virker befordrende, men snarere hæmmende på sangenes identifikationskraft. For eksempel på det ellers sødt Ingmar Bergman-refererende nummer »Sommeren med mig og Monika«, der transporterer lytteren med til uskyldsrent og bævende teenageakavet univers, som vi genkender fra utallige Søren Kragh-Jacobsen-sange og Nils Malmros-film.

Men det ender med at blive uvedkommende. Ved leveringen af linjer som »lister ind på pigernes sovesal/derinde er der altid fest og Steppeulven er med som gæst/itsi bitsi tag med mig til Nepal« tager man sig selv i at tænke, at der måske bare findes bedre lyrikere end Steffen Brandt.

Er vi måske ikke blevet velsignede med nye intelligente og underspillede samfundskommentatorer som Peter Sommer, der med langt større lyrisk finesse og frygtløshed tør sætte sig selv på højkant?

Det ville i det hele taget være klædeligt, om Brandt i højere grad tog sin demografiske specificitet på sig i stedet for at tale på vegne af alle – og i sidste ende ingen. Jeg ville langt hellere være kærlighedsmeditationerne foruden og i stedet høre Steffen Brandt komme med mere personlige betragtninger om livet som midaldrende, hvid rockmusiker.

Mens forgængeren Showtime fra 2011 var produceret af Thomas Troelsen, er Det gode liv produceret af Andreas ’Maskinen’ Sommer, som især i kraft af sit samarbejde med Marie Key er ved at få status som landets hastigt opadstigende popmogul. Man fornemmer i det hele taget, at den topprofessionelle udvikling i det danske poplandskab er den skrue, der i dette tilfælde skal holde TV-2 oven vande.

Og mødet mellem den unge 80’er-fetichist og det gamle 80’erband kunne godt have være en interessant dobbeltkonfekt, der kunne kaste nyt selvrefleksivt lys over TV-2 og bruge bandets velkonsoliderede status som nyt kreativt brændstof. Det sker desværre ikke rigtigt. 80’er-forelskelsen forløses fint, men ikke videre ophidsende.

Folkeeje uden ejerskab

Så måske er både vi og bandet bedst tjent med at affinde os med, at TV-2 i hvert fald i deres nuværende forfatning har udspillet deres musikhistoriske rolle. Med en plade som Rigtige mænd – gider ikke høre mere vrøvl var de i sin tid på forkant i forhold til at sætte ord på mandens ændrede rolle i samfundet i kølvandet af 1970’ernes kvindefrigørelse. Og man kan sige, at TV-2 helt enestående har fundet den gyldne mellemvej mellem folkelighed og anerkendelse hos kulturparnasset.

Men spørgsmålet er, om folkelighed betyder det samme i dag, som det gjorde 1980’erne og 1990’erne?

Jeg er nemlig ikke så sikker på, at man i 2015 stadig kan slippe succesfuldt af sted med at skrive tekster, der som en anden Politiken-kronik med socialdemokratisk skyldkompleks revser ’os danskere’. Dertil er det kulturelle landskab blevet for opsplittet og mangestemmigt. Måske tilhører den skole af rockbåren samfundskritik, som TV-2 repræsenterer, simpelthen bare en anden tid: Et mere homogent Danmark, hvor alle grinede ad de samme ’Alle børnene’-vittigheder, så Eleva2eren i fjernsynet fredag aften og sang med på »ba-ba-da-da, der går min klasselærer«. Men i dag lyder TV-2 som et folkeeje, jeg ikke længere føler ejerskab til.

TV-2: ’Det gode liv’ (Universal Music). Udkommer fredag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her